Rejsekort-gevinst hænger i en tynd tråd

625 millioner kroner. Så mange penge har DSB foreløbig skudt i elektroniske togbilletter. Det viser Rigsrevisionen rapport om rejsekortet.

Ifølge rapporten er det yderst usikkert, om det ender med at blive en god investering for landets største transportselskab.

Rigsrevisionen har forsøgt at gennemgå DSB's forretningsplan for rejsekortet og starter tilbage i 2005, da kontrakten blev underskrevet. Dengang viste forretningsplanen et overskud, i revisorsproget en "positiv nutidsværdi", på 169 millioner kroner.

DSB: Rejsekort får flere passagerer ind i togene

DSB forventer, at rejsekortet får flere passagerer til at hoppe på toget. Ifølge prognosen fra 2005 ville fremgangen blive 4,5 procent i hovedstaden og 2,5 procent i resten af landet.

»Merindtægterne var begrundet med, at når passageren havde rejsekortet i sin pung, ville passageren være mere tilbøjelig til at bruge de offentlige transportmidler. Derudover forventedes der mindre snyd,« skriver Rigsrevisionen.

Imidlertid gjorde landets busselskaber det for et år siden klart, at de ikke tør budgettere med, at rejsekortet giver flere passagerer. Og holder fremgangen ikke, så forsvinder den gode investering også, fastslår Rigsrevisionen.

DSB: Det bliver en god forretning trods forsinkelser

Hvis der kommer én procent flere passagerer i stedet for de 2,5-4 procent, som DSB venter, så giver investeringen underskud på 116 millioner kroner. Selv en forsinkelse på blot et enkelt ville ifølge DSB-vurderingen fra 2005 få overskuddet til at falde med 45 procent til 92 millioner kroner.

Siden da er projektet forsinket mindst fire år. Alligevel fastholdt DSB i opdateringerne af businesscasen for rejsekortet i 2008 og 2010, at der stadig er tale om en god forretning. Rigsrevisionen skriver ikke, hvor stort overskuddet er.

Til gengæld skal der ifølge DSB's egne beregninger nu endnu mindre til at vælte læsset. Hvis der kun kommer 2 og ikke 2,5 procent flere passagerer i fjerntogene på grund af de elektroniske billetter, så er bundlinjen negativ.

Modsat DSB konstaterede busselskaberne sidste år, at de skal bruge 150 millioner kroner ekstra på rejsekortet i forhold til deres nuværende billetsystemer - hvert år i 15 år.

Det førte blandt andet til et samråd i Folketinget, hvor transportminister Hans Christian Schmidt (V) afviste, at de højere driftsudgifter var et problem.

Rejsekort-selskab får først overskud i 2010

Nu viser Rigsrevisionens rapport, at der er lang vej til overskud for Rejsekort A/S, det fælles selskab, som DSB, Metroselskabet og busselskaberne har oprettet for at indkøbe og drive de elektroniske billetter. Forsinkelserne betyder, at der ikke kommer indtægter fra brug af kortet til selskabet.

Oprindeligt havde bus- og togselskaberne forventet overskud i rejsekort-selskabet fra 2013. Det bliver der ikke noget af før i 2020, skriver Rigsrevisionen.

Det koster årligt 131 millioner kroner at drive rejsekortet, når systemet er helt færdig i 2014, fastslår revisorerne. Det beløb omfatter dog kun betalingen til Rejsekort A/S og leverandøren, franske Thales, ikke bus- og togselskabernes egne udgifter til de elektroniske billetter. Dem har Rigsrevisionen ikke undersøgt.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor skulle folk hoppe på toget hvis de ikke skal nogen steder?

  • 0
  • 0

"Hvorfor skulle folk hoppe på toget, selv hvis de skal nogen steder?" pga en ny type billet ?

Tak, vi har prøvet at køre i tog før.

Jeg rejser mere sporatisk med det offentlige, og jo mere ugennemskueligt systemet er, jo mere gider jeg alligevel ikke - slet ikke.

Jeg vil hellere betale benzin og bro for en alene tur til Jylland - end have bøvl med at sætte mig ind i 'noget smart' eller føle mig snydt pga. utrykheden omkring fejl i systemet.. Det er slet ikke beløbet - men jeg er 'ekstremistisk imod' at blive taget ved røven.

Men det rigtigt frygtelige ved ovenstående 'nutidsværdier' er deres meget store følsomhed overfor forudsætningerne.

Løber det ikke fint rundt med helt uændrede forhold og en tilbagebetaling på meget, meget få år - så glem det.

Går det blot lidt optimistisk godt - skal man blive ubegribeligt rig indenfor ganske kort tid.

PS! Der synes at være krav om at tjekke ud - Hvis jeg ikke bliver tvunget gennem en gate/sluse - så glemmer jeg det - med usvigelig sikkerhed - der er så skide uinteressant at huske på. Hvordan skal det ikke gå, hvis jeg med tiden også engang blive 'halv-dement' ?

Lars :)

  • 0
  • 0

Hvilken gevinst???

Er den teknologi ikke også forældet, jeg mener, på biblioteket, der kan man bruge sit sygesikringsbevis, og hvorfor ikke bruge mobilen i stedet? Jeg kan ikke se nogen som helst fidus i at have et ekstra kort at slæbe rundt på....

  • 0
  • 0

Rejsekortet kan blive en meget stor fordel for de rejsende fordi det dækker alle former for kollektiv trafik. Og andre former for små udbetalinger kan vel også komme på tale f. eks i kioskerne på stationerne Og så kan ALLE bruge det også dem der ikke har en mobil. Boe Jørgensen

  • 0
  • 0

Man skal ikke betale ekstra for at gå på en rulletrappe. Hvor ville det være nemmere hvis man heller ikke skulle betale ekstra for at hoppe på en bus eller et tog. Her er et stort besparelsespotentiale for samfundet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten