Rapport: USA's atommyndigheder slækker på sikkerheden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Rapport: USA's atommyndigheder slækker på sikkerheden

En årelang gennemgang af hundreder af rapporter fra USA's nukleare vagthund, NRC, viser, at myndighederne gentagne gange har slækket på sikkerheden på de aldrende amerikanske atomkraftværker.

Det er et hold fra nyhedsbureauet AP, der har gennemgået flere års kommunikation mellem operatørerne af atomkraftværker og NRC.

Ifølge rapporten, der er omtalt i Washington Post, har NRC blandt andet set gennem fingre med gentagne lækager fra slidte ventiler og tilladt op til 20 gange større udslip af radioaktive dampe, end de oprindelige sikkerhedskrav tillod.

»Vi ser et mønster. Man forsøger at få mere og mere ud af disse gamle kraftværker,« siger Dana Powers, der forsker i sikkerhed på atomkraftværker for Sandia National Laboratories og fungerer som ekstern rådgiver for NRC.

AP har gennemgået titusinder af sider med regerings- og industridokumenter, testresultater, inspektionsrapporter og lignende. Blandt andet har man gennemgået 226 'preliminary notifications', der er betegnelsen for advarsler om fremspirende sikkerhedsproblemer.

Problemer med rust og fejl

Ifølge AP tæller de blandt andet problemer med tilstoppede rørføringer, knagende komponenter, lækkende tætninger, rust, fejl på elektriske kabler og anden forværring af materiel på atomkraftværkerne.

Industrien har gentagne gange anmodet om, at retningen af disse fejl blev udsat i måneder og udbedret ved de årlige driftsstop, og det er blevet godkendt af NRC. Konsekvensen har blandt andet været, at problemer gentagne gange har fået lov at blive væsentligt forværret, før de endelig blev repareret, skriver AP.

NRC har også godkendt større radioaktive udslip fra sikkerhedsventiler end oprindeligt tilladt. Flere kraftværker har ikke kunnet leve op til de oprindelige amerikanske krav om maksimale udslip fra ventiler på 11,5 kubikfod i timen, men har fået lov til at slippe op til 200 kubikfod ud i timen.

Flere kraftværker har efterfølgende brudt de nye retningslinjer. Blandt andet havde Hatch2-reaktoren ved Baxley i Californien i 2007 et udslip på 574 kubikfod i timen, viser rapporter fra NRC.

Over 400 radioaktive udslip

NRC har også set gennem fingrene med problemer med korroderede rørsystemer. Den slags problemer førte i 1986 til, at fire teknikere døde på Virginas Surry2-reaktor efter at være blevet overdænget med skoldhed damp.

Der er også talrige eksempler på sprækker i stålrør i forbindelse med kraftværkerne og endda på reaktortanke som på Oyster Creek, USA's ældste atomkraftværk, hvor man i årevis har kæmpet med rustproblemer.

Ifølge Union of Concerned Scientists havde der i udgangen af september været over 400 radioaktive udslip fra USA's atomkraftværker. Og mens problemerne opstår som følge af alder og slitage - de fleste af USA's kraftværker er over 40 år gamle - skyldes NRC's villighed til at slække på sikkerhedskravene angiveligt pres fra industrien, der ikke har ønsket at bygge nye kraftværker på grund af de enorme anlægsudgifter.

Det er for dyrt, og det politiske miljø har ikke været til at bygge nye kraftværker, blandt andet som følge af Three Mile Island-ulykken. Endelig udgør atomkraft 19 procent af USA's elproduktion, og der har ikke været positiv stemning over for at lukke dele af elproduktionen ned, hedder det.

Sikkerheden ved at blive gennemgået

Industrien fastholder, at sikkerheden er i orden på kraftværkerne. Det samme gør NRC.

»At et kraftværk er 40 år gammelt betyder stort set kun, at blækket på driftstilladelsen er 40 år gammel. De fleste, hvis ikke alle, komponenter vil være skiftet ud,« siger Eliot Brenner, der er talsmand for NRC.

Ikke alle deler det synspunkt. Blandt dem er Ivan Selin, der er tidligere formand for NRC.

»Situationen svarer til, at vi alle kører rundt i Model T-biler og prøver at få opgraderet til moderne standarder,« siger Ivan Selin.

Efter Fukushima er NRC nu ved at gennemgå sikkerheden på samtlige 104 reaktorer. Rapporten ventes klar i juli.

Dokumentation

Læs hele artiklen i Washington Post

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Overskriften lader ane, at NRC "i fremtiden" slækker på sikkerheden.
Men de sidste linier afslører, at man (modsat) vil - og er igang med - at gennemgå sikkerheden - og rapportere om den.
Det er da nærmest det modsatte, ikk'?

  • 0
  • 0