Rolls-Royce vil begynde at teste mega-flymotor i år

19. juli 2022 kl. 14:31
Rolls-Royce vil begynde at teste mega-flymotor i år
Ultrafan-motoren er den største, Rolls Royce nogensinde har lavet. Diameteren på rotorbladene er på hele 355 centimeter. Illustration: Rolls Royce.
Dog kan der stadig gå mange år, før motoren finder vej til markedet, da firmaet vil vente på investeringer fra de store flyfabrikanter.
Artiklen er ældre end 30 dage

Rolls-Royce har offentliggjort, at det vil påbegynde test af sin nye Ultrafan-motor.

Den nye Ultrafan-motor er designet til at være op mod 25 procent mere effektiv end dens forgænger, Trentmotoren, og med en diameter på 355 centimeter er det den største tilgængelige flymotor på markedet ifølge Reuters.

Men ifølge Rolls-Royce kan der til trods for test af prototypen fortsat gå mange år, før motoren finder vej til markedet. Ultrafan-projektet bliver nemlig ‘lagt på is’, når testen af prototypen er gennemført, og vil først blive taget ned fra hylden igen, når Airbus eller Boeing investerer i et nyt flyprogram.

»Rækken af teknologier vi tester med prototypen vil skabe muligheder for at lave forbedringer på vores nuværende motorer, og skabe ny kapacitet for fremtidige fremdriftssystemer,« siger Chris Cholerton, der er direktør for civil luftfart hos Rolls-Royce, til Reuters.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formålet med Ultrafan-projektet er ifølge Reuters ikke at teste en enkelt motor, men derimod en række forskellige teknologier, som kan implementeres i andre af Rolls-Royces programmer.

Eksempelvis er rotorbladene på Ultrafan-motoren støbt i kulfiber i stedet for hule blade i titanium, som der findes på den gamle Trent-motor.

Ultrafan-motoren kommer til at drives på 100 procent bæredygtigt brændstof fra Air BP udvundet fra blandt andet vegetabilsk olie.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger