Reportage: Oplev H.C. Ørsted Værket efter 100 år med el og varme til København

Illustration: Louise Olifent

De fleste bilister, der kører forbi Kalvebod Strand i København, kan næsten ikke undgå at få øje på fire skorstene. Selvom de står bag røde og sølvgrå bygningsfacader, tårner de sorte rør højt op mod himlen og dominerer billedet af H.C. Ørsted Værket udefra.

De er bemærkelsesværdige, men blot et enkelt led i maskineriet, der bringer fjernvarme og el til København og omegn. Nu, 100 år efter produktionen gik i gang, har meget ændret sig, men kedlerne kører stadig, langt under skorstenene og gemt væk fra hovedvejen. Bilister fortsætter forbi værket uden anelse om kræfterne, der er på spil mellem dampkedlernes flammer og metalrør.

Imens er Jens Philip Møller, driftskoordinator på værket, på vej mod kedlerne. Han går langs gangen, der skiller administrationsbygningen fra produktionen – direkte fra kontorstole og kaffekopper til metalrør og tunge døre, og nu passer omgivelserne bedre til hans outfit – briller, ørepropper, hjelm, refleksjakke, sikkerhedssko.

Jens Philip Møller går i gangen, der fører fra administrationsbygningen til produktionsbygningerne. Illustration: Louise Olifent

»Her kan vi ligefrem dufte varmeproduktionen,« fortæller han og træder igennem døren, væk fra gangen og ud på starten af en platform, en metal-sti med blåt gelænder. Den snor sig i luften rundt om en metalboks på størrelse med et hus; afgangskedlen på værkets gasturbine.

»Det larmer lidt herinde,« nævner han og følger stien hen til kedlen.

Maskinlarm skal vise sig at gå igen på hele turen, så han må tale højt for at overdøve den konstante støj – et kendetegn ved varmeproduktionen.

H.C. Ørsted Værket har en gasturbine, der praktisk talt er en flymotor, ifølge Jens Philip Møller. Den kan producere strøm ved at føre naturgas direkte ind i maskinen, brænde det af og få turbinen til at dreje. Den overskudsvarme, som kommer, når gassen brændes af, kan de lige så godt udnytte, og derfor sidder der en afgangskedel på gasturbinens udstødningsside, som laver damp.

Han fortsætter forbi kedlen, ned af metal-stiens trapper og ud på gulvet. Det bliver pludselig meget tydeligt, hvor stor bygningen i virkeligheden er. Hallen er fyldt med tomme pladser, hvor der engang stod seks dampkedler og lavede varme med kul. Man kan stadig se afmærkninger fra dem i gulvet.

Driftskoordinatoren går midt i hallen, der engang var fyldt med dampkedler og brændende kul. Illustration: Louise Olifent

I dag står værkets to spidslastkedler i hjørnet af bygningen som store skinnende metalbokse. Indeni blæser antændt naturgas op fra et hul i gulvet, og flammerne omslutter metalrør, der står på række og holder på vand, som hurtigt bliver til damp med tryk og varme.

Kedlerne er de eneste, der leverer en grundlast til Københavns dampnet, fordi mange andre værker producerer fjernvarme med vand i stedet for damp. Det er en fordel blandt andet fordi, man kan fragte vandet ved lavere temperaturer end damp, og derfor taber det mindre varme på vej mod forbrugeren. Til næste år bliver det gamle dampnet i København nedlagt, fortæller Jens Philip Møller, og derefter skal kedlerne levere til 6 bar-nettet, som er vandbårent, i hovedstaden. Værket kan også levere varme til 25 bar-nettet, der er vandbårent, og som bruges til at fragte varme på større afstande – det strækker sig ned til Køge og Roskilde og så et stykke nordpå, ifølge driftskoordinatoren.

Selvom kedlerne snart skal levere varme udelukkende via vandnet, så producerer de stadig damp. Værket har damp-vand-vekslere, og derfor kan de også i dag levere til både damp- og vandnet, og det er især smart, hvis efterspørgslen på varme bliver så stor, at der skal produceres en spidslast.

Mange af de andre værker bruger nemlig biomasse i stedet for naturgas, og de kedler kan tage flere timer at starte op, fortæller Jens Philip Møller. Spidslastkedlerne, der står og skinner i hjørnet, kan startes på på omkring 20 minutter, så hvis det virkelig er koldt, og der er brug for noget varme ’her og nu’, så kan H.C. Ørsted Værket levere.

H.C. Ørsted Værkets to spidslastkedler ligner sølvgrå metalbokse og står gemt i hjørnet af den store produktionshal. Illustration: Louise Olifent

Ved siden af kedlerne hænger en damp-vand-veksler og store rør, der har forbindelse til 25 bar-nettet. Der er ingen tvivl om, at det er nyere tilføjelser til værket.

»Her kan man også se tidens tand, og hvordan det har ændret sig – nye ting og lidt ældre. Det er meget sådan nyt versus gammelt,« siger driftskoordinatoren, imens han ser på kontrasten over ham.

Nye og gamle rør. Illustration: Louise Olifent

Selvom de brune rør er gamle, så er de stadig på arbejde, fortæller Jens Philip Møller:

»Dem, der er malet en grøn plet på – det er fordi de stadig har en funktion, så da man skulle rive det ned, så var man ude og male rødt på alle de rør, som skulle fjernes, og grønt på alle de rør, som skulle blive. Det var en større operation, der tog flere år.«

Forbi rørene i den anden ende af hallen, fører en lille trappe op til en blå dør. Det er indgangen til Blok 7 med varmeværkets ’gamle’ dampkedel, der begyndte sin karriere i 1985, og som stadig kører en gang imellem.

Selvom støjen afslører, at andre maskiner er i gang, så arbejder kedlen ikke i øjeblikket. Den fungerer som en form for reserve, hvis en kedel på et af de andre værker pludselig går ned, og der mangler varme i nettet. Så åbner driftsmestrene for naturgassen i Blok 7, de fire brændere varmer kedlens rør op, vandet bliver til damp og stiger mod toppen af den 60 – 70 meter høje dampkedel.

Ydersiden af fire brændere, der varmer den ‘gamle’ dampkedel op. Illustration: Louise Olifent

Forbi brænderne går Jens Philip Møller ind i en gammel elevator. Den løfter ham til toppen af Blok 7, 55,4 meter over havets overflade, hvor han træder udenfor, hvor mågerne flyver tæt på – de er nok ikke vant til at se mennesker i denne højde. På taget står han side om side med tre af værkets kæmpeskorstene. Det er kun den ene, der er i brug i dag, fortæller han. Hvis man kigger ned igennem den, ser man tre rør, der sørger for at al røg bliver ledt ud.

Jens Philip Møller ser ud fra taget af Blok 7. Illustration: Louise Olifent

Det er ikke kun toppen af værket, som har oplevet forandringer med tiden. Ved kanten ser Jens Philip Møller ned og peger på en stor grusplads:

»Det meste af området har været kulplads – det hjørne hernede,« siger han og tilføjer:

»Ja faktisk dér, hvor metrobyggeriet er nu.«

»De har haft store bunker liggende, sådan at man var klar til at fyre af.«

Udsigten fra tagets sydside, hvor kulpladsen engang lå. Illustration: Louise Olifent

Før værket gik over til at bruge naturgas i 1994, kom kullet ind med skib, hvor kraner løftede det over på pladsen, og transportbånd fragtede det videre ind på værket. Dengang endte kullene på jernriste i kedlerne, hvor de brændte og sled på maskineriet. I dag bliver naturgassen blot ledt ind med et rør, forklarer Jens Philip Møller, imens han går væk fra kanten og tværs over taget.

Elevatoren tager ham ned igen, og han går mod maskinsalen – en stor hal med en blanding af aktive maskiner og maskiner, der er gået på pension for flere år siden.

»Her i maskinsalen, der har vi jo turbiner og generatorer – vi har et masse gammelt udstyr, som ikke bliver brugt længere,« fortæller han.

I den ene ende af salen står der dog en stor og stadig aktiv dampturbine, som hører til Blok 7.

»Det er en Skoda.«

Sagde du en Skoda?

»Ja, en Skoda. Der er også et skodamærke,« fortæller Jens Philip Møller og peger med et stort smil på turbinen.

Værkets dampturbine. Illustration: Louise Olifent

Når den ’gamle’ dampkedel i Blok 7 laver varme, kan dampen ledes ind i turbinen, som opnår omkring 3000 omdrejninger og via en generator laver strøm med 50 hertz. På den måde kan H.C. Ørsted Værket lave el svarende til det årlige forbrug i ca. 12.000 husstande sammen med de 25.000 hjem, de leverer fjernvarme til.

Hele den produktion bliver i dag kontrolleret med computere. Kontrolrummet, hvor skærmene står, er corona-lukket i dag, men fra maskinsalen kan man alligevel skimte et kontor, hvor hele værkets styring finder sted, medmindre kedlerne fjernstyres fra et af de andre varmeværker.

Selvom der er adgang forbudt i dag, kan man fra maskinsalen se ind i kontrolrummet, hvor produktionen styres. Illustration: Louise Olifent

Selvom computerne har overtaget, så har den ’gamle’ kedel i Blok 7 et gammelt system. Den er nemlig styret med en pult, som også står i kontrolrummet – et lokale med en sjælden forekomst i produktionen: arbejdsro.

Pulten i kontrolrummet styrer den ‘gamle’ dampkedel i Blok 7. Illustration: Louise Olifent

Efter en tur tilbage igennem maskinrummet, finder Jens Philip Møller en dør, der leder ud til den friske luft. Han runder bygningens hjørne for at finde indgangen til værkets nyeste produktionsapparat: gasturbinen.

På vej ind i turbinesalen mødes han med en storm af larm, der er så voldsom og altomsluttende, at ørepropperne kommer på overarbejde. Herinde kører turbinen ved, at man leder naturgas ind i den, brænder det af, får den til at dreje, og laver strøm via en generator.

Overskudsvarmen fra naturgassens afbrænding ledes ind i gasturbinens afgangskedel: det første led i værkets produktion, Jens Philip Møller præsenterede på turen, og blot én af de mange maskiner, som sørger for, at hovedstaden har varme og el.

H.C. Ørsted Værkets inderside fortæller om 100 år, hvor gamle kedler er pillet ned og nye kedler er sat op – hvor turbiner begyndte at dreje, og hvor brændslet er skiftet ud for en renere hverdag. Da kullet forsvandt og automatiseringen langsomt tog over, blev det mindre. Bygninger blev solgt fra, og de nuværende kedler optager plads ved hjørnet i en kæmpehal, hvis tomrum fortæller om en fortid, der var knap så effektiv, som i dag.

På trods af udviklingen er historien bevaret i de brune rør, i pulten og i en dampkedel fra 1985; elementer, der sammen med nye maskiner sørger for, at københavnerne får el og varme endnu, når produktionen fortsætter siden 1920 på H.C. Ørsted Værket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er vel 12.000 om måneden, eller 12.000 om dagen.

En skraldebil kan vel også klare et antal husstande om året, som vel er det samme antal husstande den kan klare på en måned?

  • 0
  • 0

Kære Poul Skadborg Petersen, Andreas Krog, Christian Nobel og Svend Ferdinandsen

Mange tak for jeres input. Jeg har ændret sætningen til én, jeg har hentet fra Ørsteds jubilæumsskrift, så nu står der: "På den måde kan H.C. Ørsted Værket lave el svarende til det årlige forbrug i ca. 12.000 husstande[...]"

Venlig hilsen Louise Olifent

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten