Risikoen for at overskride Parisaftalen er steget til fifty-fifty

Temperaturen stiger fortsat. Ifølge FN's meteorologiske organ, så kan vi i løbet af de næste fem år forvente det varmeste år nogensinde, med en 50/50 chance for, at mindst ét af de kommende år overskrider Parisaftalens målsætning om termperaturstigninger på 1,5 grader. Illustration: YevgeniySam | Bigstock

Der er en 50 procent risiko for, at verden indenfor de næste fem år oplever mindst ét år, der er 1,5 grad varmere end det præindustrielle niveau. Det er konklusionen på et nyt studie fra World Meteorological Organization (WMO).

»Studiet viser, med et højt niveau af videnskabelig præcision, at vi kommer målbart tættere på midlertidigt at nå det nedre mål for Parisaftalen. Målsætningen på 1.5°C er ikke et tilfældigt valgt tal. Det er en indikator for punktet, hvor klimaforandringer vil blive mere skadelige for menneske og planeten som helhed,« siger WMO’s generalsekretær, Petteri Taalas, i en pressemeddelelse.

Parisaftalen blev indgået på COP21 i 2015, og forpligter de 196 lande i FN’s klimakonvention til at begrænse den globale temperaturstigning til under 2°C over det præindustrielle niveau, med en målsætning på under 1,5°C.

Læs også: FN-prognose: Den globale gennemsnitstemperatur kan stige med 1,5 grader inden 2025

Ifølge WMO, så har risikoen for at den globale temperatur oversteg Parisaftalens målsætning været stødt stigende i de senere år. I 2015 var den tæt på nul, og i de efterfølgende fem år lå den på omkring 10 procent.

Foruden risikoen for at den globale temperatur kan nå 1.5°C over det præindustrielle niveau, så vurderer WMO at der er 93 procent risiko for, at vi i perioden 2022-2026 vil opleve det varmeste år nogensinde. Ligeledes er risikoen for, at den femårige periode 2022-26 bliver varmere end den foregående femårige periode fra 2017 til 2021 steget til 93 procent.

Læs også: FN slår alarm: Arktisk varmerekord på 38 grader bør få alarmklokkerne til at ringe

»Så længe vi bliver ved med at udlede drivhusgasser, vil temperaturen blive ved med at stige. Ved siden af det, vil vores have blive ved med at blive varmere og mere syreholdige, havis vil blive ved med at smelte, vandstanden vil blive ved med at stige, og vores vejr bliver mere ekstremt,« siger Petteri Talaas i pressemeddelelsen.

I 2021 var temperaturen 1,1°C over det præindustrielle niveau. WMO anslår, at temperaturen for de kommende fem år kommer til at være mellem 1,1°C og 1,7°C over det præindustrielle niveau. Der er en 10 procent risiko for, at perioden som helhed kommer til at overstige Parisaftalens målsætning på 1,5°C.

I næste uge udkommer WMO’s fulde rapport for klimaforandringer i 2021, kaldet ‘The final State of the Global Climate’.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Desværre er overskriften helt misvisende 😵‍💫

Det WMO rapporten hentyder til er at vi kommer over 1,5 grad er enkelt år. Parisaftalens mål er at holde middeltemperaturen (set over 30 år) under 1.5 eller 2 grader.

Ret stor forskel!

Derfor bør overskriften lyde: 50-50 om vi overskrider 1,5 grader et enkelt år inden for de næste 5 år.

Før middeltemperaturen når >1,5 grader går der nok trods alt stadig 15-25 år.. (og kan ikke se det kan undgås)

Er ekstremt bekymret for klimaet, men vigtig at formidlingen er korrekt.

Bh Meteorologen

  • 14
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten