Replik: Selvfølgelig skal vi have en stamcellebank

I Ingeniøren 17. marts påpegede professor Anders Fasth fra Göteborgs Universitet nødvendigheden af, at Danmark får en offentlig stamcellebank til opbevaring af stamceller fra navlesnoren. Jeg er helt enig.

Som eneste land i EU uden en offentlig stamcellebank, er Danmark allerede bagud på stamcelleområdet. Det er en stor ulempe for Danmark, at vi ikke har lettere adgang til stamceller til behandling af leukæmipatienter, forskning og eksperimentelle behandlinger. Vi taber forskningsmæssigt terræn - og mere end 3.000 igangværende stamcelleforsøg på mennesker over hele verden giver grund til at tro på, at behovet for adgang til stamceller til behandling kun vil øges i årene fremover.

Derfor har vi brug for en offentlig stamcellebank i Danmark. Fortsætter vi med passivt indkøb af stamcelleportioner i udlandet til en stykpris af 15-25.000 euro, vil det være skadeligt for dansk forskning, behandling og omdømme.

Rigshospitalet har nu to gange fået afslag på ansøgning om et tilskud på ca. 30 millioner skattekroner til etablering af en stamcellebank, der over en periode på fire år skulle opsamle 3.500 navlesnorsportioner. Andre muligheder har ikke været oppe at vende.

Men er et set-up i Rigshospitals-regi det bedste for Danmark ? Hvad har Danmark brug for?

Danmark har brug for et nationalt setup, som tilgodeser forskning og en vifte af langsigtede behandlingsmuligheder. En bank, der kan opsamle prøver fra hele landet, en bank der måske endda har teknologi til at opsamle andre ting end kun blodet og er så fleksibel, at den kan servicere specialdesignede projekter og evt. samarbejde med andre banker i ind- og udland. Derfor bør vi stille spørgsmålet: Kan vi opnå mere, hurtigere og bedre ved at tænke ud af boksen? Erfaringer fra udlandet tyder på det.

En offentlig bank skal have et setup, der både 'produktmæssigt' og økonomisk hænger godt sammen. Selv om den er offentlig, er den jo ikke gratis, og skatteydernes penge skal bruges bedst muligt. Det kræver kommerciel kompetence.

Erfaringer fra sammenslutningen af europæiske offentlige stamcellebanker, EuroCord, viser, at rene offentlige stamcellebanker i mange tilfælde ikke fungerer optimalt pga. manglende funding og overskredne budgetter. Offentlige banker, der samarbejder med private, har bedre økonomi og modtager flere stamcelledonationer, så stykprisen pr. prøve ligger en del under de 15.000 danske kroner, som professor Anders Fasth anslår er prisen i en ren offentlig bank, drevet efter svensk model.

Østrig, Tyskland og England er eksempler på lande, der ifølge Eurocord har gode erfaringer med offentligt-private samarbejder.

I Tyskland har man f.eks. en udvidet solidaritetsmodel, der gør det muligt for private at donere opbevarede stamceller til det offentlige via de private banker. Det vælger hele 20 procent, og det tal vil være stigende i takt med, at opformering af nedfrosne stamceller bliver ren rutine. Sådanne moderne hybridbanker kombinerer det bedste fra to verdener!

Danske politikere bør skele til disse erfaringer, før de beslutter, i hvilket regi en offentlig stamcellebank skal ligge.

Der er mere end økonomiske fordele ved et tværsektorielt samarbejde som ovenfor skitseret:

1) Man sparer tid til etablering, fordi en eksisterende privat stamcellebank allerede har logistik, kapacitet, know how og organisation på plads.

2) Man kan hurtigere indsamle det ønskede antal prøver, da man kan gå i gang øjeblikkeligt, kan modtage donationer døgnet rundt, og fordi erfaringerne fra Tyskland tyder på, at mange, der opbevarer stamceller i privat regi, er indstillede på at donere disse til det offentlige, hvis der er behov for det.

Det nemmeste for politikerne er at vælge den lette løsning og en bevilling på 30 millioner kroner til Rigshospitalet. Men vil den model løse Danmarks behov? Jeg mener nej. Rigid kassetænkning er kun til skade for Danmarks forskningsindsats på området - og for de patienter, stamcellerne skal hjælpe med at behandle. De venter allerede.