Rejsekort tættere på leverandør

Forhandlingerne om en leverandør til det nye rejsekort, der skal gøre rejselivet lettere, er gået ind i en tættere fase. East-West Danmark er nu eneste tilbudsgiver, som er inde i billedet.

Rejsekortet er et landsdækkende billetsystem til den kollektive trafik, baseret på chipkort. Det vil, når det efterhånden tages i brug fra engang i 2007, erstatte de eksisterende klippe- og periodekort og i stor udstrækning også kontantbilletter.

Bestyrelsen i Rejsekort A/S har hidtil forhandlet med tre tilbudsgivere, men har nu valgt UNISYS og TranSys fra. Sidste spiller er dermed East-West Denmark, der er består af Thales e-Transactions CGA og Accenture I/S - Danmark.

Konsortiet har samarbejdsaftaler med TDC, DM-data og Octopus Card Limited, der opererer verdens største rejsekortsystem i Hong Kong.

Rejsekort A/S forventer, at en betinget aftale kan være på plads i januar 2005. Først når Folketingets Finansudvalg og de enkelte trafikselskaber har godkendt DSBs og Metroens deltagelse, er kontrakten endeligt godkendt, og projektet igangsat.

Rejsekort A/S består af HUR, DSB, Ørestadsselskabet, Storstrøms Trafikselskab, Vestsjællands Trafikselskab, Vejle Amts Trafikselskab og Nordjyllands Trafikselskab.