Risikoen er faldet efter den kolde krig

Den seneste tids skriverier i Ingeniøren har måske kunnet efterlade læserne med det indtryk, at risikoen for atomterror er stigende. Det er heldigvis forkert. Meget forkert endda. Risikoen er lykkeligvis faldet betragteligt.
Risiko karakteriseres normalt ved to dimensioner, sandsynlig for en hændelse, og omfang af dens konsekvenser. Lad os tage konsekvenserne først.
Antal nukleare våben, der har truet os, toppede i 1960erne og er siden faldet betragteligt. Omtrentligt antal er vist i tabellen
År USA USSR
(Rusland)
1950 370 (-)
1955 3.050 (-)
1960 20.400 (-)
1965 31.600 (-)
1970 26,100 (-)
1980 23,800 (-)
1990 23.300 38.000
1997 12.100 22.500
2008* 10.000 10.076

De sidste tal er en prognose om effekten af nedrustningsaftalen START II. Andre lande har samlet kun omkring et tusind a-våben (1997), et i denne sammenhæng marginalt antal.
Danmark ville ikke gå fri i tilfælde af konflikt, selvom vi var atomvåbenfri. Frigivet kildemateriale fra Warszawa-pagten viser, at strategien var hurtig angrebskrig med massiv brug af taktiske atomvåben. Alene i Danmark og det nordlige Tyskland skulle der bruges 31 (enogtredve!) taktiske atomvåben med en sprængkraft på 10 - 40 kiloton TNT. Til sammenligning var bomben over Hiroshima på 15 kt.
Dette er småvåben i forhold til det strategiske arsenal der truede (og sådan set stadig truer) os, som er i megaton-størrelsen. Selv hvis Danmark ikke var direkte mål for disse våben, ville vi påvirkes at deres globale effekt. Især USSR kompenserede for manglende præcision af fremføringsmidler ved at forøge sprængkraften. Det største våben, der har været detoneret, var på 58 Mt (USSR 1961).
Fundamentalistiske terrorister vil måske kunne råde over et enkelt våben i størrelsen 10-30 kt. Om end konsekvensen ville være forfærdelig, tåler den ingen sammenligning med faren under den kolde krig.
Sandsynligheden er også faldet. Under den kolde krig 1950-1990 var det militære skrækscenario et overraskelsesangreb, der kunne sætte egne atomvåben ud af spillet og derved underminere terrorbalancens gengældelsesdoktrin: 'Mutually Assured Destruction' (MAD). I tilfælde af angreb måtte egne missiler affyres hurtigt, da de ellers ville gå tabt. Reaktionstiden var kort. Fra advarsel om at et angreb var undervejs til at egne våben måtte affyres var kun 10-15 min. Et sådant ekstremt tidspres forøger sandsynligheden for, at der begås menneskelige fejl.
Igen begynder kildemateriale at blive tilgængeligt, og det er hårrejsende læsning. Det vides, at dommedagsmaskinen blev sat i bevægelse i 1979, da USAs varslingssystem fejlagtigt meldte, at et massivt overraskelsesangreb var undervejs. USAs varslingssystem fejlede også i 1980. I 1983 var USSR overbevist om at en Natoøvelse var skalkeskjul for et overraskelsesangreb. Samme år fik et sjældent meteorologisk fænomen USSRs spionsatellit til at melde at angreb var undervejs. I 1995 blev en raket opsendt fra Norge tolket som et overraskelsesangreb på Kreml.
Præsident Kennedys vurdering efter Cubakrisen i 1962 var, at sandsynligheden for global atomkrig nok havde været en ud af tre, måske en ud af to.
Tidspresset blev mindsket noget efter 1970erne, idet gengældelsesslagstyrken blev anbragt i ubåde, der kan gemme sig i oceanerne og derfor er usårlige for overraskelsesangreb. Men især har ændringer i fjendebilledet efter sammenbruddet af USSR reduceret sandsynligheden for en massiv udveksling af a-våben.
Opgørelser viser, at den globale mængde af fissilt materiale er stigende. Det er imidlertid misvisende i terrorsammenhæng, idet det primært er mængden af plutonium (Pu), der er stigende, ikke mængden af højt beriget uran (HEU), og formentlig er mængden af HEU af våbenkvalitet faldende. Det er HEU af våbenkvalitet, som udgør den primære trussel, idet terrorister næppe kan konstruere et Pu-våben.
HEU-våben er relativt ukomplicerede og fungerer ved at skyde et uranprojektil ind i et andet for at nå overkritisk masse. Men dette princip kan ikke anvendes i Pu-våben. Der er kerneprocesserne hurtigere, og energiudviklingen vil sprænge våbnet, før projektilet har nået at gøre massen overkritisk. Våbnet sprænges, men uden en nuklear detonation.
Pu-våben anvender derimod et implosionsprincip, hvor en trykbølge komprimerer Pu-metallet til en kritisk densitet. Dette gøres ved at pakke ladninger af specialsprængstof omkring en Pu-kerne, som felterne på en fodbold. Ved at anvende flere lag af hurtigt- og langsomt-detonerende sprængstof og ved en ekstremt præcis aktiveringssekvens af de enkelte sprængladninger, kan der opnås en linseeffekt, der fokuserer trykbølgen i Pu-kernen.
Udviklingen af de første a-våben viser tydeligt forskellen mellem HEU og Pu-våben. Den første sprængning, Trinity testen i New Mexico 1945, var et Pu-våben. Efter sigende var der væddemål blandt videnskabsfolkene, om hvorvidt våbnet overhovedet ville fungere, angiveligt var odds 50/50. I modsætning hertil blev HEU-våbnet 'Little Boy' detoneret over Hiroshima, helt uden at det var fundet ulejligheden værd at teste dette bombeprincip.
Risikoen for atomterror har desværre været meget reel de sidste 50 år. Men ud fra enhver parameter, hvad enten det angår antal nukleare detonationer, sprængladningens størrelse, konsekvensernes omfang, sandsynlighed for at et a-våben udløses, sandsynlighed for at Danmark rammes, sandsynlighed for at samfundet vil kunne rejse sig igen efter et angreb, er risikoen for atomterror faldet.
Vi må prise os lykkelige over, at vi kom helskindet igennem den kolde krig, og vi må glæde os over, at det går den rigtige vej, om end der stadig er lang vej igen.