Renault crashtester sin nye elbil

På Renaults testcenter ved Lardy lidt uden for Paris sendte Renault torsdag en 1.800 kg tung rambuk med 50 km/h mod bagenden af deres nye elbil Fluence Z.E. På bagsædet sad tre test-dummies, som blev udsat for 28G, dvs. omkring halvdelen af, hvad der normalt er dødeligt.

Selve sammenstødet var overstået på under 70 millisekunder, og på den tid havde den 1580 kg tunge bil nået fra 0 til 28 km/h og tilbage til 0 igen på grund af energien fra rambukken. Da det ikke var en officiel test, var der ikke nogen egentlig konklusion, men passagerne havde formentlig overlevet uden væsentlige men.

En sådan crashtest mod bagenden udgør nogle helt nye problematikker, når det drejer sig om en elbil, der har et batteri på 250 kg i bagagerummet. Og det var derfor, Renault havde inviteret en del af den europæiske motorpresse til at overvære seancen - så Renault kunne vise, at der ikke er større risiko forbundet med at køre elbil.

Læs også: Se billeder fra Renaults crashtest af elbil

Læs også: Se slowmotion-optagelser af elbil i crashtest

Renault har tradition for at få højeste udmærkelse i den europæiske crashtest NCAP, men Fabrice Izzillo, EV range synthesis engineer, ville ikke kommentere på forventningerne til Fluence Z.E.

»Det er ikke en golfvogn - det er en Renault, så vent og se,« siger han.

Batteripakken var intakt

Deformationszonen i bagenden optog den værste energi fra sammenstødet, hvilket betød, at batteripakken var intakt, og de fire punkter til quick-drop-funktionen, der skal muliggøre batteriskifte hos Better Place, stadig var funktionelle.

Et af de andre interessante problemer ved crashtest af elbiler er risikoen for at få stød, så Renaults ingeniører har været meget opmærksomme på at minimere risikoen for brud på den 400 volts hovedledning, som løber fra batteriet i bagagerummet til motoren mellem forhjulene.

Hovedledningen er placeret i midten af bilen, og samtidig er den rent fysisk afskærmet med et skjold. Ved sammenstødet var der ingen brud på den elektriske linje, og det viste, at Renaults sikkerhedssystem til afkobling af strømmen havde fungeret korrekt.

Hvis en airbag udløses, slår et relæ til batteriet fra samtidig. Hvis man kun er ude for et mindre sammenstød, det Renault kalder et 'light crash', slår strømmen fra, men her er det muligt for føreren, at 'genstarte' bilen.

I den forbindelse forklarer Fabrice Izzillo, at Renault har gjort meget ud af samarbejdet med redningstjenester og har derfor udviklet materiale i forbindelse med bjærgning fra Fluence.

I en situation med en havareret bil er det første, redningsmandskabet skal gøre, at fjerne en prop, der sidder i bunden af batteriet ved højre baghjul. Den virker efter samme princip som en almindelig stikkontakt, og når den bliver fjernet, er der således ikke forbindelse mellem polerne.

Diagnosticering af batteriet

På spørgsmålet om batteriet havde taget skade, svarede Fabien Duboc, safety performances manager:

»Som regel er det sådan, at hvis der ikke er ekstern skade på batteriet, så er der heller ikke intern skade,«.

Men man kan ikke være sikker endnu, fordi man ikke havde fjernet batteriet fra den netop crashede bil, tilføjede han.

Derimod kunne Fabien Duboc fortælle, at Renault havde udviklet en procedure, der diagnosticerede problemerne ved et batteri, så man nemmere kan reparere batteriet eller genbruge dele.

»Det er ikke sikkert dette batteri virker, men moduler og så videre kan formentlig bruges igen,« lyder det fra Fabien Duboc.