Olien, som weekendens tømmermandsmenu er blevet tilberedt i, kan fremover blive genbrugt til havs. I tre år har den hollandske virksomhed Goodfuels arbejdet på at omdanne brugt vegetabilsk olie til en type brændstof, der kan erstatte bunkerolie og olie med et lavt svovlindhold, som der blandt andet er krav om at bruge Øresund.
I september gennemførte virksomheden så to tests – én med rederiet Samskip, hvis containerfartøj Samskip Endeavour fik 22.000 liter om bord til turen over Atlanten og én med det danske rederi Norden, som sendte sin handysize produkttanker Nord Highlander fra Rotterdam til Tallin i Estland. Det skriver Goodfuels og Norden i to pressemeddelelser.
Ingen negativ påvirkning
Nordens tur mod Tallin skulle teste, om biobrændstoffet performede lige så godt som det traditionelle brændstof, det skulle erstatte, fortæller Norden i sin pressemeddelelse.
»For at sammenligne, hvordan motoren reagerede på biobrændstof som et alternativ til fossilt brændstof med lavt svovlindhold, blev afrejsen fra Antwerpen foretaget på fossilt brændstof. Efter en visuel inspektion af motoren skiftede skibene til biobrændstof. I løbet af rejsen arbejdede motoren med forskellige belastninger i tilstrækkeligt lange perioder for at fastslå stabil ydelse. Efter testen blev der foretaget en visuel inspektion af motoren, som bekræftede, at motoren ikke blev negativt påvirket af biobrændstoffet.«
Ifølge Norden er CO2-udledningen fra Goodfuels brændstof nul, »hvis man måler fra tank til kølvand.« Måler man kredsløbet »fra udvinding til kølvand« er CO2-udledningen 85-89 procent lavere end fra sammenlignelige traditionelle brændstoffer.
70 procent lavere CO2-belastning
Biobrændstoffer kan hjælpe shippingbranchen med at leve op til den internationale maritime organisations mål om at reducere CO2-udledningen fra søtransport – målt ift. transportarbejdet – med mindst 40 procent i 2030 i forhold til 2008. Og med en yderligere målsætning om reducere med 70 procent i 2050.
Læs også: Verdens største containerskib skal sejle på gas
Endnu er der kun tale om målsætninger, men Norden håber, at flere kunder vil efterspørge biobrændsel, fortæller direktør Jan Rindbo til nyhedsbureauet Bloomberg.
»Næste år vil vi tilbyde det til et udvalg af vores kunder, der er særlig opmærksomme på CO2-udledningen, og så opskalere det derfra.«
Ikke nok affaldsolie
Ud over de tekniske udfordringer med at genbruge olien fra restauranter er der også det rent praktiske, at olien faktisk allerede bliver indsamlet og genbrugt i dag til at producere biodiesel og andre produkter som sæbe, glycerin og dyrefoder.
Læs også: Rederier vil sætte sejl på fragtskibene
Den problematik er rederiet dog ikke blind overfor.
»Norden anerkender, at biobrændstof ikke nødvendigvis er den eneste løsning i det lange løb men tror dog, at anden generations biobrændstof i høj grad kan bidrage til at reducere vore CO2-udledninger her og nu.
