Replik: Bygningsreglement skal fremme bæredygtighed

Formanden for Green Building Council Denmark, Nikolaj Hertel, foreslår i sin kronik ‘Enighed om bæredygtigt byggeri, tak!’ i Ingeniøren d. 28. november, at vi mødes over en kop kaffe. Dét forslag stiller jeg mig bestemt positiv over for. Man kan komme mange uenigheder til livs på den måde. Men jeg vil gerne allerede her svare på noget af den kritik, Hertel rejser i forhold til initiativet om en frivillig bæredygtighedsklasse i regeringens byggepolitiske strategi. Jeg tror nemlig slet ikke, at vi er så uenige.

Jeg er glad for, at der generelt er så stor opbakning og interesse fra branchen for at fremme bæredygtighed i byggeriet. Og jeg er enig i Nikolaj Hertels synspunkter om, hvad certificeringssystemet DGNB står for. Derfor er det også vigtigt for mig at præcisere regeringens planer med udviklingen af en bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet.

Hertel tager nemlig fejl, når han antager, at regeringen ønsker at udvikle en ny standard eller et nyt certificeringssystem. Initiativet om den frivillige bæredygtighedsklasse handler i stedet om at udvikle en håndfuld elementer inden for bæredygtigt byggeri, som kan integreres i bygningsreglementet og supplere de bæredygtighedskrav, der allerede er med i reglementet i dag. Det er ikke et konkurrerende element til det i forvejen gennemarbejdede DNGB-system. Det er tværtimod et tiltag, der skal løfte bæredygtighed i byggelovsammenhænge og byggeriet generelt.

Der er over de senere år skabt et øget fokus på bæredygtighed i byggeriet i Danmark. Det har indførelsen af DGNB-systemet i høj grad været medvirkende til – og det er rigtig positivt. Blandt andet derfor er timingen også rigtig nu til at se nærmere på, hvordan vi kan udvikle bygningsreglementet, så det understøtter og fremmer udvikling af bæredygtighed i byggeriet.

Udviklingen af initiativet vil basere sig på den fælles europæiske forståelse af bæredygtigt byggeri, som DGNB-systemet også bygger på. Derfor kan de to størrelser også spille godt sammen omkring det meget væsentlige fælles mål; nemlig at fremme bæredygtigt byggeri.

Vi er netop nu i gang med planlægningen af udviklingsforløbet for den frivillige bæredygtighedsklasse, som vil blive igangsat i første halvdel af 2015. I den forbindelse vil jeg sikre, at branchen bliver inddraget og herunder selvfølgelig også Green Building Council. Vi er allerede enige om, at bæredygtigt byggeri er en del af Danmarks fremtid. Det er et godt udgangspunkt – og jeg glæder mig til at igangsætte arbejdet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis vi Alle er enige om at bæredygtigt byggeri er en del af fremtiden, så er det med stor forundring at det stadigvæk skal være problematisk at få kommunernes tilladelse til at bygge med alternative materialer , som strå og halm...... Måske det skyldes iveren for at forny bygningsreglementerne hurtigere end energistyrelsen kan rette fejlene i det foregående, Det var måske på tide at stoppe lidt op og fokusere på det svage led som ofte er en hindring for innovative byggerier. Selv om det simple byggeri ikke længere skal sagsbehandles af kommunerne , men blot arkiveres, så sker det alligevel ganske ofte at kommunerne afviser rådgivernes løsninger og dermed nægter en byggetilladelse.

Ministeren er ganske bekendt med dette problem, men tøver med at handle og selv om energistyrelsen sender vejledning efter vejledning til kommunerne ender alt for mange byggerier som klager hos statsforvaltningen, ikke ligefrem noget som fremmer innovationen i byggeriet.

Så min opfordring til ministeren er, Se at få tvunget kvaliteten op i kommunernes forvaltning eller fratag dem ansvaret........

  • 0
  • 0

Hej Rasmus,

tak for din beroligende replik. Misforståelsen kom dog af, at DGNB certificeringen bliver nedgjort som værende for "omkostningstung" i regeringens byggepolitiske strategi side 89. Hvis der findes et signal i byggebranchen, som får bygherrerne op i det røde felt, så er det truslen om, at deres indtjening her og nu bliver mindsket. Når der så oven i købet glemmes, at der findes flere certificeringer end de anførte, så kan det ikke længere betragtes som en misforståelse men i bedste tilfælde som sjusket research af forfatterne til strategien.

Men, endnu en gang tak for, at du har slået fast, at regeringen stadigvæk støtter DGNB certificeringssystemet.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten