Roman fra ingeniør: »Det er megasjovt at fortælle en historie, der kunne være sand«

Rundkørsler, cykelstier og andre trafikprojekter fylder Thomas Ruds hverdag i jobbet som trafikinge­niør i Cowi, men i fritiden er han passio­neret romanforfatter. »Det er enormt spændende lige pludselig at se en historie være til, som ikke var der før,« siger han. Illustration: Privat

Lige siden skoletiden har trafikingeniør Thomas Rud holdt meget af at skrive, og i en alder af 44 år debuterer han nu med spændingsromanen ‘Kongeklenodiet’, som netop er udkommet.

»Jeg har altid godt kunnet lide at være kreativ med ord og på den måde skabe en ny verden. Det er enormt spændende lige pludselig at se en historie være til, som ikke var der før,« siger den nyslåede forfatter.

Forfatterdrømmene blev for alvor vakt til live, da han i 2008 skiftede arbejdsadresse og efter nogle år på Sjælland flyttede til Linå, en landsby lidt uden for Silkeborg, hvor han i sin tid voksede op. Men det var svært at genkende den by, han havde forladt ti år tidligere for at læse til trafikplanlægger på AAU:

»Foreningslivet, som før blomstrede, gik skidt, og skolen var på randen af lukning,« fortæller han.

Det gjorde ondt at se, og for at huske den døende landsby for det, den engang havde været, læste han en lokalhistorisk bog fra 1970’erne, der fortalte byens historie.

Bogen var tør læsning, men der gemte sig en spændende historie, om dengang Linå var egnens centrum, og folk fra Silkeborg måtte gå de ti km dertil for at komme i kirke.

»Jeg tænkte på, at hvis den historie kunne fortælles lidt mere interessant, så kunne Linå også blive lidt mere interessant for Silkeborg Kommune, og det kunne måske føre til, at man ville interessere sig for byens udvikling og bevare skolen.«

Tolkien som idol

Tanken modnedes, historien fik krop, og de første fire-fem kapitler blev skrevet. Men ægteskab, to børn og siden en skilsmisse kom i vejen. Først da han for fire år siden kom til skade med sit korsbånd og pludselig fik tre måneder på langs, blev der tid til at skrive romanen færdig.

Thomas Ruds hjemby, Linå ved Silkeborg, er skuepladsen for hans roman. Engang var den egnens centrum, og folk fra Silkeborg måtte hertil for at komme i kirke. Illustration: Wikipedia

Sidste punktum blev sat i 2016, men intet forlag bed på krogen, og til sidst insisterede Thomas Ruds far på, at romanen skulle ud, og finansierede udgivelsen på forlaget Kahrius. 24. oktober i år kunne han dermed officielt kalde sig skønlitterær forfatter.

Umiddelbart er en fritidsbeskæftigelse som passioneret romanforfatter ikke det første, man forestiller sig, når man hører, at Thomas Rud er trafik- og byplanlægger og certificeret trafiksikkerhedsrevisor og tilgængelighedsrevisor med fast arbejde hos det rådgivende ingeniør­firma Cowi i Aalborg.

Her gransker han trafikprojekter allerede i designfasen for at undersøge, om en rundkørsel, en cykelsti eller en renovering af et torv følger anbefalinger og regler på området, men også om projektet vil komme til at fungere efter hensigten og give plads til folk med handicap.

»Når jeg kigger på tegningerne, bliver de levende for mig. Jeg kan sagtens se, hvordan det kommer til at se ud, og når jeg koncentrerer mig, kan jeg opfatte hele rummet – også lyde, stemninger og dufte. Det giver en masse fordele, når jeg skal beskrive, hvad der skal laves om for at gøre et torv trafiksikkert. Den evne til at opfatte og huske detaljer overfører jeg til mit forfatterskab,« siger han.

‘Kongeklenodiet’ er da også fyldt med beskrivelser af naturen, bygninger og landskaber, og når Thomas Rud skal fremmane stederne med ord, føler han sig på sikker grund:

»Romanen beskriver noget velkendt. Skal jeg beskrive, hvor en person står, og hvad han ser, forestiller jeg mig, at jeg selv kigger mig omkring og ser, hvad min hovedperson ser.«

J.R.R. Tolkien, der skrev ‘Ringenes Herre’, er Thomas Ruds store litterære forbillede:

»Det er slet ikke for at sammenligne mig med ham, men han havde et talent for at beskrive landskaber, så man kunne fornemme farver, lyde og dufte. Det stiler jeg også efter. Han er mit idol.«

Karikerer sig selv

‘Kongeklenodiet’ udspiller sig i tre tidsaldre: i vor tid, under Anden Verdenskrig og i middelalderen. Afsættet er en dramatisk begivenhed i landsbyen, som indtræffer i 1340, da Valdemar Atterdag har overtaget den danske trone, efter at landet har stået uden konge i otte år.

»Mit mål er at gøre min landsby og dens historie interessant, og det er megasjovt at fortælle om en begivenhed, der kunne være sand. Det gør jeg ved at fortælle, at kongen mistede noget, og hvilke konsekvenser det fik dengang og mange hundrede år senere.«

Romanens hovedperson i vores tid er en mand, der vender tilbage til barndomsbyen og bliver ked af den udvikling eller snarere afvikling, landsbyen har gennemgået. I den forstand kunne man forledes til at tro, at personen er identisk med forfatteren. Der er da også nogle fællestræk mellem romanens Tim og forfatteren Thomas, erkender han.

»Det er i hvert fald skrevet ud fra mine egen oplevelser, og hovedpersonen flytter også ind i det hus, jeg selv flyttede ind i, men det er klart, at jeg har smurt rigeligt på. Så jeg måtte jo lige karikere mig selv,« griner han.

Ligesom hovedpersonen har Thomas Rud også været i militæret som værnepligtig sergent, hvor man lærer at forsvare sig med håndgemæng, hvilket vil sige næver, gevær, bajonet, rullefald og lignede:

‘Kongeklenodiet’ Af Thomas Rud, forlaget Kahrius, 350 sider, 298 kroner. Illustration: Kahrius

»Det er min hovedperson en mester til, og derfor får bøllerne igen, når de overfalder ham. Og jo, det kan jeg da godt lidt af, men ikke helt i den grad, selvom jeg måske ville ønske, at det var sådan.«

Ved siden af romanskriveriet bliver der også tid til at skrive små noveller, som kan læses på hans hjemmeside. Men det er ikke kun som skønlitterærforfatter, Thomas Rud folder sig ud.

Han har også en blog i eget navn med fokus på ingeniørfaglighed under overskriften: ‘Faglighed og finurlige fiksfakserier om trafikplanlægning, trafiksikkerhed og tilgængelighed’.

Om han nogensinde kan komme til at leve af sit forfatterskab, spekulerer han ikke videre over:

»Jeg synes, det kunne være enormt interessant at blive så god til at skrive, at min bog kunne blive filmatiseret. Hvis det sker engang i fremtiden, ville det være sjovt, og så kunne jeg nok leve af det. Samtidig er jeg glad for at gå på arbejde og nyder hver eneste dag, så den hverdag ville jeg savne. Lige nu er forfattergerningen en ren og skær fritidsinteresse.«

Thomas Rud er i fuld gang med bind 2 i serien om ‘Kongeklenodiet’, ‘Vi, der vogter’, som han forventer at udgive næste år eller i 2022.

Læs flere historier på thomasrudjensen.dk