Robotten spiller mikado med skind

Kopenhagen Fur bruger millioner af kroner på at udvikle robotter, der kan flytte minkskind

Man fristes til at råbe: Hvordan kan noget så simpelt være så svært?

Hvorfor koster det millioner af kroner at udvikle en robot, som blot tager et minkskind op og lægger det pænt ned igen?

Det kan Janus Tappert heldigvis svare på. Han er maskiningeniør og ansat hos Kopenhagen Fur. Her har han blandt andet til opgave at vedligeholde - og især udvikle virksomhedens maskinpark. Derfor er det også ham og Jens Peter Holme fra virksomheden Puls Design, der har forberedt en lille demonstration af en robot, som kan udføre netop den handling.

Og lad os bare erkende, at det er sværere end som så. Robotarmen får ofte dårligt fat i skindet, så det falder af eller den får fat i to skind på en gang.

Men både Janus Tappert og Jens Peter Holme er fuld af optimisme. Den softwareversion, vi får demonstreret, er af noget ældre dato, og den er optimeret til skind, der er lidt større, end dem, vi har gang i nu:

»Lige nu kan vi faktisk flytte 750 skind i timen med robotten, og vi regner med at kunne komme op på 1.500.

Men lad os lige se på, hvad Kopenhagen Fur egentlig laver.

Det handler om mink, eller rettere sagt: Minkskind. For når skindet ankommer til Glostrup, hvor Kopenhagen Fur har til huse, så er det rå skind renset og tørret af minkavleren. Skindene, der kan være op til 123 cm lange, ankommer på vogne, der rummer 2.000 styk. Herfra gennemgår de en lang sorteringsproces, så købere fra hele verden, i sidste ende kan få de rigtige skind til de rigtige frakker. Herfra sendes de for øvrigt til østen for at blive garvet og syet til frakker.

Noget af sorteringen er der maskiner til, for eksempel opdelingen i et utal af farvenuancer, men i sidste ende er det 130 specialuddannede skindsorterere, som afgør hvilken kvalitet et skind skal placeres under.

Al den sortering og menneskelig kontakt resulterer i et stort antal berøringer, og så er vi tilbage ved robotten der skal spille mikado. Janus Tappert forklarer:

»Årligt passerer 16 millioner skind igennem sorteringen. Som huset er indrettet nu, giver det cirka 100 millioner manuelle håndteringer. Det kan være skind, der skal lægges på et transportbånd til farvesortering, eller når de skal pakkes i kasser. Det medfører en del ensidigt gentaget arbejde, det man bare kalder EGA. Det er vi selvfølgelig meget opmærksomme på, og vi vil meget hellere udnytte vores arbejdsressourcer til noget mere interessant arbejde,« siger Janus Tappert og tilføjer, at Kopenhagen Fur for nylig har fået et arbejdsmiljøcertifikat i henhold til DS/OHSAS 18001:2004 - og det forpligter.

Så en ny robot skal fjerne dårligt arbejdsmiljø og udnytte medarbejdernes evner bedre. Og her er det så at problemerne opstår. For det er ikke lige sådan at få robotten til at "se" et minkskind.

Kan man se et skind?

Robotter, der skal samle noget op og flytte det, skal kunne se, hvad og hvor de skal gribe fat. Det klares normalt med visionssystemer:

»Men skind er noget nær, det mest besværlige man kan forestille sig, når det gælder visionssystemer,« fortæller Janus Tappert.

Derfor fik han, via en leverandør af stregkodelæsere, kontakt til virksomheden Puls Design, der blandt andet arbejder med laserscannere. Puls Design satte civilingeniør Jens Peter Holme på opgaven, og sammen gik de to i gang med at finde en brugbar løsning.

Og hvorfor er det så, at skind er så besværlige?

Skind har i praksis ingen af de karakteristika, der skal til for at et visionssystem har noget at arbejde med: Minkskind er et naturprodukt, uden skarpe kanter. Alle skind har forskellige størrelser og farve, de er ikke plane og sidst, men ikke mindst: Pels reflekterer lys meget dårligt.

I stedet for traditionelle visionssystemer, begyndte Janus Tappert og Jens Peter Holme at kigge på laserscannere. Valget er oplagt, da Puls Design er delvist ejet af det tyske firma Sick, som udvikler laserscannere.

»Vi valgte at montere to laserscannere, som scanner vognen med skind. Laserscannerne afsender moduleret laserlys og måler samtidigt refleksionen. Baseret på faseforskydningen mellem afsendt og målt lys, kan laserscanneren bestemme måleafstanden og desuden bestemmes styrken af det reflekterede lys. Udfra disse målinger fra begge scannere rekonstrueres et samlet tredimensionalt højdelandskab af det øverste lag skind,« forklarer Jens Peter Holme.

Det er nu op til de spcialudviklede beregningsalgoritmer, at udvælge de fire bedste kandidater til som robotarmen skal koncentrere sig om.

»Men da skindene ligger tilfældigt på vognen, så kan vi ofte komme til at finde noget som "ligner" en kant af et skind, men som måske bare er en fordybning,« siger Jens Peter Holme.

Det er også årsagen til, at den tidligere omtalte demonstration ikke gik helt efter bogen. Det har dog ikke skræmt direktionen hos Kopenhagen Fur. Janus Tappert har ud over demonstrationsprojektet til cirka to millioner kroner, udarbejdet en teknologiplan, hvor de rene maskinomkostninger ligger på 20-30 millioner kroner. Målet er, ud over et forbedret arbejdsmiljø, naturligvis også at reducere lønomkostningerne per skind:

»Men vores uddannede skindsorterere kommer vi aldrig til at erstatte med maskiner. Det er de menneskelige sanser simpelthen for gode til,« siger Janus Tappert.

Kommentarer (0)