Retssag angriber dyrt dansk stikmonopol

Danske forbrugere må betale op til ti gange så meget for vægmonterede stikdåser som svenskere, nordmænd og tyskere. årsagen er, at den franskejede virksomhed Lauritz Knudsen har et reelt monopol på danskmonterede stikkontakter og har fremtvunget et fogedforbud mod salg af den hidtil eneste konkurrent L-Teams kontakter. Men Konkurrencestyrelsen er nu på vej ind i sagen om franskejede LK's danske de facto-monopol på stikkontakter.

Danmark er et nichemarked for salg af vægmonterede kontakter og afbrydere. Et nichemarked, som det mere end 100 år gamle firma Lauritz Knudsen vogter sit de facto-monopol på.

Det oplever den lille fynske virksomhed, L-Team, som i efteråret 2004 blev den første konkurrent til de Schneider Electric-ejede selskaber LK og Jo-El på detail-markedet. L-Team valgte at sælge kinesisk producerede stikdåser til halv pris. Svaret fra Lauritz Knudsen var en fogedsag med påstand om at L-Teams kontakter var et plagiat. I starten af februar faldt dommen, som gav Lauritz Knudsen medhold og den fynske virksomhed måtte trække kontakterne tilbage fra markedet. Administrerende direktør Klavs Larsen hos L-Team ærgrer sig over afgørelsen.

»Dommeren mente, at vores design ligger for tæt op ad LK's, og det mener jeg er grotesk. Vi har ikke kopieret noget, vi synes det er urimeligt. Vores produkt har en anden overflade, vores kontakter er hårdere og lyden af afbryderen er anderledes. Vi mener at dommeren hurtigt har besluttet sig for den sikre dom, at beskytte den virksomhed, som allerede er på markedet. Men vi har en forventning om at vinde den kommende justifikationssag, og den bestyrker vores juridiske rådgivere,« siger Klavs Larsen.

Efter fogedforbuddet har Konkurrencestyrelsen kontaktet L-Team for at høre om de nærmere detaljer og blive orienteret om L-Teams syn på LK's argumentationsmetoder, oplyser Klavs Larsen.

I Konkurrencestyrelsen bekræfter kontorchef Sven Westh at der er aftalt et møde, men vil ikke udtale sig konkret om mødets indhold. LK har dog før både været i styrelsens søgelys, oplyser han, og henviser til at styrelsen allerede for fem år siden kritiserede, at LK's monopol på det danske elmarked presser priserne op. En monopolsituation, som er opstået på grund af de helt særlige danske regler for stikkontakter.
»Det forbistrede er, at det er svært at indføre ens standarder. Samtidig er der stort set ingen konkurrenter er til LK,« konstaterer Sven Westh.

Hos den danske Sikkerhedsstyrelse fortaber oprindelsen til de helt specielle danske regler sig ifølge kontorchef og civilingeniør Jan Roed i fortidens tåger. Men anderledes billede tegner sig i Norge og Sverige, der i lighed med Finland har valgt at indføre den tyske schuko–standard, som har et marked med 300 mio. brugere. De norske og svenske elmyndigheder peger samstemmende på, at årsagen til at Danmark fik sin helt egen standard kan tilskrives selvsamme LK.
»Jeg mener at kunne huske, at det er LK, der står bag den danske standard,« siger Jan Erik Pettersen, chefingeniør hos direktoratet for samfundssikkerhed og beredskab (DSB).
Hans Erik Rundqvist administrerende direktør hos Svenska Elektriska Kommissionen. SEK, siger:
»Vi har jo aldrig som i Danmark haft en dominerende leverandør på elmarkedet, derfor kunne vi i modsætning til Danmark tilslutte os den tyske schuko-standard baseret på tekniske argumenter fremfor at tage hensyn til et enkelt firma,« siger han.
Klavs Larsen fra fynske L-Team vurderer, at virksomheden i den kommende retssag har gode muligheder for at få støtte til at genoptage salget af de stikdåser, som et fogedforbud indtil nu har dømt som plagiater af LK's design.
»Vi mener overhovedet ikke, at vores design er et plagiat. Og vores juridiske rådgivere er meget optimistiske i forhold til den kommende justifikationssag i Sø- og Handelsretten. Lige ser jeg frem til at kunne fremlægge vores erfaringer med LK for Konkurrencestyrelsen på et møde i indeværende uge« siger han.