Regeringen: Corona-relateret forskning kan springe finansieringskøen over

Illustration: Nanna Skytte/Ingeniøren

Forskningsprojekter, der kan fremme patientbehandlingen eller udnyttelsen af kapaciteten i sundhedsvæsenet, kan nu se frem til at få hurtigere økonomisk støtte. Regeringen vil nemlig yde direkte tilskud til corona-relaterede forskningsprojekter ved offentlige eller private forskningsinstitutioner på op til 50,3 mio. kroner. Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Med de normale støtteordninger kan det tage op til 11 måneder at få godkendt finansieringen, men med det nye forslag kan forskning, der kan være til gavn under den nuværende corona-epidemi, altså springe køen over.

»Vores land – og resten af verden – står i en ekstraordinær situation. Og hvis nogle af vores dygtige forskere kan nå frem til resultater, der kan gavne behandlingen af patienter eller bidrage til, at vi udnytter kapaciteten i sundhedsvæsenet bedst muligt, så skal vi benytte os af det hurtigst muligt,« siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen.

Læs også: Tidligere SSI-direktør: Coronavaccine kunne ikke have været produceret herhjemme

Hastebehandling i hele systemet

Forskningsprojekterne skal overholde gældende lovgivning og derfor stadig godkendes hos relevante myndigheder, før de kan modtage tilskuddet. Derfor vil Sundheds- og Ældreministeriet tage initiativ til, at de forskellige instanser skal kunne hastebehandle godkendelsesprocessen. Videregivelse af data til brug i forskningsprojekter skal også kunne hastebehandles.

Samtidig er Uddannelses- og Forskningsministeriet sammen med universiteterne og sundhedsmyndighederne i gang med at identificere de relevante forskningsprojekter.