Ringkøbing: Vi vil heller ikke have testcenteret for møller

Ringkøbing-Skjern kommune er ikke interesseret i at få et nationalt testcenter for kæmpevindmøller til at ligge i baghaven.

Omkring 24-26 boliger forventes at skulle eksproprieres, og det er for mange ifølge borgmester i Ringkøbing-Skjern kommune, Iver Enevoldsen (V):

»Med de planer, der ligger her nu, vil det betyde, at der skal eksproprieres 24-26 ejendomme, og det er for omfattende. Det er uacceptabelt,« siger han til ing.dk og afviser at spekulere i, hvor mange ekspropriationer kommunen vil kunne leve med.

Læs også: Infografik: Her skal testcentret for vindmøller ligge

Han er ikke bekendt med, om samtlige boliger er beboet, men forholder sig til, at 24-26 boliger forventes at skulle eksproprieres.

Drama på Christiansborg

På Christiansborg har Folketingets miljøordførere brugt i går og i dag på at forhandle om det testcenter for kæmpevindmøller, som regeringen ønsker vedtaget i Østerild Klitplantage ved Thy.

Forhandlingerne har budt på stor dramatik, fordi det blandt andet er kommet frem, at støjberegningerne for placeringen i Østerild i Thy og Stauning ved Ringkøbing ikke er udført ens.

Det har givet det resultat, at der blev talt om 35 ekspropriationer ved Stauning, mens det rigtige tal er nærmere 24-26.

Beregningerne har derfor fået regeringens valg i Østerild til at se mere favorabel ud.

Det forventes, at fem boliger eksproprieres ved Østerild Klitplantage.

Ifølge Ritzau har De Radikale omkring middag i dag forladt forhandlingerne i Folketinget, fordi Karen Ellemann vil have partierne til at acceptere placeringen i Østerild i dag.

Emner : Vindmøller
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jamen, hvor mange boliger/ejendomme vil blive eksproprieret for at erstatte træfældningen i Østerild?

Det er vel ikke meningen at skabe 12-1500 "småskove" á 1 ha hver. Det er vel SKOV af en ordentlig størrelse, der skal genskabes. Per

  • 0
  • 0

Der er ikke noget, der hedder Ringkøbing Kommune... det hedder Ringkøbing-Skjern Kommune.

Derudover er hele denne sag en farce. Der er jo ikke tale om reelle forhandlinger. Hvorfor flager Karen Ellemann ikke rent ud, at de har besluttet, at testcenteret skal ligge i Østerild?

  • 0
  • 0

Hej Bjarne, Du har helt ret. Det var egentlig rettet, men det kom åbenbart ikke med, inden artiklen kom på. Det skulle være i orden nu.

  • 0
  • 0

Bjarne! - Enig, - så alle os, der har diskuteret placeringen i dagblade og her - og ønsket bare 2-3 argumenter for denne placering, har spildt vores tid. - Det VAR besluttet på forhånd. Forstemmende.

  • 0
  • 0

Hele denne farce fortsætter med vekslende meldinger og forklaringer, efterhånden som statens argumenter gennemhulles. I Stauning skulle flyvepladsen først nedlægges, siden fandt man ud af, at man sagtens kunne fortsætte med den, bare man undgik at plante en vindmølle midt i start/landingspladsen. Hvor mange ejendomme, der skal eksproprieres afhænger da af, hvor man placerer møllerne. Det afgørende spørgsmål bliver ikke berørt overhovedet - hvad er det, der skal testes, hvad vil man opnå ved testcentret, man ikke ved i forvejen? På en tur omkring Hovsøre, hvis placering dengang gjorde S. Auken kisteglad, så man en enkelt mølle i drift, en anden (Vestasmølle) havde stået stille i flere år, hvad selskabet har brugt den til står hen i det uvisse. 33% af testmøllerne har aldrig fungeret.

Den usikre miljøminister tager det sikre - underlægger sig sine embedsmænds beslutninger og ønsker. At de har taget fejl og givet misinformationer på stribe gør tilsyneladende ingenting - man har bestemt sig for at fælde de mange nåletræer, der ikke hører til i naturen deroppe - ifølge samme embedsmænd. Går man dem på klingen får man at vide, at man da sagtens kan opføre et testcenter uden at fælde særlig mange træer - det er et spørgsmål om planlægning, man kan regne sig frem til bevoksningens indflydelse på produktionen! Ak ja.

Hvad er det i grunden, man vil teste i Østerild som er af aggørende betydning??? At vindmøller kan brække, brænde og producere el (når det blæser) ved man alligevel i forvejen: Det eneste ukendte er vel spørgsmålet om, hvor strømmen bliver af? Hvor stor en del af elproduktionen havner i højspændingsnettet med diverse konverteringstab, hvor stor en del af strømmen fra Vestjylland havner på f.eks. Fyn?? Det spørgsmål er nødvendigt for at kunne beregne, hvor store ledningstabet reelt er. Det kunne man sagtens finde ud af uden testmøller, men ingen gider lave de simple og billige målinger, der kan kortlægge, hvor strømmen fra vindmøllerne havner henne. Energinet har tilsyneladende ingen interesse herfor, de får i forvejen en prise for transporten af 1 kWh, der svarer til produksprisen for en kWh på et a-værk, så de lider ingen nød.

Mvh. Per A. Hansen

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten