menu close Teknologiens Mediehus
»En ekspert er en person, som har begået alle de fejl, som det er muligt at begå inden for et begrænset område.« Sådan lyder et citat, der tilskrives Niels Bohr. Hvis det er sandt, må der blandt de personer, der har været involveret i den bygning, der nu opføres i hans navn, være en hel del eksperter.
For den revisionsrapport om Niels Bohr Bygningen, som Transport-, Bygnings- og Boligministeriet offentliggjorde onsdag, gennemgår en lang, lang række fejl begået på byggepladsen på Jagtvej i København og i Bygningsstyrelsens kontorer i Valby.
Revisorerne fra Ernst & Young skriver, at Bygningsstyrelsen fra starten undervurderede kompleksiteten og risiciene i det 1,6 mia. kroner dyre byggeri, der var og er styrelsens største og dyreste projekt.
Selv om der var tale om et usædvanligt stort projekt med relativt avancerede teknologier indbygget, valgte Bygningsstyrelsen at bemande projektet, som de plejede, med én projektleder, der blev assisteret af en viceprojektleder, som dog også arbejdede på andre projekter.
Projektlederne kunne hente hjælp til at styre økonomi og juridiske forhold og havde desuden en kunderådgiver tilknyttet, der kunne hjælpe med at styre dialogen med Københavns Universitet, som bygningen skulle udlejes til.
Heller ikke, da styrelsen skulle tegne kontrakter med rådgivere og senere sende projektet i entreprenørudbud, blev der holdt tilstrækkelig øje med risiciene.
Bygningsstyrelsen får kritik for ikke at have fået kontraktuelt styr på, om ansvaret for at styre grænsefladerne mellem projektets entreprenører lå hos totalrådgiveren Rambøll eller hos Sweco, som blev hyret til at stå for byggeledelsen. Desuden indeholdt rådgiverkontrakterne ikke styringsmæssige tiltag som krav om rapportering og måling af rådgivernes indsats på kontrakternes kerneopgaver.
Uklarheden om, hvem der skulle holde øje med entreprenørernes koordinering og arbejdets fremdrift, blev et stort problem, fordi styrelsen valgte at udbyde byggeriet i storentrepriser, hvor entreprenørerne selv skulle stå for arbejdstegningerne.
»Set i lyset af projektets kompleksitet medfører denne strategi en øget risiko for manglende koordination af de mange og risikofyldte grænseflader mellem entreprenørerne, hvilket kan lede til konsekvenser i form af især forsinkelser og øgede omkostninger,« skriver Ernst & Young.
I entrepriserne blev entreprenørerne kun sanktioneret, hvis de ikke var færdige med deres del af arbejdet ved entreprisernes sluttermin. Der var altså ikke opstillet milepæle, som entreprenørerne skulle nå undervejs.
»... manglen på milepæle med tilknyttede sanktioner i entreprenørkontrakterne medfører risici for bygherren, særligt i forhold til forsinkelser, idet entreprenørerne ikke har tilstrækkeligt incitament til at indhente forsinkelser i løbet af udførelsen og til at bidrage til retvisende tidsplaner,« skriver revisorerne.
Manglen på sanktionsmuligheder fik hurtigt konsekvenser. To uger efter styrelsen havde tegnet kontrakt med den spanske entreprenør Inabensa på VVS, køl, varme, CTS, kloak, konstruktioner, sprinkler og gas i bygningen, havde entreprenøren stadig ikke leveret en komponentliste, som kontrakten krævede, fremgår det af rapporten.
Senere tager det et års tid at få entreprenøren til at levere en ordentlig kvalitetssikringsplan på dansk. Planen bliver modtaget i februar 2016 - og i november afslører en auditering, at der er væsentlige mangler i den. Helt frem til, at Bygningsstyrelsen opsiger Inabensas kontrakt i februar 2017, er der således problemer med kvalitetssikringen.
Kvalitetsproblemerne viser sig ifølge revisorrapporten også i de materialer, som entreprenøren bruger: I december 2015 konstaterer Rambøll således, at sprinklerrørene har ‘forkert kvalitet,’ og april 2016 er der rygter på pladsen om, at Inabensa har fusket med deres kvalitetssikringsmateriale, og at halvdelen af de vandrør, der er blevet leveret på pladsen, er blevet kasseret.
Undervejs bliver Inabensa mere og mere forsinket, og ifølge revisorerne begynder entreprenøren i efteråret 2016 decideret at obstruere arbejdet på pladsen for selv at vinde tid.
Bygningsstyrelsen konsulterer undervejs kammeradvokaten, men vurderingen er, at der trods forsinkelser og andre genvordigheder ikke er juridisk grundlag for at ophæve kontrakten før februar 2017.
Teknikentreprisen er imidlertid ikke den eneste, der går galt. Også råhusentreprisen, som Danmarks største entreprenørkoncern, Aarsleff, står for, giver problemer. For det første bliver det første spadestik forsinket af en omfattende miljøsaneringssag, og det bliver svært at nå til enighed med Aarsleff om en ny tidsplan. Og da byggeriet endelig kommer i gang, sjusker entreprenøren ifølge rådgiverne med sin egenkontrol, så der må føres ekstraordinært skærpet tilsyn med råhusentreprisen. Forsinkelsen medfører, at andre entreprenører kræver ekstra betaling, fordi de ikke kan komme i gang med deres arbejder. Først i november 2016 bliver styrelsen og Aarsleff enige om et forlig.
Forsinkelserne og kvalitetsproblemer forstærker samarbejdsproblemerne mellem Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet, som er kontraktligt forpligtet til at betale en husleje, der er fastsat efter byggeriets opførelsesomkostninger. Så universitetet kan se, at lejen bliver dyrere og dyrere, uden at de selv har mulighed for at påvirke processen på andre måder end ved at justere på universitetets egne ønsker til projektændringer.
Inabensa selv afviser imidlertid at være skyld i forsinkelserne. Entreprenøren mener, at årsagen til forsinkelserne er, at projekteringsmaterialet var mangelfuldt.
På trods af de mange problemer i projektet har styrelsen ikke på noget tidspunkt lavet en samlet kvantificeret risikoanalyse, og projektets budgetreserver har hele tiden været utilstrækkelige.
Styrelsen blev ellers allerede i november 2011 advaret om, at der var en masse uafklarede risici i projektet. På det tidspunkt var der blevet lavet en såkaldt ’second opinion’-rapport om projektet, fordi budgettet var blevet hævet fra 1,3 til 1,6 mia. kroner.
Rapporten anviste nogle besparelsesmuligheder og advarede om, at projektet indeholdt »risici, som vurderes at være alvorlige i forhold til både projekt og økonomi«. Den uafhængige rådgiver opfordrede til en skærpet granskning af hele projektet, at risici blev værdisat og vurderet som en del af budgettet. Men det var kun besparelsesforslagene, der blev lyttet til.
»Udbudsstrategien, de indgåede kontrakter, risiko- og økonomistyringen, reserveniveauet samt organiseringen af bygherrefunktionen har ikke været tilpasset projektets kompleksitet. Fraværet af en konsistent rapportering på projektets væsentligste risici har endvidere betydet, at projektets styregruppe ikke har været bekendt med projektets ‘sande tilstand’. I tillæg hertil har samarbejdet mellem Bygningsstyrelsen og Københavns Universitet været præget af mistillid med en uhensigtsmæssig brug af såvel ledelsesmæssige som projektstyringsmæssige ressourcer til følge,« lyder revisorernes hovedkonklusion derfor.
Ifølge revisorerne har styrelsen lært af sine fejl og ændret både tilgang og metoder. Men ikke i tilstrækkelig grad til, at den ansvarlige minister, Ole Birk Olesen (LA), har tillid til styrelsen.
Derfor valgte han onsdag at flytte ansvaret for alle igangværende byggeprojekter og de involverede medarbejdere til Vejdirektoratet som en midlertidig løsning. Samtidig er Bygningsstyrelsens direktør, Gyrithe Saltorp, fratrådt sin stilling.
Niels Bohr Bygningen ser ifølge revisionsrapporten ud til at blive klar ‘primo 2019.’ Den kommende lejer, Københavns Universitet, har imidlertid allerede advaret om, at lejekontrakten kan blive revet i stykker, hvis universitetet skal betale hele fordyrelsen, der ifølge revisorerne kan løbe op i 1,3 mia. kr. ekstra.
Desuden har universitetet varslet krav om erstatning for de ekstraudgifter, som universitetet vil få, fordi Niels Bohr Bygningen ikke bliver klar til maj 2018, som parterne senest har aftalt.
Endnu engang et herligt bevis på hvor herligt det er at det offentlige tager endnu en bid af herligt italiensk håndværk.
Gad vide om man nogensinde bliver tilpas træt af italiensk faldbydning, at man rent faktisk vil begynde at overveje om der ikke er et mønster i den måde store udbud ender? Elendigt håndværk, elendig kvalitet, uendelige ekstraregninger som bomber hele budgettet tilbage til stenalderen, osv osv.
"Problem med Inabensa fra starten.
Manglen på sanktionsmuligheder fik hurtigt konsekvenser. To uger efter styrelsen havde tegnet kontrakt med den spanske entreprenør Inabensa på VVS, køl, varme, CTS, kloak, konstruktioner, sprinkler og gas i bygningen, havde entreprenøren stadig ikke leveret en komponentliste, som kontrakten krævede, fremgår det af rapporten."
Hvis man forventer en komplet komponentliste på VVS, køl, varme, CTS, kloak, konstruktioner, sprinkler og gas i bygningen lavet på 10 arbejdsdage siger det vist mest om Bygningsstyrelsen.
Udover at Inabensa er spansk og ikke italiensk, så virker det altså lidt letkøbt bare at pege og sige "det er dem fra de varme lande, altid!".
Jeg har ikke læst rapporten, men Bygningsstyrelsen lyder som nogle der ikke har levet op til deres ansvar. Når der åbenbart var alarmklokker der ringede så tidligt som 2011 (!) og at man har tilladt det at køre så meget af sporet, så peger pilen helt sikkert også på Byg.styr samt dem der skulle føre tilsyn.
At de har sjusket og udført arbejdet med hovedet under armen, hjælper jo så afgjort ikke på tingene. Men inden man bare kører i den sædvanlige rille med EU-, spanier,- italiener-bashing burde man kigge lidt indenrigs først.
PS: som studerende på HCØ hvor varmen ikke virker ordentligt, håber jeg de snart kommer igang og får den færdig...
Kedelig sag, der blot viser at det er en bygningsstyrelse uden styrelse.
Vi må håbe, at bygningen bliver færdig en gang ud i fremtiden og at den holder sig inden for et par ekstra milliarder...
Er for så vidt enig i dette, men der er også et tidspunkt, hvor man må tage et skridt tilbage og se på en tendens som kan spores i flere skandinaviske lande. Der har været en række påfaldende tilfælde af spanske og italienske entreprenører, som har undervurderet alt fra kultur til bureaukrati og kompleksitet i de anlægsprojekter de har påtaget sig. Metroen i København og en håndfuld tunnelprojekter inden for vej og jernbane i Norge er bare nogen af eksemplerne.
Der er simpelthen en manglende forståelse for skandinaviske landes bureaukrati og fokus på regler og standarder kombineret med en tilsyneladende overraskelse over, at man ikke kan hyre en bunke delvist ufaglærte arbejdere til at udføre komplicerede projekter og slippe afsted med det. Flere sydeuropæiske entreprenører forstår ikke krav til at man skal tage lærlinge på offentlige projekter, og at man ikke "bare" kan flytte et togsignal fordi det står lidt i vejen for slet ikke at tale om naboklager over støj. De forstår ikke danske fagforeninger, der blander sig i medarbejdernes løn- og ferieforhold. De forstår ikke deres forpligtelser overfor deres ansatte under skandinavisk lovgivning, men tror de kan knibe sig udenom ved at hyre medarbejdere fra hjemlandet.
Samtidig er der en relativt stor sprogbarriere (dette kan jeg fortælle af personlig erfaring). Selvom skandinaviske ingeniører ikke har verdens bedste engelsk, så er det stadig markant bedre end hvad de fleste sydeuropæere kan præstere, og det hjælper ikke, at når man sidder i projektmøde med 10 ingeniører, at så forstår entreprenøren ikke 20-30% af, hvad der bliver sagt.
Lærdommen fra EU-udbud af de store anlægsprojekter må nok være, at kulturelle og sproglige forskelle er markant undervurderet i tilbudsmaterialet. Man kan ikke overføre en spansk/italiensk entreprenør på et spansk/italiensk projekt til et tilsvarende dansk projekt i forholdet 1:1.
Det mener EU. Så er problemet jo EUs licitationsregler. Vil regeringen rejse spørgsmålet i EU om at ændre disse regler? Sikkert ikke - men så må vi betale regningen med et smil, for EU er det bedste vi har!
@Allan Astrup Jensen
Der har været et betydeligt antal artikler om den danske fortolkning af de såkaldte EU udbudsregler. Konklusionen synes at være, at man i Danmark har været overdrevent nidkære - fordi det egentligt er et godt princip at lave brede udbud - med at udbyde bredt OG ikke kvalificere tilbud efter meget andet end pris.
Måske skulle nogle af de professorer som forsker i emnet se på de nødlidende , fejlende, projekter for at se OM meget andet end pris har været afgørende. For eksempel referencer, sproglig kompetance, renomme.
Og, seneste udbud på it i Skat, er der alene i tilbuddene alarmsignaler gemt i store prisforskelle ? (Spredning over mere end måske +/- 20% signalerer at der MÅ være misforståelser......).
Det er et fint spin, men det er stadig forkert.
EU mener, at konkurrence mellem aktører i de forskellige lande skal fremmes og at projekter af en hvis størrelse derfor skal sendes i udbud på EU-niveau.
Det er suverænt bygherren, der vurderer de indkomne tilbud og forståelsen af opgaven.
I forlængelse af de ovenstående kommentarer, så skal vi ikke bare slå på de italienske entreprenørers manglende forståelse af dansk byggekultur, men også kigge indad og anerkende at vi ikke (altid) forstår os på andre landes byggekultur.
IMO: I DK bliver byggeriet drevet frem ved dialog på byggemøde. Alle parter har en gensidig vilje til at projektet kører i mål, og uoverensstemmelser og unøjagtigheder bliver afklaret og forhandlet af i (mere eller mindre) mindelighed - i hvert fald så længe problemerne er beskedne.
I udlandet, især US og UK inspirerede lande, kører man stringent efter kontrakten - også hvis denne måtte indeholde fejl. Unøjagtigheder tolkes 110% til ens egen fordel. Alt skal forhandles formelt og kompenseres. Derfor har man en hel faggren, der hedder Quantity Surveying (QS), hvis scope er at monitorere hvor meget der er leveret og i hvilken kvalitet.
Mit eget indtryk er, at så snart entreprenøren har luret, at der ikke er en QS hos bygherren, så er der ellers lukket op for "gotteposen". F.eks. ville den manglende komponentliste (uagtet at 10 arbejdsdage er meget kort tid) have været en decideret stopklods i andre lande, så projektet ville være blevet stoppet indtil listen var afleveret og godkendt. Det stop har man efter bedste danske tradition ikke risikere og regnet med at man kunne tage hen ad vejen - resultatet af den tilgang ser vi i dag.
Jeg er klart tilhænger af den danske tilgangsvinkel, da den giver mere smidige og mindre konfliktfyldte projektforløb, men må blot konstarere, at man bør vurdere om forudsætningerne for modellen holder, når man tager udenlandske ertreprenører ombord. Desuden må man vurdere om det foreliggende projektmateriale er velegnet til internationale entreprenører.
PS. se f.eks. http://www.byggeokonomer.dk - det tætteste vi kommer på QS i landet
PPS. en lille anekdote fra den første del af Metroen i KBH vedr. nøjagtigheden og kvaliteten af kontrakter:
Beskrevet - videoovervågning i tognene
Ønsket af bygherre - livesignal til styringscentral
Leveret af Ansaldo - x antal videokameraer m. tilhørende VCR
Et fremragende eksempel på dette er, som jeg ser det, Århus Letbane. Her mener kunden at her kan vi nok nå et kompromis. Det holder bare ikke når der er tale om sikkerhed! Her er der brug for en holdningsændring her i landet, så man tager krav seriøst, og tager problemerne i opløbet selv om det giver 'lidt støj'. Problemet går ikke over! Når jeg ser hvor meget byggesjusk jeg hører om, så skal der strammes op. Senest min nabo der måtte få lagt nyt (tagpap) tag på et 5 år gammelt hus p.g.a. fugtskader, forsikringssag. Det er alt for dyrt med disse "efter rationaliseringer". Det kan gøres, også uden at det drukner i papirer og processer. Her kan vi danskere sikkert finde en rimeligt optimal vej.
@Nicolai Lindskov Knudsen
Citat:"Det er suverænt bygherren, der vurderer de indkomne tilbud og forståelsen af opgaven."
Det er korrekt - men kun i princippet.
Du kan flere steder, senest i omtalen af Skat's nye EFI-projekt læse, at der i princippet laves en vægtet tilbudsvurdering. Alle kriterierne er naturlivis ikke objektive. Tillid, tiltro og referencer har normalt ringe vægt: "De lover jo ...".
Der er meget få, hvis nogen, eksempler på, at prisen ikke har været udslagsgivende.
Og ligger der tre tilbud til kr.50, 100 og 125, så har der skullet argumenteres meget dygtigt for at vælge e.g. kr.100 - især hvis der i ide-fasen har været skønnet alt for lavt - f.eks. kr.40 (det er jo "bare" 25% forkert).
Læs om vandtunnelprojektet: 70% ved siden af "skønnet koncept-pris".
Vi er simpelt hen tosse-naive i vores offentlige indkøb - og derfor vinder lavest-bydende næsten altid.
De tilbud jeg ser har en vægtning af fx pris, opgaveforståelse og faglig kompetence. Den vægtning vælger bygherren suverænt.
Tilbudsprocessen er en kvalitativ vurdering hvis man lægger til rette for det, så selvom det er bekvemt at skyde skylden på kravet om EU-udbud, så er det en stråmand.
@Nicolai ... Umiddelbart har du ret ... mange udbud vægtes fx med 40% pris, 30% kvalitet og 20% tidsplan og 10% til Andet ... og så ser det jo ud til at kvalitet og tidsplan tillægges større betydning end pris ...
... men kigger man efter ser man tit, at der er relativt få pris-krav (tit <30) men mange hundrede, og nogle gange tusinder af krav til kvalitet, tidsplan og andet.
Det får så den praktiske betydning at næsten alle leverandører ender med at ligge pointmæssigt tæt på kvalitet, tidsplan og andet og Bingo ... så bliver prisen den udslagsgivende faktor selvom den kun skal vægte 40% eller måske endnu mindre.
.. og så er det jo som bekendt den kloge der narrer den mindre kloge ....
Til orientering så er et af kritikpunkterne fra EY i rapporten, at Bygningsstyrelsen, trods TR's anbefalinger, valgte at gå efter pris alene som tildelingskriterie.
TR's anbefaling var totaløkonomisk mest fordelagtige tilbud men blev altså siddet overhørig.
Der er mulighed for at strikke et udbud sådan sammen at f.eks. referencer, CV'er osv. også vægter tungere end pris.
@Allan Astrup Jensen
Dansk er et af EUs officielle sprog.
Hvis alt udbudsmaterialet holdes på dansk, og det indeholder krav om at alle projektmøder holdes på dansk og alt entreprenørudarbejdet materiale etc. skal være på dansk, så er jeg sikker på at man får sorteret de værste sorte får fra.