Reaktorkerner på britiske atomkraftværker slår revner

7. oktober 2014 kl. 07:599
Reaktorkerner på britiske atomkraftværker slår revner
Illustration: EDF Energy.
En ny og alvorlig type revner i de grafitcylindre, der omkapsler brændselsstavene, kan true planerne om at holde liv i de gamle britiske atomkraftværker.
Artiklen er ældre end 30 dage

Briterne har fået et problem af de større med deres atomkraftværker. Som et af de eneste steder i verden – Rusland gør det også – bruger briterne grafit-brændselscylindere i den inderste kerne af reaktoren. Grafit-brændselscylinderne, som hver er en meter høj, er den del af reaktoren, som modererer de nukleare reaktioner, og som er essentielle for en sikker drift. Det skriver BBC News.

Basalt set er grafitcylinderne de beholdere, som de radioaktive brændselsstave sænkes ned i, når der skal produceres energi. I alt er der omkring 3.000 af disse grafitcylindere i en reaktor.

Men siden atomkraftværket Hunterston-B begyndte at producere strøm i 1976, er disse grafitcylindere blevet svagere. De har tabt vægt, og flere af dem er begyndt at slå revner. Eksperter mener dog ikke, at revnerne er et problem, så længe de ikke findes i mere end 10 procent af cylinderne, og at de ikke taber mere end 15 procent af deres vægt.

Mens revnerne i Hunterson-B og søsterværket Hinkley-B findes på mellem en og to procent af brændselscylindrene, er reaktorerne på Haysham og Hartlepool allerede oppe på fem procent. Og grafitcylinderne kan ikke skiftes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men nu er nye revner blevet fundet i Hunterston-B's kerne 4, og eksperter peger på, at revnerne er af en ny type, som er mere seriøs.

Sikkerhedsregler siger, at hvis det nye problem kommer over en vis smertetærskel, så må reaktoren lukke. Værket var i sin tid planlagt til at lukke i 2016, men energiselskabet EDF vil holde det kørende til 2023. De planer kan dog være i fare med de nye revner, konkluderer BBC.

Samtidig kan revnerne markere enden for Hunterson-B og de øvrige Advanced Gas Cooled Reactors, som genererer omkring 15 procent af Storbritanniens elektricitet.

»Det menes, at revnerne til sidst vil påvirke mange af cylinderne, og at det kan være en livsbegrænsende egenskab ved reaktorerne,« sagde dr. Laurence Poulter fra Office for Nuclear Regulation til en gruppe eksperter på et møde i Manchester for nylig, rapporterer BBC.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De gaskølede reaktorer producerer en meget stor del af den engelske energi, og de skal helst holdes kørende, indtil den nye Hinkley-C reaktor i Somerset står færdig i 2023 – eller senere. Spørgsmålet er ifølge Poul Mummery, som er ekspert i nucleare materialer ved Manchester University, om det er økonomisk muligt.

»Reaktorerne er knirkende og viser tegn på alder. De får brug for en masse arbejde og investeringer for at holde især de ældre reaktorer kørende ud over årtiet,« siger han til BBC.

EDF har allerede 200 personer på deres grafit-program, som er dedikeret til at tackle problemet, og de investerer årligt 300 millioner pund – lidt mere end 2,8 milliarder kroner – på at holde deres atomkraftværker kørende.

9 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
9
8. oktober 2014 kl. 18:58

Det skorter normalt ikke på kommentarer fra denne lobby og helst når det ikke er temaet for debatten, melder en fast gruppe sig på banen med mere eller mindre standardisere holdninger. Hvorfor så ringe tastetrang over for dette presente tema?

Revnedannelsen sker som forventet, så der er ikke meget at kommentere? Det er slidtage der ultimativt vil lukke AGR-værkerne. Det afgørende er så at UK får opstillet alternativ produktionskapacitet i tide. Gerne til en pris der kan betales.

8
8. oktober 2014 kl. 14:25

Er der nogen der ved hvorfor grafit materialet taber masse?

6
8. oktober 2014 kl. 11:15

Det skorter normalt ikke på kommentarer fra denne lobby og helst når det ikke er temaet for debatten, melder en fast gruppe sig på banen med mere eller mindre standardisere holdninger. Hvorfor så ringe tastetrang over for dette presente tema?

MVH, Martin

5
7. oktober 2014 kl. 13:17

Er det temperatursvingninger, der giver revnedannelsen?

4
7. oktober 2014 kl. 10:27

@ PHK + Karsten - tak :)

1
7. oktober 2014 kl. 08:35

Er det et sikkerhedsproblem med revner i moderator elementerne? Hvis neutronerne ikke bliver bremset tilstrækkeligt vil kerneprocessen vel gå i stå ? Er det ikke sådan at deres kollisionstværsnit falder med stigende hastighed?

Uden at vide det, så er det min mavefornemmelse at det et driftsproblem der ikke påvirker den primære sikkerhed af reaktoren.

Nogle der har et kvalificeret bud på om min mavefornemmelse er rigtig?