Rockwool investerer 372 mio. i Rusland

Fabrikken placeres i Vyberg mellem Skt. Petersborg og den finske grænse. Rockwool forventer at starte produktionen i efteråret 2005. Investeringen beløber sig til 372 millioner kroner (50 millioner euro).

»Gennem de seneste år har det russiske marked udviklet sig til det hurtigst voksende marked for Rockwool isoleringsprodukter,« udtaler divisionsdirektør Steen Ørnslund i en pressemeddelelse.

Rockwool Russia etablerede sin første fabrik i Moskva i 1999. Selv om fabrikkens produktion nu er tidoblet, har fabrikken alligevel været nødt til at importere store mængder fra Vest- og Centraleuropa.

»Der er i Rusland et enormt behov for isolering til nybyggeri, som præger markedet i øjeblikket. Men behovet i gamle boliger er endnu større,« forklarer Steen Ørnslund.