Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Reform af tog- og buspriser bremses af forældet it

Livet som pendler eller blot almindelig bruger af den kollektive trafik på Sjælland og de nærliggende øer kan minde om tilværelsen for en jævn bonde i den amerikanske hit-serie Game of Thrones.

En række familie-dynastier kæmper om magten og kontrollen over et kontinent. Imens forsøger bønder og borgere at navigere i det omskiftelige kaos det er at gennemskue, hvem der er ven og fjende, hvilke regler og magtstrukturer der nu gælder, og hvornår de passerer en forkert grænse.

Læs også: Sydsjælland er taberen i stor prisreform af den kollektive trafik

Ligeledes er den kollektive trafik på Sjælland og de nærliggende øer præget af en række dynastier med deres egne regler og dagsordener: Movia, DSB og Metroselskabet, der opererer med hele tre takstområder og fire takstsæt.

Resultatet er ifølge statsrevisorerne et virvar af takster præget af 'en kompliceret rabatstruktur, ulogiske priser med pludselige prishop og uens priser for sammenlignelige rejser.'

Overgang glider let med rejsekortet

Stærkt tilskyndet af Rigsrevisionen og politikerne har Movia, DSB og Metroselskabet forsøgt at finde frem til et fælles takstsystem for hele Sjælland og de nærliggende øer. Fem år har opløbet til det arbejde taget, og de gennemskuelige, mere enkle takster bliver omsider en realitet efter nytår.

Alligevel udestår der fortsat en mærkværdighed og en knast i det, der ifølge trafikselskaberne er en af de største reformer af priserne i den kollektive trafik siden 1970'erne.

Mærkværdigheden består i, at prisreformen godt kunne have været en realitet allerede nu. Alligevel skal pendlerne altså fortsat væbne sig med tålmodighed. Forsinkelsen skyldes de it-billetsystemer, som trafikselskaberne anvender.

»Nogle af it-systemerne er ikke helt unge. De har svært ved at håndtere den nye takststruktur for Sjælland,« siger Eskil Thuesen, centerchef i Movia, som udtaler sig om den nye prisreform på vegne af alle trafikselskaberne.

I forbindelse med rejsekortet er der tale om et moderne it-system, så det er blot små justeringer, der skal på plads, før rejsekortet er klar til brug i et fælles takstsystem for hele Sjælland. Men it-systemerne for både billetter og periodekort volder kvaler.

Svær opgave for gamle it-systemer

Besværet skyldes, at i den nye prisstruktur rejser og betaler du efter et zone-rejsekort, hvis du rejser inden for to til otte zoner. Strækker din rejse sig ud over otte zoner, skal du betale for enkeltbillet eller periodekort. Sådan en rejse defineres som en relation, og det kan eksempelvis være en relationsrejse fra Næstved til København.

»Det er to forskellige principper at beregne takst ud fra, og at få de to principper ned i samme takstsystem er vanskeligt,« fortæller Eskil Thuesen.

Illustration: Grafik: Movia

Konsekvensen er blandt andet, at lange periodekort - altså ud over otte zoner - ikke længere kan sælges på bemandede salgssteder eller fornys her.

»Det kan vi hverken håndtere med DSB's eller Movias systemer. Derfor har det været vigtigt at få periodekortet ud på rejsekoret, så der kommer et alternativ til de kunder, som har brug for et periodekort på ni zoner eller længere,« siger Eskil Thuesen.

Styrelse vil fjerne pensionist-rabat

Når prisreformen træder i kraft efter nytår, er den ikke fuldbyrdet. Tre særlige typer rabatter og tillæg mangler at blive ændret - eller helt fjernet - for at passe ind i det nye takstsystem.

Kvalitetstillægget til metroen, der er lovfastsat som en del af finansieringen af Metrocityringen og tænkt som et tillæg på 1 krone på alle metrorejser. Hertil kommer så de forskellige ungdoms- og pensionistrabatter fra de gamle takstområder.

Når det gælder rabatten til pensionisterne har Trafikstyrelsen allerede været ude med en klar anbefaling: Fjern den rabat, som både Movia S og DSB giver.

I så fald skal de sjællandske pensionister betale omkring 50 procent mere for at komme ud at rejse med Movia eller DSB. Derfor inkluderer Trafikstyrelsens forslag også en anbefaling om at indføre et pensionistkort ved siden af rejsekortet i Movia S’ område. Den sag følges særligt tæt af Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.

»Det er ikke elegant, hvis pendlerne skal have to rejsekort. Men det er vigtigt, at vi bevarer de billige periodekort, og så må vi forsøge at luge uhensigtsmæssighederne ud hen ad vejen,« har han udtalt til ing.dk.

Hos Movia, Metroselskabet og DSB er man svar skyldig på nuværende tidspunkt.

»Med pensionisterne ved vi lige nu ikke nok om, hvad der er klogt at gøre,« siger Eskil Thuesen.

Det står dog klart, at de nuværende pensionistrabatter opretholdes i Hovedstaden og på Vestsjælland. Det vil sige, at nu nuværende pensionistperiodekort på pap til enten tre zoner eller til hele takstområdet (det såkaldte mimrekort) fortsat sælges.

På Sydsjælland og Lolland-Falster er der i dag ikke periodekort. Det indføres med Takst Sjælland også for pensionister, så pensionisterne her kan få tre-zonerskort og mimrekort til samme pris som gælder for resten af Sjælland. Til gengæld ophæves den rabat, pensionister på Sydsjælland og Lolland-Falster i dag får på deres rejsekortrejser.

For rejser mellem takstområderne kan pensionister i dag få en særlig rabat på rejsekortet. Den ophæves. Til gengæld bliver rejsekortrejser generelt cirka 30 procent billigere end enkeltbilletter. Uden for myldretiden er der desuden off-peak rabat, så den samlede rabat for bliver ca. 45 procent.

Fakta: Principperne for hovedprodukterne er i den nye prisreform

  • Enkeltbilletter udstedes som ringzonebillet (billetter gyldige til et antal zoneringe uden om den zone, hvor man påbegynder rejsen) til og med 8 zoner, dog kan de udstedes som relationsbilletter (fra en defineret afgangszone til en defineret ankomstzone) fra 4 zoner. Rejser på 9 og flere zoner udstedes altid som relationsbilletter.
  • Rejser med rejsekort beregnes som zoneafstanden i fugleflugt, som det sker i dag (fugleflugt defineres i lige linje fra en afgangszone til en ankomstzone via check-ind og check-ud). I dag gælder off peak-rabatten på 20 pct. uden for myldretiden ikke for rejser på tværs af takstområderne. Det ændres, så der nu gives off peak-rabatter på rejser på hele Sjælland..
  • Periodekort til og med 8 zoner udstedes til at gælde de gennemkørte zoner (alle zoner, der gennemkøres på rejsen skal fremgå af periodekort), mens de udstedes som relationsperiodekort fra 9 zoner og derover.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Mimrekortet er vel noget af det letteste, at have med at gøre. Både når det skal udstedes, og når de anvendes, hvor det eneste der skal kontrolles under rejsen, er om det er gyldigt, og om der rejses i spærretiden.

Ad hensyn til bureaukratisk forenkling, så vil Trafikstyrelsen fjerne det og forhøje priserne for os pensionister med mindst 50 pct. Igen et eksempel på en instans, der ikke inddrager hvilken social betydning mimrekortet har for mange pensionister. Kortet er med til at bryde den isolation, som mange ældre befinder sig i. Det giver de mange, der kun har den "nøgne" pension, mulighed for at komme rundt, besøge fjerntboende familie og venner, eller blot en tur ud i det blå.

Det er slut, hvis Trafikstyrelsen kommer igennem med sit forslag. Og den risiko er bestemt til stede, for især blå politikere har i årevis argumenteret med, at blot fordi folk bliver 65, så bør dette ikke i sig selv udløse rabat. Og der er så mange velstillede pensionister, der sagtens kan betale fuld pris. De ser hermed bort fra, at ikke alle ældre befinder sig i samme tunge lønklasse som de pågældende blå politikere og embedsmænd, der jo har sikret sig solide pensionsordninger, den dag de holder op på arbejdsmarkedet.

Så hold nallerne væk fra mimrekortet.

  • 8
  • 3

Pensionistkortet på rejsekortet ???? Mange pensionister er IKKE med på IT/nemid/e-boks hvordan skal de komme ud og se med who-ever ? Butikkerne som "hjælper" med anskaffelse af rejsekortet er særdeles få, og svære at finde når man ikke er deltager i IT-verdenen, plus at for disse mennesker kan optankning kun ske på stationerne hvor alle vil kunne se hjælpeløsheden stillet til skue,samt suspekte personer misbruge denne svaghed, dertil kommer at for at sikre sig på alle tænkelige måder, (bla hvidvaskningsloven som bliver ekstremt overtolket af politiet som underviser butikkerne/bankerne) så nærmer samfundet sig hastigt at alt skal verificeres med nemid, og det er mange pensionister undtaget fra ! Er der nogen der er bekendt med "catch 22" ? Nu skal pensionisterne altså spærres inde !

  • 10
  • 3

Hvis man pga. indtægt og alder, her +65år skal betale mindre for offentlig transport så skal en kasse dame eller pædagogmedhjælper på deltid vel heller ikke betale fuld billetpris da de jo heller ikke har en løn ala en embedsmand? Så er vi ude i at billeterne skal betales efter evne og så har du da først et grotesk system. Problemet er den klassiske danske millimeter retfærdighed så længe den skal tilfredsstilles så bliver tingene aldrig effektive og simple. I stedet for at lave 117 sær undtagelser hvad så med bare at sænke prisen for alle?

Og til journalisterne, offentligtransport findes ikke kun i og omkring hovedstaden selvom man nemt kunne få det billede ud fra artiklerne, at et hjørne af DK ikke kan finde ud af det er ikke det samme som hele landet. Fakta er at der er for mange kokke og ingen politikere med nosser nok i hovedstadsområdet til at gøre noget det kunne simpelt løses ved enten at slå det hele sammen til et eller at politikerne definere et zone system og zone takst gældende for alle uanset om det er metro eller bus du tager så er betalingen til transportøren den samme. Men det er nok for enkelt og der vil være for få chefer og konsulenter der får nogle ben at gnave i så hellere beholde det nuværende...

  • 11
  • 2

Den ny enkle prisstruktur lyder overhovedet ikke enkel. Der holdes fast i forskelligt taktsystem alt efter rejsens længde og et grotesk udbud er særregler.

Det kan gøres meget bedre: Lad hele Sjælland bestå af én zone til fast pris. Det vil være nemt for alle at forstå og øge mobiliteten samt "belønne" folk uden for København, da de vil få billigere transport til at fra byen.

Personligt kan jeg dog være ligeglad. Efter 30 år som nærmest religiøs tilhænger af offentlig trafik, har familien for længst anskaffet en bil da nedskæringer på lokale busser og prisstigninger i praksis har gjort det umuligt for os at bruge det offentlige. Med bilen er det nemmere, hurtigere og billigere. Vi kommer nok aldrig tilbage. Desværre.

Det ændrer dog ikke på at jeg selvfølgelig støtter et forenklet takstsystem.

  • 10
  • 2

@Jesper Jepsen

Modsat pensionister så har yngre mennesker en større chance for at få sig et bedre betalt job samt de førtidspensionister der også nyder godt at rabatten så er mange af dem helt ude af stand til at forbedre deres indkomst eller komme rundt uden DSB mv.

Så derfor er din sammenligning ikke gangbar.

Hvis vores samfund ikke har råd til at give pensionister i alle aldre en god rabat så er det sgu et fattigt og småligt samfund.

Så hold fingerene væk fra pensionisternes rabatter.

  • 6
  • 3

Så hold nallerne væk fra mimrekortet.

Der sker ikke ændringer i mimrekortet. Det fastholdes i hovedstaden og på Vestsjælland. Det indføres nu også på Sydsjælland og Lolland-Falster, hvor der ikke er pensionistperiodekort i dag.

Pensionistperiodekortet vil fortsat kunne købes som pap-periodekort. Herudover indføres det som periodekort på rejsekort på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det skyldes, at pensionisterne her i dag bruger rejsekort med pensionistrabat.

  • 4
  • 2

Det grundlæggende problem er at ingen tør gøre op med takstzonerne. De er ganske unødvendige i dag. Begregn hvor lang tid en rejser fra A til B skal vare og takser efter det. Så er alle problemer løst. Giv pensionisterne et rejsekort og lad deres tilhørende profil beregne pensionistrabat.

Det kræver så at Rejsekortet kommer til at fungere og at tjekind/ud-standerne bliver spredt ud over perronerne så man kan komme til - også i myldretiden

  • 5
  • 1

Sådan et stykke af vejen er mimrekortene god økonomi. Det er myldretiden, der afgør, hvor mange busser og chauffører, der skal være ansat. Mimrekortene får pensionister til at lade være med at køre i bus i myldretiden, og derfor skal der ikke bruges så mange busser og chauffører. Så mimrekortet slår to fluer med et smæk: De giver en ikke særligt velstillet gruppe af borgere billig transport, og de nedsætter behovet for kapacitet i de offentlige transportselskaber.

  • 7
  • 2

Livet som pendler eller blot almindelig bruger af den kollektive trafik på Sjælland og de nærliggende øer kan minde om tilværelsen for en jævn bonde i den amerikanske hit-serie Game of Thrones.

Problemet med manglende gennemskuelighed er næppe så stort, som det så dramatisk udfoldes i ovenstående passage al den stund, at passagererne tilsyneladende har formået at gennemskue "udfordringerne" de sidste 40 år.

Faktisk finder jeg det ærgerligt, at Hans Jørgen Ramussens indsigtsfulde pointe fra i går om, at Movia, DSB og de øvrige trafikselskaber med takstreformen nu afliver muligheden for til en fast pris at købe et netkort, der giver én ubegrænsede rejser i hovedstadsregionen ikke har fået mere plads i Ingeniørens dækning af reformen. Ret beset er der tale om et paradigmeskift, at betaling for rejser med den offentlige trafik fremover i langt højere grad kobles snævert til ens pendlermønster og/eller lokalområde, hvorfor idéen om den offentlige befordring som et seriøst alternativ til privatbilismen må siges at være fraveget:

Ikke alene bliver mange pendlere ramt af kraftige prisstigninger, men de får også et betydeligt ringere produkt for den forhøjede pris. I stedet for at kunne anvende deres netkort i hele hovedstadsområdet, skal der nu betales ekstra, hvis en Nordsjælland-København-pendler vil besøge familien i f. eks. Vallensbæk. Derfor skal der ikke mange familiebesøg til, før omkostningerne ved kollektiv trafik definitivt passerer, hvad det koster at privatlease en bil. En anden grotesk konsekvens af rejsekortets mangler er, at den danske hovedstadsregion herved får en unik særstilling i Europa: Man kan ikke længere købe et netkort til hele regionen, men må nøjes med et stykke mangelfuld black-box-teknologi bygget op omkring forne tiders 'en ligeud'-princip, uden at ane hvad de månedlige udgifter til offentlig transport vil ende med blive, hvis man agter at bruge kortet til andet end bolig-arbejdssted-trafik. I resten af Europas større byer og regioner vil man som hidtil kunne købe et periodekort, der til en fast pris giver ubegrænset adgang til at blive transporteret i hele den pågældende region efter det allezoners-princip, som Movia nu har besluttet at aflive. Dette svarer lidt til, at internetudbyderne ville afskaffe nutidens fastpris-afregning til fordel for fortidens forbrugsafregning. Men det bliver givet til glæde for bilbranchen, der herved får yderligere et godt salgsargument for at anskaffe et lille nyt privatkøretøj til familien.

Kilde: https://ing.dk/artikel/sydsjaelland-tabere...

Politikerne bevarer formodentlig deres ikke-sporbare frikort til ubegrænsede rejser med offentlig befordring, så de oplever næppe reformen som en kvalitetsforringelse.

  • 6
  • 0

Man kunne gøre al rejse med tog og busser gratis. Så er der ingen udgifter til kontrol, billetautomater, billet-IT, osv.

Ja, det vil koste noget at gennemføre, og det vil givetvis kræve mere kapacitet (hyppigere afgange) i busser og tog, men det vil gavne mobilitet og mindske privatbilisme. Hvis man samtidigt afskaffer transportfradraget på selvangivelsen, er noget af udgiften tjent ind.

Evt. kunne rejser over Storebælt koste lidt (da der er afgift for biler), og færgeture behøver heller ikke at være gratis (af samme grund).

  • 8
  • 3

Citat: "I forbindelse med rejsekortet er der tale om et moderne it-system, så det er blot små justeringer, der skal på plads"

Er det en naturgiven ting, at det kun er små (underforstået: nemme) justeringer, bare fordi det er et moderne system?

Og anviser rejsekortets hidtidige historie, at det er et system, hvor der bare lige skal drejes på en knap eller to?

/Bo

Edit: der manglede noget: det er ikke fordi, jeg specielt vil hakke på rejsekortet. Men, efter at have arbejdet med IT-systemer i over 25 år, så bliver jeg bekymret når nogen tager for givet, at "bare" fordi noget er nyt, så er det uproblematisk. Vi gør det bedre og bedre, men historien antyder, at vi stadig ikke gør det hverken perfekt eller nemt

  • 5
  • 0

Betaling af billetter, check in og ud af rejsekort osv tager tid, og det gør busserne langsommere. Det betyder dårligere udnyttelse af busser og chauffører. Det er faktisk en væsentlig del af udgiften ved at håndtere betalingen for rejserne. Det er tvivlsomt om det kan betale sig at tage betaling på landet, hvor busserne ofte kører halvtomme rundt.

  • 3
  • 0

Så har jeg hørt det med:

"I forbindelse med rejsekortet er der tale om et moderne it-system"

Ok, så Windows CE er moderne?

Det er moderne at busserne kun opdateres en gang i døgnet?

Det er moderne at der skal gå flere timer fra der er sat penge ind på kortet til det kan bruges?

Det er moderne at man ikke lige kan skifte betalingskort?

Det er moderne at passagererne skal scanne kortet hver gang de skifter transportform?

Det er moderne at turister er totalt prisgivet?

Osv, osv.

Men jeg vil gerne medgive at den totale overvågning nok tilgodeser visse individers indstilling til hvad der skal være moderne.

  • 6
  • 1

Faktisk finder jeg det ærgerligt, at Hans Jørgen Ramussens indsigtsfulde pointe fra i går om, at Movia, DSB og de øvrige trafikselskaber med takstreformen nu afliver muligheden for til en fast pris at købe et netkort, der giver én ubegrænsede rejser i hovedstadsregionen ikke har fået mere plads i Ingeniørens dækning af reformen.

Det er rigtigt, at netkort - eller allezonerskort - ikke længere er en mulighed efter reformen. Baggrunden er, at når der skal være ens og gennemskuelige regler for hele Sjælland, kan vi ikke bevare et særprodukt for hovedstadsområdet.

Allezonerskortet har været en fordel for pendlere i hovedstaden, fordi du højest har skulle betale for 9 zoner, uanset hvor langt du rejser. Den fordel har man ikke haft, hvis man er pendler uden for hovedstadsområdet.

Eksempelvis koster et allezonerskort fra Store Heddinge til København 1385 kr. om måneden, og man kan frit rejse i hele takstområdet. Et periodekort fra Faxe til København koster 1640 kr. om måneden, og giver kun mulighed for at rejse på den strækning, det er købt til.

  • 1
  • 0

Tror du ikke, jeg ved det? Det er bare ikke altid, det kan lade sig gøre at checkke ind og ud udeh at forsinke af- eller påstigning. Hvis vi siger, det koster 1 sekund per kunde, så bliver det til minutter på en hel tur.

  • 0
  • 2

Man kan diskutere om alder skal være en social begivenhed?

Jeg kan sagtens se det rimelige at nogle pensionister kan få offentlig transport til en rimelig pris, men det bør studerende jo også kunne, osv.

Og som nævnt, så er der også nogle indtægtsgrupper der er økonomisk dårligere stillet end pensionister, uden de kan få næsten gratis transport.

Så i stedet for det er trafikselskaberne der skal give en rabat, så burde det måske være de sociale myndigheder der i stedet tildelte kortet til værdigt trængende - og kortet skal stadig være simpelt at bruge, mao. det skal ikke være en hindring for bevægeligheden.

Men så har vi jo allerede hældt godt op af flasken, og så er spørgsmålet om ikke ligeså godt vi kan gå hele vejen som Torben er inde på - det ville garanteret også medføre at turismen i Danmark vil stige, i modsætning til nu, hvor man nærmest gør alt hvad man kan for at afskrække turister.

Som samfund står vi over for nogle radikale ændringer i de kommende år, bla. pga. robotteknologien, som gør at det er tvingende nødvendigt at omtænke hele vores skattesystem og aflønning af borgerne, og i fortsættelse af det også den offentlige transport - så hvad vil det egentlig koste samfundet at gøre offentlig transport gratis, vejet op mod at vi garanteret vil se en stigning i aktiviteten (når det f.eks. ikke mere koster penge at passe et deltidsarbejde).

I øvrigt er der i Sverige det der hedder vejfærger, der bla. betjener nogle småøer, som er gratis at benytte.

  • 3
  • 0

Det er rigtigt, at netkort - eller allezonerskort - ikke længere er en mulighed efter reformen. Baggrunden er, at når der skal være ens og gennemskuelige regler for hele Sjælland, kan vi ikke bevare et særprodukt for hovedstadsområdet.

Jeg kan forstå, at harmoniseringsprincippet har været så stærkt knæsat, at det slet ikke kan tænkes, at der har ligget andre motiver til grund for afskaffelsen af allezonerskortet til ugunst for de 1,7 mio. indbyggere i hovedstadsområdet - som eks. trafikselskaberne og kommunernes historiske harme over "den uretfærdige fordeling af billetindtægter".

I harmoniseringens navn betyder det formodentlig så også, at adgangen til at købe ubegrænset offentlig befordring i hovedstadsregionen via Copenhagen Card forsvinder?

http://www.copenhagencard.com/whats-included

  • 0
  • 1

I harmoniseringens navn betyder det formodentlig så også, at adgangen til at købe ubegrænset offentlig befordring i hovedstadsregionen via Copenhagen Card forsvinder?

Hej Kristoffer, der ændres ikke på turistprodukterne, heller ikke Copenhagen Card.

Og blot for en god ordens skyld: Takstreformen er provenuneutral. D.v.s. at hverken DSB, Metro eller Movia får større billetindtægter som følge af omlægningerne. Så de merindtægter, der kommer, når allezonerskortet forsvinder, gå bl.a. til at reducere taksterne for pendlere på rejser fra Vest- og Sydsjælland til Hovedstaden.

Eksempler på prisændringerne kan læses på: https://www.moviatrafik.dk/om-os/videncent...

  • 0
  • 0

Man kunne gøre al rejse med tog og busser gratis. Så er der ingen udgifter til kontrol, billetautomater, billet-IT, osv.

For ikke at snakke om Salgs personale og og og og ...

Det groteske er jo, at det er jo brugerne af den offentlige transport, der er ejerne. Så IMHO har man fået vendt tingene på hovedet, i vanlig offentlig NPM stil, og fået gjort ejerne, som er dem der skal serviceres, til kunder .. der skal malkes for midler.

Det er også derfor, at vi ser groteske elementer i cost modellerne når man regner på om 'det kan betale sig' at lave offentlig transport gratis. Det være sig i form af faldet i indtægter fra afgifter på privat biler. Altså.. det drejer sig om at få høstet så meget som muligt fra borgerne i form af skatter og afgifter, og desuden drejer det sig om at bruge så lidt som muligt på at servicerer de selv samme borgere.

Det er 'helt kørt af sporet'.

// Jesper

  • 4
  • 1

Jeg kan sagtens se det rimelige at nogle pensionister kan få offentlig transport til en rimelig pris, men det bør studerende jo også kunne, osv.

Du ser mimrekortet som en rent social foranstaltning. Mimrekortet har også den virkning, at der stort set ikke er pensionister, der kører i bus i myldretiden, og det sparer mange penge, fordi der så ikke skal bruges så mange chauffører og busser. Studerende kan ikke lige flytte deres transportbehov bort fra myldretiden, for de beslutter ikke, hvornår undervisningen starter og slutter, og de skal også møde på bestemte tider på deres studenterjob.

  • 1
  • 0

... forudsætter uændret adfærd fra de kunder, der oplever kraftige prisstigninger i sammenhæng med et væsentligt forringet produkt. Forestiller man sig, at disse kunder i stedet reagerer med at lease en bil i stedet for at betale mere for mindre, er det ikke længere provenu-neutralt - for Movia, altså ....

  • 3
  • 0

Det er moderne at busserne kun opdateres en gang i døgnet?

Det er moderne at der skal gå flere timer fra der er sat penge ind på kortet til det kan bruges?

Det er moderne at man ikke lige kan skifte betalingskort?

Det er moderne at passagererne skal scanne kortet hver gang de skifter transportform?

"Here we go again"

Det var et bevidst valg ikke at være on-line.

Følger af det foregående og gælder optankninger via nettet.

Er vel ikke knyttet til systemet men en fejlagtig/dårlig proces/instruks.

..og man skal stadig vise billet/kort (i busser)

systemet kan være nok så moderne - det hjælper bare ikke hvis procedurerne stadig er de gamle.

Som altid med digitalisering: Optimer - forenkling - implementer.

  • 0
  • 1

Der er mange af "ejerne" (skatteydere), der ikke er brugere i nævneværdigt omfang.

Det er således kun en delmængde af ejerne der er brugere i nævneværdigt omfang, og derved opstår ønsket om delvis brugerbetaling, så de der har nytten også er med til at betale, mens de der ikke har nytte så "kun" skal resten (det skattefinansierede tilskud).

Det argument hører man hele tiden om skattefinansierede goder: "Jamen, der er nogen (underforstået mig), der ikke bruger det, så hvorfor skal alle (underforstået jeg) betale til det?"

Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen skattefinansieret gode, der bruges ligeligt af alle, og en del bruges aldrig af en stor del af befolkningen (universitetsuddannelser, biblioteker, sportsanlæg, kulturarrangementer, osv.). Men at kræve brugerbetaling på dette giver en masse bureaukrati og muligheder for snyd, uden at det bliver mere fair af den grund, for det kan sagtens være dem, der har mindst råd, der skal betale mest i brugerbetaling.

  • 2
  • 1

Det argument hører man hele tiden om skattefinansierede goder: "Jamen, der er nogen (underforstået mig), der ikke bruger det, så hvorfor skal alle (underforstået jeg) betale til det?"

Er det ikke det der er den primære grund til at have et fællesskab, ja et samfund med sammenhængskraft i det hele taget (altså at alle betaler)?

Selv om vi allesammen spytter i kassen, så er det ikke ensbetydende med at vi allesammen bruger alle mulighederne, men de er tilstede når vi så gerne vil bruge dem.

Lidt ligesom en forsikring (i hvert fald før det udviklede sig til mere at dreje sig om aktieudbytte) - vi betaler allesammen en præmie, så vi individuelt kan være sikrede, hvis der indtræder en hændelse vi ikke selv har råd til at betale.

  • 2
  • 0

Okay mit spørgsmål lod sig let besvare ved et opslag i faktabladet om cykler:

Cykler kan medtages i tog og busser i henhold til særlige gyldighed s-regler. Som udgangspunkt tænkes disse regler ikke ændret i forbindelse med implementering af Takst Sjælland. I nogle transportmidler medtages cykler gratis, mens der i andre opkræves betaling efter det landsdækkende cykeltakstsystem.

Harmoniseringen er åbenbart ikke vigtigere end, at man godt kan fortsætte med differentierede prismodeller for cykelbilletter. Til gengæld sættes prisen selvfølgelig op fra 13 kroner til 30 kroner for at tage en cykel med fra København til Rødvig. (Og fra 39 til 30, hvis der er nogen, der kunne finde på at tage en cykel med i toget fra København til Rødby).

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten