Resultat af gravitationsbølger kommer på torsdag - med mulighed for Nobelpris

Som Ingeniøren skrev for et par uger siden, var 11. februar et godt bud på dagen, hvor forskerne bag Laser Interferometer Gravitational-Wave Observatory (Ligo) ville fremlægge resultaterne af deres første observationsserie, som formodes at indeholde mindst en detektion af gravitationsbølger fra to sorte huller, som er i færd med at støde sammen.

Læs også: Dansk astrofysiker: Hundredvis af sammenstød mellem sorte huller vil blive registreret hvert år

Det ene af de to Ligo-observatorier i USA, hvor man måler rystelser i rumtiden ud fra bevægelser af masser, der er placeret for enden af to fire kilometer lange arme, der står vinkelret på hinanden. (Foto: LIGO) Illustration: LIGO Scientific Collaboration og Virgo Collaboration

Det er nu bekræftet, at National Science Foundation holder pressekonference i National Press Club 11. februar kl. 16:30 dansk tid. Her vil forskerne bag LiGO konsortiet fremlægge deres resultater.

Samtidig holdes pressemøder i Italien og Tyskland.

Forventningen er, at LIGO vil fremlægge mindst et eksempel på direkte detektion af gravitationsbølger, der er rystelser i den firedimensionale rumtid.

Læs også: Hip hip hurra: Den generelle relativitetsteori fylder 100 år

Einstein tog fejl

Selv om gravitationsbølger er en direkte konsekvens af den generelle relativitetsteori, og Albert Einstein første gang beskrev dem i artiklen Über Gravitationswellen i 1918, så kom han dog stærkt i tvivl om deres eksistens.

I et manuskript forfattet sammen med Nathan Rosen med titlen Do Gravitational Waves Exist?, som blev afvist af tidsskriftet Physical Review i 1936, kom Einstein ifølge videnskabshistorien Wolfgang Steincke tæt på den konklusion, at de ikke fandtes.

Einstein omskrev efterfølgende manuskriptet og fik det publiceret i Journal of Franklin Institute med titlen On Gravitational Waves og nu med konklusionen, at gravitationsbølgerne fandtes.

I en fodnote skrev Einstein, at han alene havde ændret det oprindelige manuskript, efter Rosen var rejst til Rusland, “da vi oprindeligt havde fejlfortolket vores formler” - og så var der en tak til Howard P. Robertson for at have påpeget fejlen.

Det var i øvrigt Howard Robertson, der var den anonyme reviewer, som afviste Einsteins oprindelige artikel til Physical Review.

Nobelpris til Kip Thorne med flere

Hvis formodningerne om indholdet af målingerne er rigtige, og det bekræftes, at gravitationsbølger for første gang er detekteret direkte, venter en Nobelpris.

Processen med at finde dette års Nobelprismodtagere er allerede godt igang, så det selv om det i princippet kunne blive allerede i år, er det måske mere sandsynligt, at det bliver til næste år.

Hvem der skal have den, er derimod mere usikkert, og her kommer Nobelpriskomiteen på en hård opgave. Men bagmanden bag Ligo, Kip Thorne, som Ingeniøren interviewede i 2010, er storfavorit til at blive en af de maksimalt tre personer, der kan modtage prisen.

Læs også: Hvirvler i rumtiden omkring sorte huller overrasker forskerne

Emner : Fysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det skal have været en matematisk vanskelighed, der i første omgang fik Einstein og Rosen til at mene, at gravitationsbølger ikke kunne eksistere. Vanskeligheden skal have været, at gravitationsbølger, der blot oscillerer i ét plan (ét fast koordinatsystem, som først antaget af Einstein og Rosen) med logisk nødvendighed ville føre til en (imaginær) singularitet, hvor altså alle parametre ville antage uendelighed. Løsningen blev to overlappende koordinater i stedet for ét fast koordinatsystem, så at gravitationsbølger i alle tilfælde udbreder sig cylindrisk, dvs. at deres polarisation roterer under deres udbredelse.

Dette iflg. den nyligt her lidt omstridte Lawrence Krauss, Arizona State University – som nu måske ganske snart kan få lidt oprejsning.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten