Risø på vej i graven: Kunsten at støvsuge et rum gennem et lille hul
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Risø på vej i graven: Kunsten at støvsuge et rum gennem et lille hul

»Alle andre steder i verden havde man bare revet det ned.«

Projektleder Bjarne Rasmussen vifter med hånden i retning af Risøs Hot Cells-anlæg: seks betonceller støbt i én lang sammenhængende struktur.

Bag én meter tykke glasruder har man siden 1960’erne brugt cellerne til at undersøge bestrålet reaktorbrændsel. I dag udgør den helstøbte betonklods den mest komplicerede udfordring i arbejdet med at demontere resterne af den danske atomforskning.

En udfordring, der bliver yderligere kompliceret af, at anlægget er en bærende del af en bygning, som stadig skal stå der, når rensnings­arbejdet er færdigt.

»Normalt ville man bare rømme bygningen og rive det hele ned. Men normalt er der heller ikke kontorer og laboratorier rundt om et nukleart anlæg,« forklarer Bjarne Rasmussen.

I årevis har Risøs Hot Cells-anlæg nemlig poseret som et enormt og hemmeligt kosteskab mellem almindelige arbejdspladser på Risø. Få meter fra betoncellerne arbejder DTU-ansatte stadigvæk – under strenge ordrer om ikke at bore huller i væggen.

Men det er alt andet end rengøringsmidler og koste, der har hobet sig op i de kontaminerede celler. Den radioaktive dosis, som Dansk Dekommissionering tillader, at Hot Cells-medarbejdere må modtage om året, ligger på omkring fem millisievert. Den grænseværdi overskrides allerede ved en times arbejde i cellerne.

Specialbygget støvsuger-arm

Derfor skal den grovere rengøring foretages af specialbyggede fjernstyrede arme, så medarbejderne er på sikker afstand. Først skal en sandblæser rense cellerne fri for den værste radioaktivitet, og derefter skal en støvsuger-arm indsamle støvet til deponering.

Armene bliver lige nu testet i en trækonstruktion, der kopierer forholdene i en af anlæggets celler. Mens støvsuger-armen med hakkende bevægelser skraber over stålgulvet, diskuterer ingeniørerne, hvordan den mekaniske arm kan forbedres, inden selve rensnings­arbejdet begynder omkring årsskiftet.

»Den største udfordring er den minimale plads, vi har til rådighed,« forklarer Bjarne Rasmussen.

For at undgå at åbne de enorme ståldøre og sende radioaktiv stråling ud af cellerne skal de mekaniske arme indføres gennem den 1,7 meter tykke betonmur via huller, som oprindeligt er indbygget til at indføre måleinstrumenter eller kabler til cellerne. Med en diameter på 76 millimeter udelukker de smalle åbninger en hydraulisk eller elektrisk arm, fortæller Bjarne Rasmussen:

Læs også: Fjernstyrede arme skal rense Risøs hot cells

»De her huller er bestemt ikke tiltænkt vores renseudstyr. Men det er den indgang, vi har.«

Holdet har derfor specialbygget en lavpraktisk støvsugerarm, der med et wiretræk kan styres til at dække hele cellens gulvflade. Støvsugeren kan dog ikke arbejde alene. Det tykke blyglas, der engang har været vindue ind til cellen, er i dag umuligt at se igennem. Derfor skal støvsugerslangen have selskab af både kamera og lys, når den føres gennem hullerne.

‘Dekommissionering’ var ukendt

I 1989 blev arbejdet med Hot Cells-anlægget stoppet, efter at Folke­tinget kort forinden besluttede at droppe kernekraften. Betonfirkanten blev gemt væk bag gipsplader, og i over ti år befandt anlægget sig bekvemt ude af syne, mens laboratorier og kontorer skød op ved siden af.

Inden da blev anlægget renset. Et hold ingeniører fjernede radioaktivt materiale fra cellerne og forsøgte at højtryksrense to af cellerne. Derefter klippede de samtlige strømkabler og skilte ventila­tionssystemet ad.

Det hele foregik efter den bedste viden på det tidspunkt, forklarer sektionschef ved Dansk Dekommissionering Kirsten Hjerrild Nielsen.

»Men dengang vidste man slet ikke, hvad ordet dekommissionering betød,« fortæller hun.

Metoden fra 1990’erne har konsekvenser for arbejdet i dag. For med strømkablerne røg også al kontakt til den kran og manipulator, der befinder sig inde bag betonmuren.

»Det betyder, at vi hverken har øjne eller arme derinde,« fastslår Kirsten Hjerrild Nielsen.

Præcis hvad øjne i cellerne ville se, er endnu uvist. Dansk Dekom­missionering har ganske vist arbejdstegninger på det meste af anlægget, fra dengang Forskningscenter Risø blev bygget. Men planerne har flere gange vist sig at være upræcise.

»Trods kamerainspektioner er der stadig meget, vi ikke ved om, hvad vi vil finde derinde,« lyder det fra Bjarne Rasmussen.

Sikkert er det dog, at der ikke blev tænkt meget over, hvordan konstruktionen nogensinde skulle kunne skilles ad igen, da Hot Cells-anlægget blev bygget i 1960’erne. Mens man i mere moderne udenlandske anlæg har gjort det let at fjerne indmaden, er alt i Risøs betonceller støbt fast i en samlet massiv konstruktion, hvor den afskærmende endevæg i den ene side alene består af 60 ton bly.

Samtidig er der tale om tonstunge elementer, der er svære at håndtere, fordi man dårligt kan få løfteudstyr ind i cellerne. Arbejdsbordene, som er placeret i hver celle, vejer hver 300 kg, mens der mellem cellerne er bastante bly- døre, der vejer omkring 11 ton.

»Og vi vil helst have dem ud i ét stykke. For hvis vi skiller dem ad inde i cellen, står vi med 11 ton kontamineret bly,« forklarer Bjarne Rasmussen.

I sidste ende vil de mekaniske arme have samme endestation som resten af det danske a-skrot. Men når arbejdet med Hot Cells efter en årrække er afsluttet, skal selve den tomme beton-skal kunne anvendes til et hvilket som helst formål, forsikrer Bjarne Rasmussen.

»Hvad de vil bruge den til, ved jeg dog ikke.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten