Robotter overtager HR-opgaver

Om få år skal nye medarbejdere ikke længere slå op i personalehåndbøger, ringe til HR, eller gå til deres chef, for at få oplysninger om deres ansættelsesvilkår. Spørgsmål om løntræk og arbejdstider, eller om du må gå til tandlægen i arbejdstiden, vil i stedet blive formidlet af en samtalerobot på arbejdscomputeren.

I hvert fald hvis man skal tro Boston-virksomheden Talla.

Nyansatte bliver i fremtiden guidet af samtale-robotter på computeren Illustration: Lars Bertelsen

Her arbejder man på højtryk for at udvikle såkaldte samtale-botter på nettet til at hjælpe nye medarbejdere med let at få overblik over ansættelsesforholdene i virksomheden.

Slut med at drukne i papirer

Til MIT Technology Review oplyser CEO i Talla, Rob May, at omkring 600 virksomheder indtil videre har tilføjet Tallas samtale-bot til deres Slack-platform, som er en intern kommunikationskanal. Ifølge Rob may er fordelen, at nyansatte kan blive guidet gennem deres generelle ansættelsesvilkår af Tallas samtale-bot, frem for at blive overdænget med papirer, power points og personalehåndbøger.

Rob Mays ambition er med Talla er at udvikle en interaktiv personlig HR-assistent for alle ansatte, som f.eks. kan hjælpe med at huske de daglige arbejdsopgaver og svare på praktiske spørgsmål som f.eks., hvad man gør med sin rejseafregning, om man har fri mellem jul og nytår, og om man må gå til frisøren på torsdag.

Mennesker er svære at forstå

Trods mange års udvikling inden for kunstig intelligens er samtale-botter stadig på begynder-stadiet. En af hovedudfordringerne er at få kunstig intelligens til at forstå, hvad mennesker rent faktisk mener, når de spørger om noget. I bestræbelserne på at udvikle en intelligent samtale-bot benytter Talla avanceret sprogteknologi og machine learning samt deep learning for at kunne identificere om en besked er et spørgsmål eller en ordre.

Talla bruger også såkaldte word embeddings, som er en måde at bestemme et ords reelle betydning gennem matematiske vektorer i mange dimensioner. Det medvirker til, at botten forstår og reagerer korrekt på sætninger, selv om de er formuleret usædvanligt.

Robotter udvælger kandidater

Også de helt store aktører som Microsoft og Apple er ifølge MIT Technology Review i fuld gang med at understøtte udviklingen af samtale-botter til nettet, mens talrige virksomheder lancerer mere simple botter på platforme som Facebook og WhatsApp. Begge dele understøtter mulighederne for at hurtigt at udvikle botter til HR-brug. Og ifølge Rob May er det ikke kun selve ansættelsesvilkårene, som botterne kan tage sig af. De kan også stå for en væsentlig del af udvælgelsen af kandidater.

Således har softwareingeniørerne i Talla designet et machine learning system, der kigger kandidaternes CV'er igennem efter ligheder med de medarbejdere i virksomheden, der performer bedst, for på den måde at identificerer de kandidater, der har størst mulighed for at blive en succes i virksomheden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten