Rasende miljøfolk: Danmark ødelagde aftalen om at beskytte truede dyr

Rasende miljøfolk: Danmark ødelagde aftalen om at beskytte truede dyr

I tre år har Danmark - som det eneste land - modarbejdet arbejdet med at beskytte 69 truede arter i Østersøen og Kattegat, lyder anklagen fra miljøorganisationer, efter at en udvandet Helcom-aftale nu er landet.

Danmark bliver stemplet som det sorte får i det internationale Helcom-samarbejde, der skal sikre natur og miljø i Østersøen og Kattegat. Op til de endelige forhandlinger om beskyttelsen af 69 udryddelsestruede arter lykkedes det Danmark at få udvandet aftaleteksten så meget, at den stort set er meningsløs, lyder kritikken fra flere miljøorganisationer.

Danmark var det eneste af de ni Helcom-lande, som også tæller Estland, Finland, Tyskland, Letland, Litauen, Polen, Rusland og Sverige, med indvendinger mod den aftaletekst, der var skrevet af 88 førende eksperter fra samtlige medlemslande, undtagen Danmark, der også havde undladt at deltage i det tre år lange arbejde indtil marts måned sidste år.

»Danmark holdt sig helt væk fra samarbejdet i årevis. De har ikke sendt eksperter, og de har ikke deltaget i møder, før indtil sidste år, hvor de - som det eneste land - fik det hele udskudt, og nu er Danmark lykkedes med at udvande teksten voldsomt,« siger miljøorganisationen Oceanas finske miljømedarbejder, Hanna Paulomäki, der har siddet med ved flere af forhandlingerne gennem årene.

Hun undrer sig meget over Danmarks rolle, især fordi Sverige har haft en fremtrædende rolle, og har givet et særligt økonomisk bidrag til undersøgelserne.

Fra forpligtelse til overvejelse

København var ellers vært for et ministermøde i 2013, hvor listen over truede arter, den såkaldte rødliste, blev præsenteret. Ifølge listen er 69 af de 1.750 undersøgte arter udryddelsestruede, og tre er i dag uddøde på regionalt plan: den amerikansk atlantiske stør, den almindelige skade og sandternen.

I den oprindelige aftaletekst stod der, at landene forpligtede sig til at udarbejde handlingsplaner for at få skabe fremgang for de udryddelsestruede dyr og opnå en tilfredsstillende miljøtilstand inden 2021. I den endelige tekst står der blot, at landene kan 'overveje at', oplyser Hanna Paulomäki.

Også Greenpeace og Verdensnaturfonden (WWF) har lagt mærke til den danske rolle i Helcom-forhandlingerne.

»Det er trist, at det er lykkedes Danmark at udvande teksten så meget. Den endelige aftale er langt svagere end udgangspunktet, og det var et sent tidspunkt, at Danmark pludselig valgte at blande sig i alle mulige metode-diskussioner,« siger hav- og fiskeripolitisk medarbejder Mette Blæsbjerg fra WWF.

Flere af miljøorganisationerne gætter på, at det blandt andet har været frygt for torskefiskeriet i Kattegat, der har fået Danmark til at modsætte sig aftalen, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naturstyrelsen i dag.

Danmark blev også kritiseret for sin miljøprofil under klimatopmødet i Paris i december. Ved den lejlighed udråbte det internationale klimanetværk CAN International, der repræsenterer 950 ngo’er fra hele verden, Danmark til 'Fossil of the day'. Danmark blev indstillet af den britiske miljøorganisation Oxfam, som er utilfreds med, at den nuværende regering har skåret ned på ambitionerne om at reducere udledning af drivhusgasser.

Læs også: Danmark modtager antihæderspris - ’Fossil of the Day’

Læs den endelige aftale her:

4-9 Draft Recommendation on Conservation of Baltic Sea Species Categorized as Threatened

Kommentarer (18)