Robotten Sophia er måske ikke så dum endda

8. november 2017 kl. 14:424
Robotten Sophia er måske ikke så dum endda
Illustration: Bjørn Godske.
Efter en begivenhedsfuld tur til Saudi-Arabien, ankom den humanoide robot Sophia til Web Summit i Lissabon. Her vakte både robotten og den farverige tyske AI-forsker Ben Goertzel behørig opsigt.
Artiklen er ældre end 30 dage

Lissabon: Lad os bare få det på det rene med det samme; for et par uger siden beskyldte undertegnede den humanoide robot Sophia for at være lige så 'klog' som en spilledåse.

Det var efter, at robotten var blevet tildelt statsborgerskab i Saudi-Arabien, hvilket i sig selv virkede som en besynderlig ting at gøre i et land, som kun lige netop har givet menneskelige kvinder lov til at køre bil.

På videoer fra eventet virkede det som om, at robotten afspillede indtalte svar og mest af alt udmærkede sig ved at kunne bruge sin ansigtsmimik til at vise smil og dreje hovedet.

Læs også: Mediestunt: Robotten Sophia er lige så menneskelig som en spilledåse

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tyske Ben Goertzel er en af Sophias skabere. Han kalder robotten for en platform til videreudvikling af humanoide robotter med en menneskelig bevisthed. Illustration: Bjørn Godske.

Nu har jeg på Web Summit i Lissabon haft mulighed for at komme lidt tættere på Sophia og Ben Goertzel, der er en af Sophias skabere fra Hanson Robotics i Hongkong.

Sophia kan faktisk svare på spørgsmål

Spørgsmålet er altså, hvor klog Sophia er. Ingeniøren forsøgte at få Ben Goertzel til at forholde sig til det ved at sammenligne Sophia med Apples tale-service Siri:

»Jeg ville mene, at Sophia er lige så klog som Siri,« lød svaret fra Ben Goertzel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men på en pressekonference, hvor journalister havde mulighed for at stille Sophia spørgsmål direkte, var kravet, at spørgsmålene blev stillet til Ben Goertzel, som så omformulerede dem til robotten. Årsagen skulle være, at Sophia ikke var så god til dialekter.

Læs også: Sonys nye robothund har flere brikker at rykke med end hypet Sophia-robot

Robotten bruger et program fra Google til stemmegenkendelse og et AI-program fra SingularityNet til at analysere det, den hører. Men Ben Goertzel kom i præsentationen og de efterfølgende spørgsmål kun overfladisk ind på, hvordan robotten omdanner det hørte sprog til et relevant svar.

Noget kunne dog tyde på, at Sophia er i stand til at opfatte enkelte ord som så 'oversættes' til et passende svar. Der er dog ingen tvivl om, at Sophia er væsentligt langsommere til at reagere end en almindelig iPhone.

God til mediation

Ben Goertzel indrømmer da også, at robotten har begrænsede evner, men han pointerer, at de vil udvide sig, i takt med at SingularityNet gør Sophia klogere.

Han kalder derfor også Sophia for en platform til at studere, hvordan vi som mennesker interagerer med robotter:

»Derfor bruger vi blandt andet Sophia til meditation. Fordi hun er i stand til at spejle vores ansigtstræk og simulere vejrtrækning, har vi oplevet, at det giver forsøgspersoner en indre ro –
præcis som ved meditation,« forklarer Ben Goertzel.

Statsborgerskab var en overraskelse

Og for lige at vende historien om statsborgerskab i Saudi-Arabien, så blev folkene hos Hanson Robotics også selv overraskede over udnævnelsen.

Ben Goertzel var ikke selv til stede, men han erkender, at med robottens nuværende intelligensniveau, virker det lidt underligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et andet spørgsmål er også, hvem der egentlig har fået statsborgerskabet?

»Lige nu har vi bygget 12 Sophia’er. Men var det kun den ene, som fik statsborgerskabet eller var det dem alle 12?« spørger han.

4 kommentarer.  Hop til debatten

Fortsæt din læsning

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
10. november 2017 kl. 09:00

Tager en robot som Sophia, højde eller hensyn til typiske menneskelige egenskaber, som f.eks en forudtaget holdning, bygget på præferencer til køn, udseende, dårlige/gode oplevelser, sammenligninger, minder osv. - altså faktorer, der kunne beskrive personlige karakteristika? Eksempel: Da jeg var i lærer som elektronikmekaniker, fik jeg af vide at jeg ville blive betragtet, som lærling i meget lang tid - eller måske altid - så længe jeg var i virksomheden. Det kunne være en pæn måde at fortælle mig, at jeg nok burde komme ud og opleve noget andet. Men det kunne også - eller samtidig - være en venlig henvisning til at der ofte hersker en stemning i grupper af mennesker, som i en eller anden grad dømmer eller sætter en bås, i en eller anden grad. Når man så starter et helt andet job. Så starter man lidt på en frisk. Man er nu kommet til et nyt sted i sit liv og har noget med og andet er udviklet og man er generelt en andet menneske. På det nye job er der nye mennesker, som tager udgangspunkt i din nuværende personlighed, på godt og ondt, i kombination med deres personlige rejse igennem selv samme livslange process.

Forsøger kunstig intelligens i denne sammenhæng at forholde sig til en ultimativ diplomatisk og objektiv tilgang, eller vil den opbygge præferencer og følelser, for at tilnærme sig menneskelig adfærd?

Jeg tror selv at det hjælper, at der er forskellige typer på en arbejdsplads, så man har nogen at reflektere med og i - hvilket er med til at skabe den dynamik, der udvikler mennesker. I mit personlige eksempel, har jeg netop lært rigtig meget, som jeg nu glædeligt kan støtte mig til, selv om det da nogle gange har været alt fra rigtig træls til utrolig dejlige oplevelser.

2
Journalist -
9. november 2017 kl. 12:03
Journalist

Jeg tror faktisk, at det er lige omvendt. Det er mit indtryk (noget som folkene bag Sophia ikke ville be- eller afkræfte), at robotten reagere på enkelt ord, og på baggrund af dem giver forud definerede svar. Det er også i stand til at stille spørgsmål som mere eller mindre afsporer samtalen - muligvis for at dække over, at den ikke har et reelt svar.

Siri for eksempel, svarer lynhurtigt om det er i stand til at give et svar eller ej.

1
9. november 2017 kl. 05:55

Måske fordi den rent faktisk tænker meget over tingene og prøver at formulere intelligente svar? Modsat AI'ere på smartfons som har prædefinerede svar.