Risikabel prøvetankning af rumfærge

Nasa har udarbejdet en ny plan for at finde årsagen til, at flere at følerne i bunden af rumfærgen Atlantis' ilt- og brinttanke svigtede under de to opsendelsesforsøg i sidste uge.

ECO-følerne (Engine Cut-Off) skal sikre, at motorerne ikke løber tør under opsendelsen, hvilket i værste fald kan betyde, at rumfærgen og dens besætning går tabt. Nasa har tidligere haft store problemer med netop de følere, men under de seneste to rumfærgeopsendelser har de virket fint.

I næste uge vil Nasa gennemføre en ny prøvetankning af Atlantis, hvor der bliver indsat måleinstrumenter i kredsløbene til ECO-følerne tæt ved deres styreelektronik i Atlantis' bagerste motorrum. Herved håber man at kunne lokalisere det defekte sted i kabler eller forbindelser.

Nasa prøvetanker tirsdag i næste uge Atlantis for at finde fejlen i følerne i hovedtanken. (Foto: Nasa) Illustration: Nasa

Mellem elektronikboksen og følerne er der cirka 30 meter kabel, flere stik og forgreninger, hvor årsagen kan ligge.

Under selve prøvetankningen vil Nasa's teknikere være i rumfærgens motorrum, efter tanken er blevet fyldt med brændstof. Det er risikabelt, men nødvendigt for at kunne betjene testudstyret.

Det sidste opsendelsesforsøg den 9. december omdannede Nasa også til et prøvetankningsforsøg, for at indsamle yderlige data. Her var man dog hæmmet af, at det startede som et opsendelsesforsøg, så man kunne ikke installere det nødvendige måleudstyr i rumfærgen inden.

Lederen af rumfærge-programmet, Wayne Hale, understreger, at Atlantis' opsendelse foreløbig er fastsat til tidligst den 2. januar. Han anser det for meget sandsynligt, at det kommer til at vare længere.

Det skyldes, at Nasas teknikere har arbejde hårdt i flere skift for at finde fejlen. Nasa frygter, at stress og træthed kan blive årsag til menneskelige fejl, og overvejer derfor at stoppe arbejdet på Atlantis i dagene eller ugen omkring jul, så personalet får tid til at slappe af og være sammen med familien.

Emner : Rumfartøjer