Rigshospitalets nordfløj går mindst 300 millioner over budget

15. januar 2021 kl. 16:003
Rigshospitalets nordfløj går mindst 300 millioner over budget
Illustration: Rigshospitalet.
Flere års forsinkelse giver en stor ekstraregning på en ny tilbygning til Rigshospitalet, der har døjet med vandskader og hullede vandrør undervejs i byggeriet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det krævede over to et halvt års ekstra arbejde at få Rigshospitalets nye nordfløj færdig. De nye lokaler skulle være åbnet i januar 2018, men blev først officielt overdraget i september sidste år.

Og de mange ekstra byggetimer kan nu også ses i regnskabet. I en ny statusrapport over sygehusbyggerierne fremgår det, at Nordfløjen ventes at overskride budgetrammen med 14-17 procent.

Dermed kommer projektet, der er budgetteret til 2,2 mia. kroner (2020-priser), til at stå med en ekstraregning i niveauet 300-375 mio. kroner.

»Region Hovedstaden forventer en overskridelse af totalrammen, primært som følge af en voldgiftssag med én af projektets største entreprenører og afledte forsinkelser,« lyder den overordnede forklaring i rapporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nordfløjen

  • Nordfløjen er en zigzag-formet tilbygning til Rigshospitalet i 8 etager på cirka 65.000 m2.

  • Første spadestik blev taget i januar 2014 med Region Hovedstaden som bygherre, og bygningen blev overdraget til Rigshospitalet i september 2020. Det oprindelige afleveringstidspunkt var januar 2018.

  • Link Arkitektur ledte et totalrådgiverhold med blandt andre Sweco om bord. Niras var bygherrerådgiver.

  • Blandt entreprenørerne var NCC, Elindco og Kemp & Lauritzen.

NCC trak det længste strå i voldgiftssag

Den omtalte voldgiftssag forløb over godt fire år, inden den blev afgjort sidste år. Region Hovedstaden og råhusentreprenøren NCC var uenige om ansvaret for, at tidsplanen skred og betaling for ekstraarbejder.

Regionen havde rettet krav på over 150 mio. kroner mod NCC, mens vurderingen fra regionen var, at det mest sandsynlige scenarie var en gevinst på omkring 50 mio. kroner. Men sagen endte med, at NCC samlet set blev tilkendt 3,3 mio. kroner.

Hvilke beløb Region Hovedstaden præcist har bogført som tab til voldgiftssagen, de afledte forsinkelser og andre forhold har ikke været muligt at få oplyst. Regionen har afvist at give indsigt i den seneste økonomiopgørelse for projektet, hvor den samlede forventede budgetoverskridelse bliver uddybet. Det skyldes, at der fortsat verserer mindre tvister.

Region hænger på regning

Der har været adskillige problemer undervejs i byggefasen, blandt andet er projektet blevet forsinket af vandskader som følger utætheder i tagkonstruktionen, og det har været nødvendigt at udskifte ventilationskanaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidste år måtte nye vandrør i rustfrit stål desuden pilles ned og erstattes på grund af korrosion. Hvem der skal betale for udskiftning af vandrørene, er et af de spørgsmål, der endnu ikke er afgjort, oplyser Michael Langgaard Nielsen, vicedirektør i Center for Ejendomme under Region Hovedstaden. Udgiften er blevet vurderet til cirka 30 mio. kroner.

I foråret blev en del af Nordfløjen indrettet til midlertidig behandling af Covid-19 patienter, hvilket også var med til at skubbe den officielle åbning.

Nordfløjen er et af 16 sygehusbyggerier, der er støttet af staten i den såkaldte kvalitetsfond. Staten giver dog ikke flere penge, end der er afsat i den oprindelige ramme, og ekstraregningen på minimum 300 mio. kroner kommer regionen til selv at betale gennem sit anlægsbudget.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
18. januar 2021 kl. 09:41

Hviket nok skyldes at det omgivende grønne område beplantes med pengetræer:)

1
18. januar 2021 kl. 08:56

Gammeldags Økonomi.

De 3-400 millioner kommer ikke til at koste noget med regeringens nye økonomiske regnemetode. ;-)