menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
»Ikke igen, for ******.«
En heftig banden på byggepladsen er ofte den eneste konsekvens, når en travl ingeniør ikke lige har haft tid til at tegne armeringen helt færdig eller har glemt at markere præcist, hvor ventilationsanlægget skal hænges op, så håndværkere og betonfolk selv må finde ud af, hvordan stregerne på tegningen eller i 3D-modellen skal omsættes til konkret, bygbar virkelighed.
Men håndværkernes nye robotkolleger, som der vil komme flere og flere af de kommende år, er ikke så fleksible. Mangler der noget i modellen, kommer det bare ikke med i virkeligheden. Derfor vil robotternes indtog på byggepladserne også kunne mærkes ved ingeniørernes og bygningskonstruktørernes skriveborde.
Det fortæller Ulf Håkansson, der er chef for research og innovation hos den svenske entreprenørgigant Skanska, som har eksperimenteret med at lade en robot samle armeringskurve til store anlægsprojekter.
»Projekteringsforløbet skal ændres. I dag er der sjældent tegnet helt færdigt, når modellen sendes til produktionen. Så mangler der måske en stang eller en bøjle, og det må dem, der producerer armeringskurvene, så bare finde ud af. Men det går ikke med robotter. Så de projekterende er nødt til at lægge mere energi og tid i at gøre 3D-modellerne færdige, ellers kan robotterne ikke udføre deres arbejde,« siger han.
Endnu er der hverken i Danmark eller resten af verden ret mange robotter på byggepladserne – hvis man ser bort fra droner, der meget hurtigt har vundet indpas hos såvel landinspektører som entreprenører og rådgivere. Og der vil formentlig gå flere år, før de bliver udbredt.
Men hen over sommeren lancerer to danske robotproducenter deciderede salgsmodeller af de robotter, de har udviklet, testet, ombygget og testet igen over de seneste 3-4 år. Robot At Work sætter således deres modulære og skalerbare robotplatform op på en byggeplads i Odense i denne uge (som vi fortæller på næste side), og ifølge direktøren for virksomheden Wallmo, Lars Andresen, har han allerede solgt flere eksemplarer af virksomhedens løfterobot.
»Den største udfordring lige nu er faktisk leveringstiden på komponenterne,« siger han. Selvom teknikken stadig bliver tilrettet, har han allerede fået ordrer på et mindre antal robotter – og flere danske virksomheder venter ifølge Lars Andresen blot på at se de færdigproducerede robotter i funktion, før de også bestiller.
Løfterobotter som Wallmo er af typen kaldet cobots – collaborative robots – altså robotter, der ikke selv kan løse en opgave, men som gør det lettere eller sikrere for en håndværker at opsætte eksempelvis en glasvæg eller en gipspladekonstruktion. De er avancerede værktøjer. Men de kræver også mindre ændringer i den måde, der bygges på, fortæller Lars Andresen:
»Vores test ude på byggepladserne viser, at det er en evig udfordring, at der roder og ligger ting på gulvene. Vores robot er lille – 60 gange 90 centimeter – men det er stadig en maskine, der skal løfte op til 150 kg, så den skal have lidt plads og fire hjul for at stå sikkert. Vi kan sætte op til tre meter høje glaspaneler op i en gang, der er helt ned til 130 centimeter bred, men så skal der også være 130 centimeter og ikke 130 centimeter minus en malerspand.«
Til forskel fra eksempelvis borerobotten fra den norske virksomhed Nlink kommer Wallmos løfterobot først i brug i byggeriets sene faser, hvor der typisk er lagt gulv og installeret elevatorer, men ellers kan ujævne gulve og snævre adgangsveje til de enkelte etager være en udfordring for virksomheder, der gerne vil bruge robotter. Desuden er både borerobotter og malerobotter ligesom armeringsrobotter afhængige af, at 3D-modellerne er tilstrækkeligt detaljerede og færdige i tide.
For at klare robotternes krav til modellerne, bliver de projekterende nødt til selv at automatisere en større del af projekteringsarbejdet, mener Rolf Büchmann-Slorup, der efter flere år hos MT Højgaard i dag er administrerende direktør i HD Lab – en innovationsvirksomhed, der er en del af byggekoncernen J. Jensen.
»Både ingeniører og entreprenører er pressede på indtjeningen for tiden. Og én af de ting, der er dyre, er at opbygge 3D-modeller, der er tilstrækkeligt detaljerede. Derfor er man er simpelthen nødt til at bruge softwarerobotter til at generere sine designforslag og sortere i dem. Kan du ikke det om 3-4 år, vil du komme til at stå tilbage på perronen,« siger han.
Desuden skal de traditionelle entrepriseformer tilpasses en virkelighed, hvor robotter kan klare en del af opgaverne.
»Hvis du eksempelvis ser på en robot, der kan bore huller i lofterne, så er den jo teknisk smart, men i dag er ansvaret for at bore huller jo delt ud i en masse forskellige kontrakter – en til vvs, en til el og så videre. Der findes ikke én kontrakt på at bore huller i lofterne. Så man skal til at tænke robotterne ind, allerede når man laver sine udbud,« råder Rolf Büchmann-Slorup.
Men hvor hurtigt kommer robotterne? I løbet af to til tre år, mener Ulf Håkansson fra Skanska:
»Lige nu er vi på et stadie, hvor vi har bevist, at robotterne fungerer. Men der skal en investering til for at få dem ind i stor skala. Det kræver, at der er et stort projekt, hvor bygherren er med på at gøre automatiseret arbejde til en del af vores bud. Derfor vil der nok gå et par år, før vi eksempelvis bruger automatiseret armeringsproduktion,« siger han.
»Ikke igen, ……«. Det er min umiddelbare reaktion, når jeg som rådgivende ingeniør læser artiklen. Overskriften og indledningen opfattes som en ensidig kritik og undervurdering af de udbudsprojekter, der i dag bliver udarbejdet af rådgivende ingeniører. De 3D-projekter, der bliver udarbejdet i dag, er langt mere detaljeret og gennemarbejdede, end de 2D-projekterne, der blev udarbejdet for 10-15 år siden – og det er vel og mærke for stort set samme honorar. Kvaliteten i projekterne er steget markant - Problemet er så bare, at forventningerne er steget endnu mere. ”Mere vil have mere”, nu skal skruen lige have en omgang mere - det er umiddelbart det jeg læser i artiklen. Der er dog interessante aspekter i artiklen, når der ses bort fra ensidige vinkel som Ulrik Andersen har valgt.
Der er utvivlsomt rigtigt at der vil komme forskellige former for automatiserede processer ind på byggepladserne – og ”dette vil tvinge byggebranchen til at stramme op”, ikke kun ingeniører, men generelt skal alle (fra bygherre til montør) tilpasse deres måde at arbejde/tænke på. Der skal bl.a. gøres op med ideen om at det skal være muligt at bygge efter udbudsprojektet. Simpelthen fordi udbudsprojektet aldrig vil kunne blive så detaljeret, at det vil kunne bruges i en ”robot”. Alene det, at det ofte vil være et krav fra bygherre eller lovgivning, at der ikke må angives specifikke produktet i et udbudsprojekt, gør at detaljeringsniveauet aldrig vil kunne komme højt nok op. Det vil ikke være muligt f.eks. at angive hvor der skal bores huller for bæringer for kabelbakker i et projekt, uden specifikt at kende produktet, og fabrikantens krav til afstand mellem bæringerne og udformningen af disse. Det kan meget vel være at detaljeringsniveauet i fremtidige udbudsprojekter vil blive mindre, da det alene skal anvendes til prisfastsættelse og grundlag for aftale/kontrakt. Detailprojekteringen vil først komme efter der er lavet aftale mellem Bygherre og Entreprenør, hvor byggemetoder og produktvalg kan fastlægges. Det vil derfor også være forventeligt at det bliver entreprenørerne der kommer til at udfører detailprojekteringen i endnu højere grad end i dag. Det betyder også, at det ikke nødvendigvis vil være ingeniører, der skal udføre denne detailprojekteringen, det kan også være andre former for teknikere, med specialviden inden for lige netop deres område – hvilket så igen sætter nye krav til projekteringsledelse på entreprenørsiden.
Det at projekterne i højere grad bliver udført i 3D på en skærm, er ingen garanti for bedre eller billigere byggerier. Man må ikke underkende det arbejde og de beslutninger, der bliver udført af faguddannede selvstændigt tænkende håndværkere på byggepladserne.