Rockwool-køleskab gør varme festivaløl kolde

»Det er sgu et flot køleskab, du har bygget dér! Kan du ikke lave en mindre udgave til mit køkken?« spørger en festivalmedarbejder Christian Hindse Ringsted, som står og tjekker vandtilførslen til sit hjemmebyggede køleskab.

Vi står bag Orange Scene, og den tunge sommervarme lægger sig over festivalområdet. Tung hede er festivaløls fjende nummer ét, og netop her kommer Christian Hindse Ringsteds specialbyggede kølesystem til sin ret. Han er uddannet diplom- og maskiningeniør fra DTU, hvor han også har taget kursus i kølesystemer, og sidder nu som praktikant i Rockwool-koncernens udviklingsafdeling.

Rockwool-isolering er sjældent det første, man tænker på, når øl skal på køl. Men det handler om at holde varme ude, og så giver det pludselig mening. Fra 30 graders festivaløl til 9,5 graders nydelse på ét minut og halvtreds sekunder, ifølge ophavsmanden.

Køling med koldt vand

Næsten alene har Christian Hindse siden februar skruet på ølkøleren. Den dekorerede trækasse står i dag så godt som klar og har allerede hjulpet servicemedarbejderne på festivalpladsen med at slukke tørsten på kølig facon. Det fortsætter den med de kommende dage.

»Derefter laver vi nogle temperaturmålinger for at finde ud af, hvor meget strøm vi har brugt, i forhold til hvor mange cyklusser køleaggregatet har kørt«, forklarer Christian Hindse, der er den yngste mand i udviklingsafdelingen hos Rockwool.

Et tidligere hold DTU-studerende havde allerede forsøgt sig med et luftbaseret system til ølkøleren, hvilket dog viste sig at være en energitung affære.

»Det luftbaserede system kom op på 6 kilowatt. Jeg valgte i stedet at bruge vand, hvilket gav en bedre overførsel og fik kernetemperaturen ned. Det her system bruger kun 1,2 kilowatt,« siger han.

Køleteknikken minder om et normalt køleskab, men alligevel ikke helt: I Christians prototype glider øldåserne fra kølerens top til bund ad en jernrende, hvor kompressorkølet vand koldspuler dåserne. Systemet kan modtage en ny øl hvert tyvende sekund. Hvis vandtemperaturen bevæger sig over 2 grader, aktiveres kompressoren og stabiliserer temperaturen på 0 grader.

Alle steder, hvor vand passerer, er der isoleret ekstra tykt, hvilket reducerer behovet for energi til kompressoren. I alt bidrager stenulden med 80 procents ekstra energieffektivitet i det specielle køleskab.

To kroner ekstra for en kold?

Undervejs i projektet har Christian Hindse været assisteret af prototypekoordinator Michael Emborg fra Rockwool International.

»Jeg fik ideen, og ellers har Christian stået for resten,« opsummerer Michael Emborg kort dét samarbejde.

»Hvis det var et normalt køleskab, ville kompressoren køre hele tiden. I stedet kan den nøjes med at køre fem timer til et helt døgns køletid,« siger Michael Emborg og peger mod et par normale køleskabe i backstageområdet, der endnu mangler de sidste detaljer, før festivalpladsen åbner onsdag. I enkelte tilfælde viste blot fem minutters kompressortid sig at være nok til at holde på kulden i en hel time.

På denne Roskilde Festival står ølkøleren backstage til glæde for festivalens arbejdende folk. Men i en ikke fjern fremtid ser Michael Emborg store muligheder i køleren:

»Det her er mest for sjov, men det kunne da være interessant, hvis det en gang blev sådan, man kølede øl på hele festivalen. Ude på campingområdet har gæsterne teltene fulde af varme øl, og hvis de kunne betale to kroner for at køle dem, ville det jo være en god forretning. Jeg ville til hver en tid give to ekstra kroner for en kold øl,« siger Michael Emborg om de videre perspektiver.

»Men lige nu er det et forsøg, og vi ved ikke, hvor længe det kører. Vi har allerede kørt en aften for festivalen, hvor vi servicerede dem med køleskabet, og det var en stor succes,« tilføjer han.

Med partnerskabet med Roskilde Festival håber Rockwool at bidrage med selskabets viden om stenuld til forskellige behov og samtidig få sine studerende i gang med at realisere deres projekter.

Emner : Isolering
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der er ikke meget at kæmpe imod, at køle en øl 20° ned på 90sek ved brug af 1,2watt, det er fantastisk! En solcelle på 6x6cm kan levere den energi.

Til festivals brug skal den naturligvis være uden strøm forbrug, mon ikke ovenstående bruger 1,2kw ?

  • 3
  • 1

Det er meget sandsynligt jeg slet ikke kan regne den her slags ud, men ville det ikke være cirka: (4186 j/kg/K * 0.33kg/øl * 20.5K)/110s = 257Watt/øl.

Hvis det er rigtigt går regnestykket ikke op.

  • 2
  • 0

Lad den køre lidt langsommere igennem, og komme ned på 5°C, tak. Ikke mindst fordi temperaturen når at stige betragteligt i øllen inden den er drukket.

Der findes dusinvis af maskiner og koncepter til at hurtig-afkøle dåser/flasker. De fleste kommer fra USA, hvor de er besatte af kolde drikke (som jeg selv). Den mest primitive, men stadig effektive, er en gummi-kapsel man sætter ud over toppen af dåsen, som sættes i en boremaskine, så dåsen kan rotere i et isbad (det skal bare være vand ved 0°C - der behøver ikke være is i)

En vigtig parameter for hurtig afkøling af en dåseøl er, at varmefordelingen inde i dåsen også skal forbedres. Den eneste måde, der ikke skaber skum er, at rotere dåsen hurtigt. Det skaber en stor hvirvel inde i dåsen, uden megen turbulens, som kan danne skum, der giver en konstant bevægelse inde i dåsen, som fjerner det kolde grænselag.

Man skulle synes at der burde være et kæmpe marked for afkøling af folks drikkevarer på Roskilde (og andre festivaller). 2 kr/stk kan blive til mange penge i løbet af en festival.

Energiforbrug til afkøling:

0,33kg · 4170J/kg-°C · 25°C/2 Wth/We/3.600.000J/kWh = 0,0048 kWh ved en COP på 2 (Wth/We - Watt fjernet pr. Watt strøm anvendt)

Pris for afkøling: 0,0048*220 øre/kWh = 1,05 øre/dåse.

Det giver en ganske høj profitmargin :-D

  • 5
  • 1

En helt anden ting er, hvorfor skal øllen overhovedet være 30 grader som udgangspunkt.

Vi taler ikke om øl folk selv tager med, men om øl der skal sælges.

Så hvorfor ikke få øllerne leveret tilpas kolde, og så opbevare dem i et (stort) velisoleret kølehus, og så distribuere rammevis lokalt til de enkelte køleskabe (som så skal stå i skygge, og gerne med blæserkøling)?

  • 0
  • 1

Hvorfor overhovedet et isbad? Hvorfor ikke bruge en væske der er flydene ved endnu lavere temperaturer? En blanding af vand og sprit er nem at lave og så bruger vi kompressoren til at afkøle det til minus 40c

Øldåserne kan så via et transportbånd blive ført roterende igennem en bassin af denne kolde væske og komme op efter få sekunder når de har nået den rette temperatur.

jeg er ikke matematiker så der må nogle andre til at regne ud hvor meget varme det er muligt at fjerne fra overfladen af en øldåse i sekundet og derved finde ud af hvor længe øldåsen skal være i badet.

  • 0
  • 1

Til sidst i artiklen nævner han at systemet måske i fremtiden ville kunne bruges netop så festivalgæsterne kan komme med deres egen varme øl, betale 2kr. og få en dejlig drikkekold øl retur :)

Hvorfor så ikke bare sælge kold øl til en rimelig pris (underforstået højst 2 kroner over gadepris) i stedet for - energimæssigt er det jo en langt mere forsvarlig løsning.

Og man kan tænke så meget på sigt, men foreløbig har det jo bare været brugt som et køleskab et sted hvor der allerede er køleskabe.

  • 1
  • 0

Når jeg drikker øl skal det være skænket i et glas. Smagsoplevelsen bliver bare bedre med skum i glasset og næsen lige over skummet, når øllet kommer indenbords!

Der er dog en anden betragtning, som også var der vedr. øl i flasker, men som ingen øldrikker (eller sodavandsdrikker!) tilsyneladende mere tager alvorligt, hygiejnen! I gamle dage havde luksusøllerne en metalfolie over hele toppen af flasken for at beskytte håndbajerconnaisseurerne for diverse uhumskheder, som ølflasken kunne være udsat for siden aftapningen på bryggeriet. I dåsens tidsalder er alt dette glemt og folk sutter lystigt løs på mindst en tredjedel af den ubeskyttede dåsetop! Hjemme hos mig bliver alle dåser omhyggeligt skyllet og børstet i varmt vand fra hanen, men hvad hjælper det, når børnebørnene højst indtager en promille af deres sodavand hjemme hos mig.

Det her foreslåede "rockwool-køleskab" med en sjat vand der cirkulerer omkring dåserne synes mig ekstra betænkelig udfra et hygienesynspunkt!

John Larsson

  • 2
  • 2

Hygiejne hensyn: Harh harh har!!!

Men vandet kan let steriliseres ved at løbe gennem et UV filter.

Saltbad: får dåsen til at smage af salt

Væske med lavere smeltetemperatur (andet end salt): vanskeligt at lave sundhedsmæssig forsvarligt.

Lavere temperatur på kølemidlet giver også højere elforbrug (dog har jeg ovenfor beregnet at el-udgiften er nul og nix)

Vand er næsten 1000 gange bedre end luft som varmeoverføringsmedie, og det gør også køleprocessen mere effektiv, fordi de nødvendige temperatureforskelle bliver langt mindre. Fordamperen kan køre ved -5 - -2°C, hvis den er designet fornuftigt.

Damn, jeg gad godt selv lave sådan en.

Tror godt jeg kunne lave en, som kunne transporteres på en sækkevogn og fungere med lidt mere manuel arbejde. Jeg skal ikke "trætte" jer med mine design ideer. Det kunne være det kunne financiere en Skanderborg billet...

  • 2
  • 1

meget nemmere sæt en is maskine op og sælg is i stedet. så kan man bare fylde en køletaske med det og fylde drikke varene i.

  • 0
  • 0

Ja utroligt at denne myte fortsat lever, og specielt at den gør det i et teknisk/ videnskabeligt forum. Pakke den ind i en våd avis, fint. Men derefter at lægge den ud i solen, dumt! Afkølingen kommer fra fordampningen, og ganske vist sker fordampningen hurtigere i solen, men det skyldes at solen opvarmer den våde avis. Men prøv som Carsten anbefaler. Jeg lavede forsøg for et par år siden med øldåser indpakket i fire lag avispapir som blev holdt våde, med dåserne anbragt liggende i græsset i solen, liggende i græsset i skyggen, ophængt i vinden i solen, og ophængt i vinden i skyggen. Det står enhver frit at gætte hvad der var bedst. Virkningen og forskellen var i øvrigt skuffende lille.

  • 0
  • 0

For ca 25 år siden var der mange der misbrugte CO-2 slukkere til at hurtigkøle deres øl med. Rygterne siger at der var nogen der fejlagtigt fik prøvet med pulverslukkeren i stedet....

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten