Renault: Vi vil tilbagekalde gamle biler for at bringe emissioner ned

Motorstyringen på eksisterende Renault-modeller skal opdateres for at få emissionerne ned, fortæller Renault, der er klar med flere detaljer om tilbagekaldelser om en måneds tid.

Selv om Renault ifølge de foreløbige oplysninger fra bilfabrikanten selv og flere franske ministre ikke ser ud til at have installeret software, der kan snyde NOx-tests, i deres biler, vil bilfabrikanten alligevel tilbagekalde en del gamle modeller og som minimum opdatere motorstyringen for at nedbringe bilernes emissioner. Det fortæller Fabienne Barbey, der er leder af Renaults presseafdeling.

»Som minimum kommer vi til at gøre noget ved softwaren i de biler, der allerede er på vejene. Vi er i gang med at udarbejde en plan, men det er for tidligt at gå i detaljer med den på nuværende tidspunkt.«

Hvis man ikke benytter sig af alle de krumspring, som bilfabrikanterne må med den nuværende NOx-test, så udleder eksempelvis Renault Espace op til 25 gange mere NOx end den må ifølge EU's krav. Det viste en test foretaget for den tyske miljøorganisation Deutsche Umwelthilfe (DUH) i 2015. Nu vil Renault 'som minimum' opdaterer motorstyringen i nogle af deres gamle dieselmodeller for at bringe emissionerne ned, selvom de formelt ikke overtræder EU's testkrav. Foto: Deutsche Umwelthilfe (DUH)

I går kom det frem, at Renault er blevet ransaget af efterforskere fra generaldirektoratet for konkurrence, forbrugerforhold og svindel (DGCCRF). Generaldirektoratet undersøger, om franske bilfabrikanter ligesom VW-gruppen kan have unddraget sig myndighedernes krav om at reducere NOx-udledningen fra deres dieselbiler ved at installere software, der kunne detektere, at bilen blev testet, og ændre parametrene i motorstyringen, så NOx-udledningen gik i bund under testen. Ifølge flere franske ministre er der imidlertid ikke fundet tegn på, at Renault har snydt med testen.

Læs også: Ingen tegn på dieselsnyd hos Renault - men bilerne udleder for meget NOx

Renault udleder for meget

Hvad der til gengæld er fundet beviser på, er, at flere modeller fra Renault udleder for meget CO2 og for NOx under virkelige kørselsforhold. Det har en test foretaget af organisationen UTAC på vegne af de franske myndigheder afsløret. Præcis hvor meget mere Renaults biler udleder, er ikke blevet offentliggjort, men i 2015 målte den tyske bilistorganisation Adac ifølge Reuters, at modellen Renault Espace Energy dCi 160 udledte 11 gange mere NOx, når den blev testet efter den FN-udviklede standard WLTC, end når den blev testet efter EUs NEDC-standard. I samme test udledte Renault Kadjar Energy dCi 130 seks gange så meget NOx end tilladt. Desuden har en test foretaget for den tyske miljøorganisation Deutsche Umwelthilfe (DUH) vist at emissionerne var 13-25 gange så store end tilladt, hvis man gennemførte NEDC-testen med en varm i stedet for en kold motor. Renault protesterede dengang over målemetoden.

Læs også: Renault efterforskes for snyd med emissioner

Men nu vil bilfabrikanten alligevel gøre noget ved de eksisterende bilmodeller:

»Før sommeren næste år vil vi have helt konkrete tiltag på plads. Vi vil gøre en stærk indsats. Vi vil være klar til at melde mere ud om det, om en måneds tid,« siger Fabienne Barbey

Renault planlægger også, at accelerere introduktionen af NOx-reducende teknologier i nye biler.

»Vi investerer 373 mio. kroner i at mindske forureningen fra vores biler. I første omgang handler det om de motorer, vi allerede producerer, og på længere sigt om de motorer, der skal være klar til EU's nye krav omkring 2017,« siger Fabienne Barbey.

Kommentarer (4)

Jeg er imponeret over at se Renault vil kalde deres biler på værksted for at opdaterer deres motorstyring så bilerne kommer til at udlede mindre CO2 og NOx. Det er vist det man kalder service.

Jeg forstår dog intet om snakken med at Renualt pludeselig snyder med emmisionerne. ALLE biler i EU bliver testet under NEDC-cyklussen og de bliver alle godkendt under denne.
Selvfølgelig vil alle biler der bliver testet under andre forhold her WLTC-cyklussen anlede til helt andre tal. Man kan under ingen omstændigheder beskylde Renualt for noget her.

NEDC-cyklussen er blevet kritiseret i alle de år den har eksisteret og EU har nu endelig lovet at den bliver fjernet i 2017 eller senest 2018 såvidt jeg husker.

Lad nu være med at beskylde bilfabrikanterne for noget de ikke kan gøre for. De følger bare spillereglerne for NEDC. Når den nye test kommer vil de så følge et nyt sæt regler.

Tak til Renault fordi de har taget teten og vil yde den service at ældre biler nu med en mindre software opdatering kan blive mere miljøvenlige. Godt gået! :-)

  • 7
  • 1

Peugeot og Citroen har SCR systemet i billige biler, f eks 208. Så de er førende med at få lave NOx tal. Renault burde have gjort det samme. SCR er det eneste system, som giver lav NOx og lavt forbrug i en Dieselmotor.

  • 1
  • 0

SCR er det eneste system, som giver lav NOx og lavt forbrug i en Dieselmotor.

Hørt!
Da aviserne skrev, at både Renault og PSA blev ransaget, så vidste nogen af os godt at det var en and. Kun Renault blev ransaget, for de bruger ikke SCR med Adblue i deres biler.
At Renaults aktier så faldt 20% virker hysterisk. De er ikke eksponerede på det amerikanske marked som VW. Desuden har de sågar elbiler i fald kunderne vender sig væk fra diesel.
At Renault skulle blive straffet her i EU er heller ikke sandsynligt. Ikke sådan som Renault og den franske regering er fedtet sammen. Til gengæld er det også ministre, som skælder ingeniørerne ud nu...

  • 1
  • 0

Tak til Renault fordi de har taget teten og vil yde den service at ældre biler nu med en mindre software opdatering kan blive mere miljøvenlige. Godt gået! :-)

Under mødet https://politikenbillet.dk/events/22785-Di... kom det frem, at Renault slår EGR fra når udetemperaturen kommer under 17 grader. Som indlægsholderen tørt bemærkede, så er det 90% af tiden i Danmark ;)

Renault bekræfter den europæiske bilindustris lemfældige omgang med lovgivningen. Se evt artiklen https://ing.dk/artikel/naesten-alle-nye-di..., og hvordan FDM prioriterer medlemmernes værkstedsregninger over vores fælles indåndingsluft.

  • 1
  • 0