Redaktionens favoritter: Hvis der er liv i rummet, hvordan ser det så ud?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Redaktionens favoritter: Hvis der er liv i rummet, hvordan ser det så ud?

I filmen ‘Arrival’ ligner de kloge blæksprutter, og i ‘Edge of tomorrow’ er de farlige monstre med lange tentakler. Tanken om, hvordan rumvæsner ser ud, tryllebinder mennesker og sætter fantasien i gang, men spørger man forskerne, så står alle muligheder ikke åbne. Hvis liv findes på andre planeter, så må det følge nogle grundlæggende kemiske og fysiske regler, og det giver et hint om, hvordan liv kan se ud, mener forskerne.

Nogle gange skal man bare følge de helt store spørgsmål og gå linen ud. Hvor mange har ikke ligget på ryggen, kigget op i stjernehimlen og tænkt: “gad vide, hvordan liv derude må se ud”. Det spørgsmål tog jeg videre til en række forskere og en tegner. Jeg elsker den slags historier, hvor man ved, at man ikke får svar, men ved man bliver klogere af jagten. - Thomas Djursing, tendensredaktør. Illustration: Nanna Skytte

Men først må vi have en idé om, hvad der kendetegner liv. Ifølge den danske astrobiolog og fysiker Uffe Gråe Jørgensen fra Niels ­Bohr Institutet er entropi et helt centralt begreb for at forstå liv. Entropi er nemlig udtryk for graden af uorden i et system, hvorimod liv er kendetegnet ved, at det skaber orden i kaos.

Illustration: Emil Landgreen

»Liv må fundamentalt være noget, som mindsker entropien lokalt og øger den i omgivelserne,« siger han og tager Jorden som et eksempel:

På vores blå planet har vi organismer, der vokser og skaber orden gennem processer som fotosyntesen, der skaber ilt, som er yderst reaktivt og bringer atmosfæren ud af ligevægt.

»Det er også forklaringen på, at vi i jagten på exoplaneter bruger teleskoperne til at kigge efter systemer, der er bragt ud af ligevægt. Det er tegn på liv, ligesom ilt er tegn på liv,« siger han.

Så langt så godt. Men hvis der er liv, hvad består det så af?

Snarere E.T. end syre-aliens

På den ene side bruger forskere – fra Nasa til Niels Bohr Institutet – det kopernikanske princip som advarsel mod, at vi sætter os selv i centrum og anskuer liv på andre planeter med udgangspunkt i, hvordan det er på Jorden. På den anden side er der bred enighed om, at byggestenene til liv må ligne dem på Jorden.

På Jorden består 95 procent af atomerne i levende organismer nemlig af kulstof, ilt og brint, og de tre (sammen med helium, der er inert) er de mest almindelige elementer i universet.

‘Derfor kan du vædde på, at liv på andre planeter også vil være skabt af et lignende miks af de elementer. Omvendt kan man sige, at hvis liv på Jorden hovedsageligt var sammensat af for eksempel molybdæn, bismuth og plutonium, så var der grund til at tro, at vi var noget særligt i universet,’ skriver astrofysiker Neil deGrasse Tyson på Nasas hjemmeside, hvor han også diskuterer liv i rummet.

Skrøbeligheden er det offer, vi bringer ved at være intelligente væsner. Og vi mangler at finde ud af, om intelligens er et smart evolutionært træk.Tina Ibsen, astrofysiker

I den optik virker hårdføre rumvæsner som aliens med syre i stedet for blod ret urealistiske. Så passer en lille, sød og skrøbelig E.T. bedre på profilen.

Ekstremofiler overgår fantasien

Ét element er nok særlig centralt: kulstof. Det er nemlig det eneste atom, der kan binde lange kæder af komplekse molekyler. Nogle forskere spekulerer over, om silicium kunne erstatte kulstof i organismer på mærkværdige planeter, men det bliver hurtig en kompliceret affære. Er man et væsen baseret på silicium og for eksempel indånder ilt, så vil de kemiske love sige, at man udskiller siliciumdioxid, som er sten eller kvarts.

»Kulstof må være rygraden i liv. Det indgår i alle de byggesten, vi kender fra dna til aminosyrer. Kulstof giver de lange molekylekæder, så vi kan lagre information og mindske entropien,« siger Uffe Gråe Jørgensen.

Godt så! Liv skaber orden i kaos og består af kulstof. Men hvordan ser det så ud?

Her er der plads til fri fantasi, og astro­fysikere som Neil deGrasse Tyson og den danske astrofysiker Tina Ibsen er ofte forundrede over science fiction-filmenes mangel på opfindsomhed.

»Alene på Jorden er livet så utroligt varieret, at vi har svært ved at begribe det. Ekstreme dyr, såkaldte ekstremofiler, lever jo i alt fra syresøer til klipper, på indersiden af vulkaner og i det iskolde dybhav,« siger Tina Ibsen.

Tag for eksempel de bittesmå bjørnedyr på 1,5 mm, der lever overalt på Jorden af at udsuge plante- og dyreceller. De ligner teddybjørne og tåler radioaktivitet, ekstreme temperaturer, tryk, æter, alkohol og kortere ophold i rummet. Og så kan de genoplives efter hundreder af år.

»Liv udvikler sig i et utal af retninger alt efter de begivenheder, der former det. Men det er usandsynligt, at præcis samme kæde af begivenheder er sket i andre verdener som på Jorden. Så liv vil formentlig minde om Jordens, men være anderledes,« siger Tina Ibsen.

Tegning: Emil Landgreen Illustration: Emil Landgren

Intelligens er farligt

Men spørger man den danske astrofysiker, hvad hun forventer, at vi vil finde derude engang, så er det ikke intelligent liv, men små ekstremofile dyr. Og det har hun en interessant forklaring på.

»Simple organismer som ekstremofile dyr har overlevet i milliarder af år og kan klare det meste. Men jo mere specialiseret liv bliver, desto mere skrøbeligt bliver det også. Tag os mennesker. Vi kan ikke klare mere end 42 i feber, så dør vi,« siger hun.

I det lys er invasionen i H.G. Wells’ klassiske science fiction-novelle ‘Klodernes kamp’ både realistisk og urealistisk. Det virker forkert, at rumvæsnerne fysisk vil ankomme i deres høje trebenede dræberrobotter ved navn Tripods. På den anden side bliver deres skrøbelighed udstillet, da de dør af en virus. Ligesom den kloge E.T. bliver syg i 80’ernes Spielberg-klassiker.

»Skrøbeligheden er det offer, vi bringer ved at være intelligente væsner. Og vi mangler at finde ud af, om intelligens er et smart evolutionært træk,« siger Tina Ibsen.

»Atomvåben og klimaforandringer tyder på, at det er ret uklogt at være intelligent, hvis man vil overleve på langt sigt.«

Hvor bliver de af?

Den betragtning er Uffe Gråe Jørgensen enig i, og han forventer, at vi vil finde langt større mængder mikroorganismer end intelligent liv derude. Men der er et modargument:

»Intelligent liv kan tilpasse sig, rejse og manipulere med omgivelserne, og i min optik er teknologisk udvikling en naturlig følge af intelligens. Intelligente væsner vil ikke bare lave ingenting. De vil stille spørgsmålet ‘hvorfor’, og så vil de udforske verden omkring sig,« siger Uffe Gråe Jørgensen, der dermed nærmer sig det uundgåelige spørgsmål: Hvorfor har vi ikke fået besøg?

Til det spørgsmål lyder svaret: Fordi der er meget lidt liv derude, og måske intet intelligent.

»Med vores voksende viden om exoplaneter peger stadigt mere på, at vores solsystem er helt unikt. Og rent filosofisk kan man sige, at hvis vi ikke var unikke, så ville liv logisk set være alle mulige steder omkring os,« siger Uffe Gråe Jørgensen, hvilket leder ham frem til det såkaldte Fermiparadoks.

Fermiparadokset siger, at hvis intelligent liv har udviklet sig andre steder, så burde vi have været kontaktet for længst. Ergo findes det ikke.

»Vores civilisation har kun været her et spiltsekund af universets tid, og med vores udviklingshastighed er det utænkeligt, at vi ikke om nogle tusinde eller millioner år kan rejse rundt i galakserne. Det er utænkeligt, at det samme ikke ville gælde andre livsformer, hvis de fik nogle millioner år til det,« siger han.

Science fiction-nørderne lader sig dog ikke påvirke af Fermiparadokset og står klar med et hav af mulige forklaringer, der involverer alt fra paralleluniverser til tidsforskydninger, og at rumvæsnerne er her, men at vi ikke kan se dem.

Vand er godt, men ikke for koldt

Hvis vi tager udgangspunkt i astrobiologernes idé om liv som kulstofbaseret og jordlignende, så åbner det mulighed for at udpege mulige beboelige områder både i vores solsystem og udenfor.

I øjeblikket er det især Mars, hvor forskerne jagter mikroskopisk liv, men andre yndlingsbud er ismånerne Europa og Enceladus, der kredser om henholdsvis Jupiter og Saturn. Under isen er der nemlig tegn på et stort hav af flydende vand

»Med lidt fantasi kunne man forestille sig mærkværdige fisk, rejer og hvirveldyr under isen, ligesom man ser liv under Jordens poler,« siger astrofysiker Michael Quaade, der er tidligere formand for Astronomisk Selskab.

Han minder om, at liv formentlig udvikler sig bedst i vandige opløsninger.

»Kulstof har brug for at skabe forbindelser. I luftform samler kulstofatomerne sig ikke, og de er stivnede i fast form. I vand eller anden opløsning kan forbindelserne opstå,« siger Michael Quaade, der dog er bekymret for temperaturen på ismånerne.

Han minder om, at livet under Jordens poler ikke opstod her, men på varmere steder og udviklede sig til at kunne leve i koldt vand.

Livet er en gåde

Uden for vores solsystem har forskerne udpeget tusinder af mulige beboelige planeter, men vores viden om dem er meget begrænset. En af de mest berømte exoplaneter er Proxima b, der ‘kun’ ligger fire lysår væk og kredser om den røde dværgstjerne Proxima Centauri. Planeten kan i princippet indeholde vand, atmosfære og et jordlignende klima. Men om det er nok til, at liv opstår, aner forskerne ikke.

»Det mærkværdige ved liv er jo, at vi ikke selv kan skabe det, selvom vi har prøvet masser af gange,« siger Tina Ibsen.

»Vi kender alle ingredienserne til livet fra aminosyrer til dna, og opskriften er heller ikke helt ukendt. Men det er, som om vi ikke kan sætte det i gang.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis denne står til trone i al evighed, så er den en god grund til at vi ikke har set andet end jordisk liv, og at vi heller aldrig kommer til at rejse mellem galakserne.

  • 1
  • 6

Der er jo den egenskab ved hastighed at den strækker tiden så tæt nok på lyshastighed kan man vel nå rundt i det meste af mælkevejen og folk tog jo gerne på togt på havet i gamle dage
så der skal nok være folk der vil selvom ens kære så er borte forlængst

  • 2
  • 1

så er den en god grund til at vi ikke har set andet end jordisk liv, og at vi heller aldrig kommer til at rejse mellem galakserne

"It has been theorized[2] that a self-replicating starship utilizing relatively conventional theoretical methods of interstellar travel (i.e., no exotic faster-than-light propulsion, and speeds limited to an "average cruising speed" of 0.1c.) could spread throughout a galaxy the size of the Milky Way in as little as half a million years."

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Self-repli...

  • 5
  • 0

Det havde væretinteressant om denne artikel havde en mulighed for en meningstilkendegivelse. Artiklen er ihvertfald kandidat til rekord i læserkommentarer.

Med respekt for Uffe Gråe Jørgensen, så er hans spekulation en hypotese, som kun tiden kan underbygge eller afkræfte.

Andre kan have mere eller mindre underbygede hypoteser, men alle vil også være spekulation.

Hvis man antager, at de kendte naturlove gælder overalt, og det er også en hypotese, så kan - som artiklen - spekulere i kemien, og dermed som udgangspunkt tro på en kulstof-baseret base for liv.
Fint nok.

De ekstreme antal stjerner, og eet bevis for teknokratisk liv (dvs. på Jorden) kan opstå på 5-6 mia. år, rummer for mig en uafviselig sandsynlighed for tilsvarende - eller mere udviklet - mange (utælligt mange) i intelligente livsformer.

Jeg er langt mere usikker på kontaktmuligheder. Det kan ikke udelukkes, at der er langlivede civilisationer, som kan udnytte de kendte muligheder for rumrejse OG som kan affinde sig med rumforskning der tager halve og hele millioner år......
Det er måske umuligt, eller der findes muligheder vi ikke kender.

Men jeg tror gerne, at jeg ville opleve både opdagelsen og kontakten.

  • 2
  • 0

Mennesket er som biologisk væsen skabt til livet på en planet og har en livslængde på ca 100 år. Hvis man tager udgangspunkt i det enkelte menneske er stjernerejser ikke mulige fordi det indebærer at rejsetider på mange tusinde eller titusinder af år (Rejsehastigheder tæt på c er i praksis ikke mulige). Hvis man tager udgangspunkt i mennesket som art kan tidsproblemet overvindes ved at sende mennesket til stjernerne i form af dets genetiske kode som så kan benyttes til at skabe/genskabe det fysiske menneske hvor de rette betingelser til stede.

Denne strategi forudsætter eksistensen af kunstigt intelligens som beskrevet i John Johansen kommentar ovenfor. Er rumskib uden intelligens vil ikke kunne rejse til andre solsystemer baseret på algoritmer som det har med hjemmefra men må besidde egentlig intelligens til at kunne agere i det fremmede miljø . Støtte fra Jorden er selvfølgelig ikke en option pga responstiden når skibet er flere lysår væk.

Kunstig intelligens er altså en forudsætning for at vi kan sprede os ud i rummet. Og fordi en sådan intelligens være være os enormt overlegen vil det samtidig betyde vi ikke længere er herre i eget hus. Og hvem ved om de nye herrer overhovefet ser nogen grund til at sprede menneskets genetiske materiale til andre planeter?

Under alle omstændigheder vil kunstig intelligens være et resultat af en evolutionær udvikling, fra biologisk til maskinintelligens. Og højst sandsynligvis en nødvendig forudsætning for at vi ikke går til grunde som art på Jorden. Det er jo paradoksalt idet maskinintelligens netop betyder at vi som biologisk art - om ikke går til grunde - så ikke længere styrer udviklingen men har udspillet vores rolle. Hvis vi er larven så er den kunstige intelligens sommerfuglen.

  • 3
  • 1

Der findes en alge som vokser uden på rumstationen og nede i Stevnsfortets mørke. Så der må være liv mange steder i mælkevejen.
Når det ikke er muligt at lave liv fra atomer i et reagensglas så skyldes det at der ikke kan være et verdenshav i et reagensglas i en million år. De første organismer levede meget langsomt, som dråber, der voksede og delte sig når de blev store nok.

Intelligent liv og en teknisk civilisation har mange vanskeligheder ved at opstå. Der skal være store kontinenter, der skal være arter, som er egnet til husdyr. Klimaet skal være stabilt så man kan dyrke landbrug. Det er også nødvendigt med skibe, og med egnet træ til skibsbygning. Der skal også være stenkul. Det gode stenkul stammer fra den samme korte periode, overalt på jorden.

  • 1
  • 5

Intelligent liv og en teknisk civilisation har mange vanskeligheder ved at opstå. Der skal være store kontinenter, der skal være arter, som er egnet til husdyr. Klimaet skal være stabilt så man kan dyrke landbrug. Det er også nødvendigt med skibe, og med egnet træ til skibsbygning. Der skal også være stenkul

Mnjae!
Der er, faktisk intet at det, du nævner der er væsentligt for at en teknisk civilisation kan opstå!
Kontinenter? Vås!
Husdyr? Dobbeltvås!
Landbrug var ikke et behov for homo sapiens, gennem de første ca. 190.000 år!
- Hvad er din pointe?
Træ til skibe? Hvorfor træ, hvorfor skibe?

  • 2
  • 0

Mon ikke intelligente væsner har behov for syn?
Logisk set, bør der være to synsorganer, for dybdeskarphed, og de bør være placeret højt.
Organer for opfangning at lyd, bør ligeledes være mindst i par.
Medmindre der er tale om insekter, burde de ligne noget vi ville kunne genkende.

Hvis vi forestiller os noget, hvilket som helst, der findes på Jorden, går man sikkert ikke helt galt i byen!

  • 1
  • 0

Fermiparadokset siger, at hvis intelligent liv har udviklet sig andre steder, så burde vi have været kontaktet for længst. Ergo findes det ikke.

Gad vide om Australiens indbyggere brugte samme argument omkring år 1600?.

  • 5
  • 0

Med milliarder af planeter at udforske i vor galakse, er det næppe overraskende, hvis en evt. udforskningsrejse endnu ikke er nået til Jorden - hvis den altså ikke var på besøg for nogle hundrede millioner år siden.

  • 1
  • 0

Omkring bjørnedyr (Tardigrader) vil jeg sige, at langt de fleste arter, som jeg har fundet, ikke er større end 0,3 til 0,5mm. Mig bekendt er der vist kun en Grønlandsk art, som når de 1,5 eller 2mm.

For øvrigt, så ligner de kun teddybjørne, hvis man syntes teddybjørne har otte ben.

  • 2
  • 0

Iøvrigt, er det ikke en kraftig inspiration fra den meget berømte Anomalocaris vi ser i tegningen, der illustrerer artiklen?

  • 0
  • 0

Tina Ibsen har ret i at man ikke kan skabe liv.
Fordi Livet er uskabt, og har altid været, evigt.
Der er aldrig nogensinde nogen, der har set 'det levende', direkte.
Rummet og stoffet, er ikke 'det levende', men det levendes 'iklædning', noget 'det levende' gør, skaber, iklæder sig.
Al stof, organismer, m.m. er gjort af evighedens bevægelses-principper, der ikke er skabte eller stoflige, men evige.
Grundlæggende består Alt og Alle dybest set af det samme,
den samme evige grundanalyse.
Forestillingen om at drage 'ud i rummet' på udkig efter livet/det levende er 'ba-bu-bil'-perspektiv, eller science fiction.
Alle væsner er rum-væsner, alle væsner skaber deres egen tid.
Alle væsner er på rum-rejse, rejsen tegner tiden.
Kort fortalt.

  • 1
  • 5

For øvrigt, så ligner de kun teddybjørne, hvis man syntes teddybjørne har otte ben.

Jeg synes sgu de ligner små bjørne meget godt. Ikke i detaljen selvfølgelig. Men de har altså nogle træk i deres kropsbygning, der får vores mønstersøgende menneskehjerner til at tænke på bjørne.
Det er lige som min Georg Jensen termokande. Den har hverken, ben, fjer, hale eller vinger. Alligevel er alle straks klar over at den må hedde anden.

Og så er tardigrader jo iøvrigt helt utrolige dyr.

  • 1
  • 0

Gad vide om Australiens indbyggere brugte samme argument omkring år 1600?.


Det er ikke relevant, fordi de jo kom samme sted fra.

hvis den altså ikke var på besøg for nogle hundrede millioner år siden.


Hvis der var, så var den blevet kolonialiseret.

Faktisk er jorden, som den så ud for ca. 1 mia. år siden, det som vi leder efter. En planet som vi kan rejse til, som ikke er beboet af intelligent liv, og som vi derfor kan kolonialisere uden at skulle gå i krig med de eksisterende beboere.

  • 2
  • 1

På den anden side bliver deres skrøbelighed udstillet, da de dør af en virus. Ligesom den kloge E.T. bliver syg i 80’ernes Spielberg-klassiker.

Det er faktisk (endnu) en af de ting som er urealistiske. En virus er baseret på en cellestruktur, og DNA system som går igen hos reelt alt levende på jorden. Det er mildt sagt utænkeligt at celler og DNA er kompatible, hvis det fremmede liv overhovedet har den slags.

Det er så mere sandsynligt at vi kan spise hinanden, selvom det faktisk heller ikke er givet.

  • 2
  • 0

Hvis en planet ser tilbydende ud, så er der vist ingen grund til at afvise den med smålige hensyn som andet liv og krig.


Den teknologiske forskel skal være noget stor. Du skal lige huske på at alle dine højteknologiske våben, skal du lige flytte mindst et par hundrede lysår, før du kan gå i krig. Foruden at våben som vi kender dem i dag, kræver et stort logistisk apparat bag dem.

Prøv at forestille dig det, og hold det så op mod en planet med 7 milliarder styk intelligente væsner.

  • 0
  • 0

Jo, for det havde de næppe nogen erindring om. Ligesom europæerne på Columbus' tid ikke have nogen erindring om, at andre på et tidspunkt var migreret til Amerika.

[/quote]
Fermiparadokset siger, at hvis intelligent liv har udviklet sig andre steder,[/quote]

Jeg vil sige at det et to forskellige ting. Livet i Australien, Amerika og Europa er jo ikke udviklet forskellige steder, det er den samme stamme.

Det eneste relevante kunne være at der har været besøg flere gange, og at de hver gang har efterladt DNA. Det hænger dog ikke sammen med, de spor vi kan se efter udviklingen af mennesket, og hvorfor skulle vi så ikke vide det, endsige starte ud med en mere avanceret civilisation.

  • 0
  • 0

En planet som vi kan rejse til, som ikke er beboet af intelligent liv, og som vi derfor kan kolonialisere uden at skulle gå i krig med de eksisterende beboere.

Vi kommer ikke til at rejse til andre planeter iført vores jordiske hylster men i givet fald som maskinintelligens. Det er den eneste måde vi kan rejse til stjernerne på. Glem Buck Rogers. Derfor er det også begrænset hvor meget vi kommer til at strides med de lokale beboere om resourcer. Vi vi måske hellere hente det vi har brug for til vores reproduktion (selvreplicerende rumskibe) fra objekter uden liv - måner, kometer og den slags.

  • 1
  • 1

Det er tankevækkende at mælkevejen har omkring 200.000.000.000 stjerner hver med et ukendt gennemsnitligt antal planeter.
Der er over 200.000.000.000 galakser, så antallet af stjerner med planeter er formentligt over 40.000.000.000.000.000.000.000 stjerner med hver gennemsnitligt over 5 planeter.
Det skulle være meget mærkeligt hvis der ikke et eller andet sted ud over os skulle findes liv.
Det endnu mærkeligere er hvorfor alt dette består og spørgsmålet er om det ville bestå, hvis der ikke var intelligent liv til at iagttage det.
Hvilket ekstraordinært spild af energi, hvis alt dette bestod uden der var nogen der vidste det eller nogensinde ville få det at vide.

  • 1
  • 4