Replik: Fair behandling af forskningsansøgninger
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Replik: Fair behandling af forskningsansøgninger

 

Peter Munk Christiansen er bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond og institutleder ved Statskundskab, Aarhus Universitet. Illustration: ​Danmarks Frie Forskningsfond

Søren Molin, professor ved DTU-Biosustain, foreslår i Ingeniøren den 29. november at ændre på ansøgningsprocessen i Danmarks Frie Forskningsfond med henblik på en hurtigere behandlingstid og kortere ansøgninger.

Som forskningsfond er vi interesseret i feedback fra forskerne, for det er altid sundt at revurdere, om egen praksis er god nok. Vi lytter også til, at forskningsidéerne hurtigst muligt skal ud og virke i forskningsmiljøerne og i samfundet. Derfor efterser fonden sine ansøgningsprocesser løbende og har senest evalueret virkemidlet DFF: Sapere Aude Forskningsleder. Her fandt ansøgerne fondens behandlingsproces både effektiv og meget lidt bureaukratisk.

Søren Molin foreslår bl.a. en to-faset ansøgningsproces, hvor én A4-side i fase 1 skal danne baggrund for en udvælgelse til en uddybende ansøgning i fase 2. Det vil ifølge Molin mindske besværet med lange ansøgninger og give en kortere behandlingstid.

I Danmarks Frie Forskningsfond mener vi, at det er mest hensigtsmæssigt og giver en hurtigere behandlingstid at indsende en fuld projektbeskrivelse på maks. fem sider i første hug, og maks. syv sider til de lidt større forskningsprojekter. Vi mener også, at det er et rimeligt og nødvendigt redskab til at vurdere forskningens kvalitet og idémæssige styrke.

Og hvorfor så det?

Fonden er sat i verden for at åbne pengekassen for de originale idéer, der end måtte opstå i forskernes hoveder, så længe de er af høj kvalitet og kan klare sig i konkurrencen om støttekronerne. Det er vores erfaring, at en projektbeskrivelse på fem-syv sider er et fint format for at kunne vurdere fyldestgørende ud fra vurderingskriterier om kvalitet og originalitet. Én side er for lidt og giver ikke et rimeligt vurderingsgrundlag, når der er tale om forskning, der går helt nye veje.

Tilmed risikerer man at smide gode idéer ud med badevandet med ansøgninger på kun én side. Vurderingsgrundlaget er simpelthen for smalt.

Fonden består af 84 anerkendte og aktive forskere, fordelt på fem forskningsfaglige råd. Det giver en bred faglighed og mulighed for at vurdere i dybden og på tværs af fagområder.

Søren Molin hævder, at rådsmedlemmer ikke læser ansøgningerne. De er for lange, mener han.

Projektbeskrivelsen er det centrale i en ansøgning til Danmarks Frie Forskningsfond. Rådsmedlemmerne læser naturligvis projektbeskrivelserne, før de behandles på rådsmøder, og inden der træffes beslutning om, hvilke ansøgninger der skal have bevilling.

Selve projektbeskrivelsen til fondens forskningsprojekter må som nævnt maks. fylde fem eller syv sider.

Ingeniørens læser kan få det indtryk, at de resterende 50-55 sider så er overflødigt stof, som travle forskere må producere til ingen verdens nytte. Det er ikke tilfældet: Når ansøgningerne er lange, skyldes det dels, at de indeholder nogle standardblanketter, som ikke er alverdens krævende, og dels – og mest – fordi ansøgerne, ud over eget og deltagende parters cv, vedlægger publikationslister på op til mange, mange sider.

Det er forskers eget valg. Det er ikke bilag, som udarbejdes til den specifikke ansøgning. Cv og publikationslister er noget, som forskerne oparbejder over mange år. Rådsmedlemmerne orienterer sig i dette bilagsmateriale for at få et samlet billede af ansøger og de deltagende parter.

Molins sætning »Så vi skal altså skrive 180 sider ansøgning for at bede om 6 mio. kr. i Danmark, mens man i Tyskland kan sikre sig 320 mio. kr. baseret på en ansøgning på 127 sider« tjener mere et polemisk end et sagligt formål.

Vi er enige med Søren Molin i, at vores sagsbehandlingstid er lang. Det er en konsekvens af flere forhold. Danmarks Frie Forskningsfond lægger vægt på en grundig og fair behandling af alle ansøgninger. Vi bruger også international bedømmelse til mange af ansøgningerne. Det gør vi, fordi det er en god kvalitetssikring, og fordi der er et politisk krav om det. Det fører så med sig, at der skal ske partshøring af ansøger, når de internationale bedømmelser kommer retur. Det lægger endnu mere tid til bedømmelsen.

Vi har netop igangsat et arbejde, der skal søge at forkorte behandlingstiden – men vi må nødvendigvis holde os inden for de politisk og lovgivningsmæssigt fastsatte rammer. Og derfor er der grænser for, hvor meget vi kan forkorte behandlingstiden.

Læs også: Kronik: To forslag til enklere forskningsansøgninger

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tak til Peter Munk Christiansen for et grundigt og argumenteret svar på min kronik.
Mine vigtigste pointer var 1) at ansøgningsskemaerne og de tilhørende vejledninger til forskningsrådene har en tendens til at blive længere og længere og mere og mere detaljerede, 2) at der med det stigende antal ansøgninger til rådene ligger et større og større arbejdspres på rådsmedlemmerne, hvorfor det er forståeligt at flere giver udtryk for at det ikke er muligt at bruge mere end 10-15 min på hver ansøgning til afgørelse om der er grundlag for en yderligere grundig læsning, og 3) at der i hvert fald indenfor de teknisk/naturvidenskabelige områder foregår så hurtige videnskabelige udviklinger, at projektlæsningen stiller større og større krav til baggrundsviden.

Jeg vil fastholde, at det bestemt er muligt at formulere ideen og forskningsplanen for et fokuseret projekt på en enkelt side. I andre sammenhænge fremhæver vi jo tit som forskere, at projekter som ikke kan forklares under en elevator-tur på et minut nok ikke er særligt gennemtænkte eller tilstrækkeligt fokuserede. Hvis der udvælges omkring det dobbelte antal ansøgninger til næste runde i forhold til hvad man forventer at kunne støtte, så vil det være muligt at tillade lidt længere 2. runde projektbeskrivelser med mere dybde og flere detaljer, som kan bedømmes af ekspertkomiteer (som det f.eks. er tilfældet i dele af det amerikanske forskningsrådssystem).

Det er klart at gode ideer risikerer at gå tabt i dette forløb, men det sker så sandelig også i det nuværende system! Med de nuværende succes-rater hos forskningsrådene er det ligeledes klart at der bruges alt for meget tid på at skrive ansøgninger. Hvis man i første omgang får hurtig feed-back på sin ide uden at skulle bruge utroligt meget tid på udformningen, og hvis man så kommer igennem nåleøjet i første runde, er motivationen til at skrive en lang tekst formentlig meget større, når der er 40-50% chance for gevinst i sidste runde.
Bedste hilsner
Søren Molin

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten