Rapport: sikkerheden sejler på Forsmark

Det svenske kernekraftværk Forsmark, der ejes af Vattenfall, er i store problemer, efter at en intern rapport udført af tre medarbejdere har afsløret alvorlige sikkerhedsbrister på flere identificerede områder.

Blandt andet blev tre byggearbejdere ifølge rapporten bortvist efter en rutinemæssig alkoholtest i august. Selv om de tre ikke arbejdede i nærheden af de nukleare installationer, bliver der alligevel set med stor alvor på hændelsen, da Forsmark kører med en nul-alkohol politik.

Ifølge rapporten består sikkerhedsbristerne endvidere af flere ulykkestilfælde, mislykkede tests, fejlbedømmelser og så videre. Flere bedømmes som potentielle dødsulykker, oplyser svensk tv, SVT, der citerer fra rapporten:

"Bristen i sikkerhedskulturen beror på en længere tids degradering af Forsmarks sikkerhedskultur og har ledt til uacceptabelt mange og alvorlige brister i sikkerhedskultur og arbejdsmiljørisici".

SKI: Ingen fare for befolkningen

Det er vældigt alvorlige påtaler, understreger Leif Carlsson, der er chef for kernekraftinspektionen under SKI, Svensk Kernekraftinspektion. Han afviser, at de specifikke hændelser har påvirket sikkerheden for befolkningen, men ser dog med stor alvor på rapporten.

»Sikkerhedsniveauet på Forsmark skal omgående øges,« siger Leif Carlsson til SVT.

SKI har netop anmeldt Forsmark for håndteringen af hændelsen i sommer, hvor en del af sikkerhedssystemerne svigtede efter en kortslutning i en koblingsstation uden for værket. Ifølge Carlsson burde nødkølesystemet være slået til omgående.

»Det skete ikke, og det kan være et på grund af brud på SKI's regler. Derfor vil vi nu prøve sagen,« siger Carlsson.