Robottens digitale tvilling rykker ud på fabriksgulvet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Robottens digitale tvilling rykker ud på fabriksgulvet

Preben Hjørnet er klar til at udfordre sværvægterne i robotindustrien med letvægts-parallelrobot, der vejer under ét kg. Robotten hedder Ragnar efter vikinge-sagnhelten Ragnar Lodbrog. Foto: Carsten Ingemann

Den aalborgensiske iværksættervirksomhed Blue Workforce har en erklæret ambition om at gøre industrirobotter mere tilgængelige såvel som mere anvendelige end i dag, hvor høje startinvesteringer og dyr programmering ofte er en barriere for mange virksomheder.

Den ambition skal ikke kun forløses via en billigere og mere fleksibel konstruktion af den delta-lignende robot, som Blue Workforce har sendt på markedet – den skal også forløses ved brug af avanceret simuleringssoftware, der kan forenkle hele design- og ibrugtagningsprocessen.

Derfor opkøbte Blue Workforce ved udgangen af 2016 en schweizisk virksomhed, Coppelia Robotics, der har udviklet simuleringssoftwaren V-Rep. Samme software, der nu er hjørnestenen i det test- og simuleringsværktøj, som Blue Workforce lancerer i løbet af efteråret.

Deler controller med robotten

»Det er tilgængelighed og selvfølgelig omkostningseffektivitet, vi satser på, og der tager Blue Reality-softwaren tilgængeligheden et skridt videre,« forklarer Carl Erik Skjølstrup fra Blue Workforce.

Blue Reality er en simuleringssoftware, der er knyttet tæt op på Blue Workforces robotplatform Ragnar. Faktisk er robottens controller den samme controller, der sidder i Blue Reality-softwaren.

Det betyder, at Blue Workforce kan opbygge en virtuel model af det produktionsmiljø, som robotten skal anvendes i, typisk et samlebånd i en fødevareproduktion. Kunden leverer de nødvendige data på de fysiske installationer – for eksempel via billeder eller specifikationer – hvorefter Blue Workforce kan simulere robottens arbejdsopgaver og fintune de forskellige parametre. Vel at mærke virtuelt via brugen af digitale tvillinger, og inden robotten tages i brug på fabriksgulvet.

Læs også: Nordjysk letvægtsrobot vil udfordre industriens sværvægtere

»Produktet er blevet udviklet på forhånd, men bliver først konfigureret i salgsøjeblikket, så kunden får nøjagtig det, han har brug for. Hverken mere eller mindre. Det er vores grundfilosofi – at robotten skal tilpasses kunden, ikke omvendt,« forklarer Carl Erik Skjølstrup.

Det kræver vel en vis mængde præcision og pålidelighed af softwaren?

»Der må selvfølgelig ikke være direkte fejl i de data, vi får ind, men der er ikke de store præcisionsbehov, for i sidste ende er robotten sensorstyret. Så om det emne, den skal håndtere, kommer fem millimeter til den ene side, gør ikke det store. Det finder sensoren selv ud af.«

Digital tvilling følger med

Humlen ved Blue Reality-softwaren er imidlertid, at den ikke kun skal bruges internt i Blue Workforce som simulerings- og verifikationsværktøj. I stedet er det meningen, at Blue Reality efterfølgende også bliver operatørens brugerinterface til robotten.

Den digitale tvilling, som opbygges i Blue Reality, følger dermed robotten gennem hele dens livscyklus ude på fabriksgulvet.

»Det har jeg ikke rigtig set andre gøre på samme måde,« lyder det fra Carl Erik Skjølstrup.

Den virkelige og den viruelle verden smelter sammen i Blue Workforces simuleringssoftware Blue Reality. Softwaren skal både anvendes som konfigurationsværktøj og som operatørens robotinterface under den daglige drift. Foto: Blue Workforce

Dén funktionalitet arbejder Blue Workforce nu på at indbygge i Blue Reality-softwaren frem mod HI-messen, hvor værktøjet for alvor bliver præsenteret for offentligheden. På sigt er det desuden meningen, at Blue Reality skal udbygges med forskellige tutorials og – hvis ellers kunder og leverandører vil lege med – hele biblioteker med forskellige fabriks- og produktionslayouts, som kan deles kunderne imellem.

Fra 12 til 25 medarbejdere

Carl Erik Skjølstrup er i øvrigt en af de senest tilkomne medarbejdere hos Blue Workforce, som det seneste halve år er gået fra 12 til 25 medarbejdere.

Carl Erik Skjølstrup, der har en fortid som højt rangerende leder i bl.a. Vestas, Lego og det gamle Lindø, hvor han var leder af værftets automationsudviklingsafdeling, tiltrådte 1. august som en slags højre hånd for Blue Workforces stifter, Preben Hjørnet.

Blue Workforce fik tidligere i år en solid gang kapitaltilførsel fra en kinesisk investor, der skød et tocifret millionbeløb i virksomheden.

Læs også: Dansk robotvirksomhed får stor kinesisk investor