Interessen for danske studerendes deltagelse i øko-ræset Shell Eco-marathon, der næste år finder sted i Rotterdam i Nederlandene, er massivt stigende. For første gang deltager fire danske hold, og Aarhus Universitet Herning er med for første gang.
»Vi har tidligere haft nogle studerende, der byggede en vindmølle ind i et køretøj, som de arbejdede hårdt med, men det var ikke rigtigt koordineret ind i et undervisningsforløb. Det ville vi gerne prøve at gøre - plus vi her i Herning gerne ville lave noget tværfagligt med de studerende i Aarhus,« siger projektleder, lektor og elektronikingeniør Morten Opprud fra Aarhus Universitet Herning.
Herning-projektet anvender en modificeret version af et eksisterende design, kaldet PACCAR II, som er udviklet af ETH Zürich, og som har vundet prototypeklassen i løbet adskillige år i træk.
Integrerer flere fagområder
Projektet har deltagelse fra flere fagområder, bl.a. business og kommunikation, mekanik og elektronik fra både AU Herning og IHA (Ingeniørhøjskolen i Århus).
»Blandt andet er der tilknyttet to mekanikstuderende, der samtidig er store cykelentusiaster og ved en masse om simulering af vind og rullemodstand. Samtidig er vores elektronikstuderende fra tredje semester med og nogle kommunikationsstuderende også med inde over,« fortæller Morten Opprud.
De kommunikationsstuderende skal dels sørge for at brande projektet og gøre det bredt kendt, og dels skal de bidrage med at skaffe eventuelle sponsorer.
»Vi som ingeniører kan som regel godt lide at nørde med et eller andet, men vi er jo også interesserede i at finde frem til sponsorer, der evt. kan være med til at sponsere vores kulfiberkompositmonokone,« forklarer Morten Opprud.
Læs også: DTUs økoracer får kulfiberfælge på under to kg stykket
Ud over at være et sammensat hold råder de studerende også over gode værksteder og faciliteter til fremstilling af prototyper i metal, træ eller glasfiber, elektronik samt 3D-print i plast, forklarer lektoren.
Navngivet efter Solens vinkel
Økoræseren fra Herning er døbt Zenith 33, hvilket refererer til Solens vinkel i Rotterdam i midten af maj næste år. Solens vinkel har betydning, da de deltagende køretøjer må have 0,17 m2 solceller monteret.
»Lige nu har vi omkring ca. 25 deltagere på projektet, men der er plads til flere,« understreger Morten Opprud.
Aarhus Universitet Herning overvejer desuden med afsæt i projektet at etablere et valgfag, der vil rumme både elektronik og mekanik, hvor de studerende som semesterprojekt kan arbejde på forskellige optimeringer af køretøjet, fortæller lektoren.
Selve løbet er meget enkelt: Kør længst på det, der svarer til en liter benzin. Omkring 200 hold forventes at slippe gennem nåleøjet og deltage i løbet. De fire danske hold kommer fra Aarhus Universitet Herning, DTU og Aalborg Universitet, der deltager med to biler.
DTU er med deres Roadrunner forsvarende mestre i klassen UrbanConcept.
Læs også: Roadrunners slår rekorden i Eco-marathon
Dokumentation
Shell Eco-Marathon
AU HERNING OG IHA ER MED I KAMPEN OM EN PLADS I SHELL ECO-MARATHON EUROPE 2013
