'Rumdragter', luftsluser og jævnlige målinger af blyindholdet i de ansattes blod er i dag en fast del af saneringsopgaver, når der skal fjernes blyholdige materialer i en bygning. Årsagen er, at bly kan give skader på nervesystemet, nyrerne, forplantningsevnen og fostre hos gravide kvinder.
Men selv om alle sikkerhedsforanstaltningerne betyder, at blyet kan fjernes uden risiko for liv og helbred, så er det en arbejdsopgave, som saneringsfolkene gerne vil af med. Det opdagede Rolf Büchmann-Slorup hurtigt, efter at byggekoncernen J. Jensen i april ansatte ham til at lede HD Lab – en selvstændig virksomhed, der både skal hjælpe koncernens egne selskaber og kunder udefra med at udnytte robotteknologi og digitale værktøjer.
»En af de første ideer, vi arbejder med, kommer fra de folk, der laver bly-sanering. Det er hårdt, støvende og varmt arbejde, hvor man går rundt i rumdragter. Og de kunne godt tænke sig at få lavet en robot, der kan blæse den blyholdige maling af.«
HD Lab planlægger dog ikke at begynde at producere robotter helt alene.
»Vi vil samarbejde med Syddansk Universitet og andre om at lave robotter, hvor de har den tekniske ekspertise, og vi kan komme med forretningsideerne og netværket.«
Og Rolf Büchmann-Slorup har ingen forhåbninger om, at robotterne kan erstatte mennesker på byggepladserne.
»I første omgang bliver der tale om cobotter, hvor det er mennesker, der leverer intelligensen. For hvis man vil skabe robotter, der kan det hele selv, vil det tage alt for lang tid at udvikle. Så jeg tror, at de robotter, vi vil se i de kommende år, vil være en slags støtterobotter – ikke fuldt automatiserede arbejdsprocesser.«
Der er dog ét område, hvor han kan ser en mulighed for at bruge selvkørende robotter.
»Hvis du ser på udgravningsmateriel, så er der allerede mange sensorer på det eksisterende. Gravemaskiner er langt foran meget af det andet udstyr, vi kigger på. Derfor tror jeg også, at du vil begynde at se ubemandede gravemaskiner inden længe.«
Hvornår J. Jensens saneringsfolk kan smide rumdragterne til fordel for en fjernbetjening, tør han imidlertid ikke sige endnu.
»Vi er en helt nystartet virksomhed. Vi er kun 2,5 måneder gamle. Så det er svært at sige, hvor hurtigt det kommer til at gå. Men spørg mig igen efter sommerferien.«
Planen er at tilbyde nye digitale og robottiserede løsninger både inden for og uden for 'familien,' fortæller Rolf Büchmann-Slorup.
»Koncernen, som vi er en del af, har en bred vifte af virksomheder: nedrivning og sanering via J. Jensen og Karl Popp og entreprenørvirksomhed i CG Jensen, Jönsson og Adserballe & Knudsen – så vi tilbyder først løsningerne inden for familien, men hvis de ikke gider at købe dem, vil vi gå ud til andre kunder.«
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard