Resistent ukrudt tvinger britiske landmænd til at lægge marker brak
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Resistent ukrudt tvinger britiske landmænd til at lægge marker brak

Resistent ukrudt kan ødelægge en mark så meget, at landmanden må opgive at dyrke den og lægge den brak i årevis.

Det viser erfaringerne fra Storbritannien, der har kæmpet med resistent ukrudt gennem tre årtier. At lægge marker brak hører til de ekstreme eksempler, men til gengæld er det reglen, at græsukrudt som agerrævehale er resistent over for de mest udbredte herbicider, de såkaldte minimidler.

En af Europas førende resistensforskere, Stephen Moss fra Rothamsted Research, anslår, at der vokser agerrævehale hos 20.000 britiske landmænd. Af dem oplever de 16.000 en eller anden form for resistens over for mindst ét herbicid.

Agerrævehale er den helt store plageånd for britiske landmænd, som har sprøjtet den vildtvoksende græsart så meget, at den er blevet resistent. (Foto: Landbrugsinfo) Illustration: LandbrugsInfo

»Hvis vi for 25 år siden havde sagt, at landmænd ville lægge marker brak på grund af resistent ukrudt, ville folk have grinet,« siger Stephen Moss.

Læs også: Resistent ukrudt i hastig fremmarch på danske marker

Andre vælger at dyrke græs, men så er ét år utilstrækkeligt. Der skal to-tre år til for at komme ned på, at under fem procent af agerrævehale-planterne er resistente.

Andre landmænd har endnu ikke opgivet kampen, men det koster dem dyrt. 750 kroner per hektar eller mere til herbicider er ikke usædvanligt.

Landmændene bruger blandt andet flere midler, som sprøjtes på marken, efter kornet er sået, men før det spirer.

»Hver for sig er de ikke effektive. Derfor bruger landmændene tre-fire-fem forskellige herbicider,« fortæller Stephen Moss.

Læs også: Professor: GM-majs vil give Europa eksplosion i gift-resistent ukrudt

Tilbage i 1982 testede han den første ukrudtsart for resistens, og i 1984 var problemet udbredt. Først troede han og kollegerne, at de havde begået en fejl, så de gentog forsøget. Dernæst måtte han sende urtepotter med resistent ukrudt til den kemiske industri, som først troede resultaterne, da de ved selvsyn konstaterede, at deres midler ikke virkede.

Ifølge Stephen Moss fik Storbritannien problemerne før lande som Danmark, fordi vintersæd, som giver græsukrudtet gode betingelser, blev udbredt tidligere på den anden side af Nordsøen.

30 år burde være tilstrækkeligt til at slå gøre noget ved resistensproblemet, men i Storbritannien er det bare blevet værre.

»Landmændene blev vildledt af industriens løfter og stolede for meget på kemisk bekæmpelse. Men det er svært at forhindre, at landmændene venter med at gøre noget, til de faktisk har et problem med resistens,« siger Stephen Moss.

Læs også: Gensplejsning får landmænd til at pøse mere Roundup på markerne

Han har selv været med til at udvikle testmetoder, som kan fastslå, om ukrudt er resistens. Men en simpel urtepotte, som får en dosis herbicid, uden at det gør nogen forskel, er ofte tilstrækkeligt til at få en landmand til at indse, at han har et alvorligt problem.

Det ved de fleste godt i dag i Storbritannien. Derfor vinder mekanisk bekæmpelse af ukrudt frem. Stephen Moss spår desuden teknologier til at sprøjte mellem rækker af afgrøder en lys fremtid.

Det forhindrer dog ikke, at stadig flere arter af græsukrudt vil blive resistent, vurderer han. Men hvis fødevarepriserne som ventet stiger i de kommende år, vil landmændene få bedre råd til at tænke på et ordentligt sædskifte til at holde de resistente planter nede.

Modsat Danmark følger Storbritannien nøje udvikling i de resistente planter. Stephen Moss er selv sekretær for Weeds Resistance Action Group, som er en helt igennem frivillig organisation. Den læner myndighederne sig op ad, når de skal have råd om bekæmpelse af resistens.

Selektiv hukommelse?

Modsat Danmark følger Storbritannien nøje udvikling i de resistente planter. Stephen Moss er selv sekretær for Weeds Resistance Action Group, som er en helt igennem frivillig organisation.

Læs også:

.. landskonsulent Jens Erik Jensen fra Videncentret for Landbrug. Han er en af landets førende eksperter i resistent ukrudt.

Der jo er en af Danmarks førrende eksperter i over 10 år, men Videncenter for Landbrug læner myndighederne sig jo alligevel ikke op ad? Eller hvad er menningen?

  • 0
  • 0

Jan, meningen er at der er et problem, resistens er et fænomen i såvel ukrudsverdenen som i mikrobiologien, og at problemet nødig skulle ende i spin økonomi og dækken sig ind under at det går jo nok altsammen.
Økologi er som sædvanlig på sigt det naturen siger, ligesom træet der siger Gori (i alt fald ifølge pruducenten).
Og økologisk forskning er nødvendig, idet den økologiske visdom måske kun er i sin vorden.

  • 0
  • 0

Jo da.
Vedr. den komplekse levende natur må der selv sagt være mange vinkler og synpunkter der trænger sig på. En pæn del af disse synspunkter har rod i ikke rent trav, interesser der skal plejes eller i simple fejltagelser.
Men naturen tager ikke fejl .... det er min pointe.
Hvordan kan vi dyrke uden koncentrede kemikaliegifte, nogle siger det kan man ikke - men man kunne heller ikke flyve til månen.
Forskningsforsøg parret med holdningskift i befolkningen er vejen frem, forskning der går uden om giften og holdningsskift der topprioiterer begrænsning i befolkningen/og kvalitet der bliver et stræberord.
For nogle er det religion frelsthed og drømmerier, for andre er det forjættende muligheder lige så jordnært som at slå sig og råbe av for satan.

  • 0
  • 0

Jo da.

Så er alt andet uden betydning. Vi [b]har[/b] så en ekspertise der følger udviklingen, og rådgiver direkte. En rådgivning resten af verden beundrer.
Nej, Danmark er på forkant af udviklingen. Magnus Bredsdorff må derfor bestemme sig.

  • 0
  • 0

Også Jens Streibig har en vinkel på at gøre på resistensspørgsmålet.
Sig mig hvordan man lige copierer links ind i en tråd?

  • 0
  • 0

Hvis vi giver planterne noget for at hjælpe dem med at producere bedre, så er det forståeligt, at ukrudtet også vil vokse bedre.

Hvis du modificere generne af afgrøder, det virker som om, at ukrudtet omkring bliver mutant og adopterer den samme modstand og mærkelig nok, efterligne de overlegne egenskaber af GM-afgrøden.

Uanset hvad, manuelle pløjning af markene og økologiske metoder, virker nemmere og bedre. Skal vi bruge flere penge med forskning her? Økologisk landbrug er begyndt at være accepteret igen, så det er muligt... man kunne sige nødvendig...

Næringsstofniveauer også stiger med økologisk production... Og mindre kemikalier lyder godt... ikke...

  • 0
  • 0

I 70-erne kom Benlate, en gave til plantedyrkere, et systemisk fungicid, der kunne bekæmpe næsten alt. I løbet af få års intensivt brug var der opstået resistens, og midlet gled ud af markedet. Carbendazim, et nedbrydningsprodukt af Benlate, blev brugt mod sneskimmel, i begyndelsen af 80-erne var der udbredt resistens, og midlet mistede sin anerkendelse.

Og sådan kan man blive ved, inden for svampesygdomme og insekter, så hvordan kan det overraske nogen, at man nu også finder resistens hos ukrudt?

  • 0
  • 0

Kun Økologi og hårdt fysisk arbejde giver et sikkert og bæredygtigt udbytte. Pesticider og genmanipulation giver blot en stakkels frist, eller en endeløs kamp, over for evulitionen ... samt udrikkeligt vand og farlige sygdomme ... tilmed er det ulækkert ikke at vide hvad man spiser.
En måde at drive moderne effektiv og økologisk landbrug på, kan fx baseres på robotteknoligi hvor maskiner laver en ren mekanisk udrensning af ukrudt.
Autonome robotter drevet af sol og vindenergi skal erstatte tunge dieseldrevne traktore og som flittige bier holde markerne rene for uønsket vækst. Drivhuse drives allerede i dag med robotter.

  • 0
  • 0