Rapport: Lydangreb på amerikanske diplomater på Cuba skyldes elektromagnetisk stråling

7. december 2020 kl. 11:559
Rapport: Lydangreb på amerikanske diplomater på Cuba skyldes elektromagnetisk stråling
Illustration: MI Grafik/Lasse Gorm Jensen.
Man har nu undersøgt alle tænkelige årsager til amerikanske diplomaters pludselige høreskader og vurderer, at de mest sandsynligt er forårsaget af pulsererende elektromagnetisk stråling.
Artiklen er ældre end 30 dage

En nat i 2016 vågnede en diplomat ved den amerikanske ambassade på Cuba i sit hjem med kraftige smerter, en voldsom trykken i hovedet og en høj lyd i det ene øre. Efterfølgende rapporterede flere kolleger om lignende symptomer

Først i 2017 kom dette dog til offentlighedens kendskab, og der blev ivrigt spekuleret i mulige årsager.

Var der tale om et målrettet angreb med lyd- eller mikrobølgevåben, massehysteri, intermodulationsforvrængning eller kunne naturlige lyde fra fårekyllinger tænkes at være årsagen?

Læs også: Forskere graver i ‘lyd-angreb’ på amerikanske diplomater

Artiklen fortsætter efter annoncen

I ny en rapport fra The National Academies of Sciences, Engineering and Medicine er vurderingen nu, at symptomerne, som udover på Cuba også er indtruffet på personer tilknyttet det amerikanske konsulat i Guangzhou i Kina, bedst kan forklares med, at personerne har været udsat for pulserende elektromagnetisk stråling.

Ifølge rapporten kan andre årsager dog ikke fuldstændigt udelukkes, og der kan måske endda i visse tilfælde være tale om flere årsager, som kan være med til at forklare nogle af de forskelle i symptomer, som er fundet.

Forsøg vil ikke være etisk forsvarligt

Den eneste måde til at kunne få vished vil faktisk være at udføre forsøg, der kan påvise effekten, men sådanne forsøg kan ikke forsvares af etiske årsager. Af samme årsag er konklusionen ikke helt skarp.

I rapporten henvises dog til en lang række videnskabelige artikler og rapporter bl.a. fra Sovjet og Rusland, der påviser, hvordan pulserende elektromagnetiske stråling kan give sådanne symptomer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der henvises også til den såkaldte Frey-effekt opdaget af den amerikanske neurovidenskabelige forsker Allan Frey i 1961, hvor radiobølger kan give en høreeffekt hos både normalthørende og døve.

Frey udførte bl.a. forsøg med med en frekvens på 1,3 GHz som kom i 6 mikrosekunder lange pulser med en repetitionsfrekvens på 244 Hz, en spidseffekt på 267 mW/cm^2 og en gennemsnitseffekt på 0,4 mW/cm^2.

Hvilke frekvenser de amerikanske diplomater i givet fald har været udsat for er umuligt at sige, men mikrobølger forekommer i givet fald mest oplagt.

Andre årsager er usandsynlige

Rapporten har også set på nogle af de andre mulige forklaringer som f.eks. et kemisk angreb af en eller anden slags, eller at psykologiske faktorer har spillet ind. Men alle andre mulige årsager afvises som usandsynlige.

Til slut fremsætter rapporten en række anbefalinger, der skal gøre det muligt at dokumentere og tidligt afværge lignende former for angreb i fremtiden.

9 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
7. december 2020 kl. 18:03

Det er fremgået hist og her, at Danmark selv er ret langt fremme inde for lyd-teknologi. Fx skulle der vist sidde en del på Ålborg Universitet (og sikkert også andre steder i DK).

Kunne Ing ikke tage knoglen og bede vore egen landsmænd om en udtalelse: hvad ved de om disse redskaber, og er der virkeligt kun i Rusland, teknikkerne bruges og misbruges?

(Hver gang man trækker dette Rusland-bandit-kort, så ser jeg en 2 m høj bredskuldret kleppert for det indre blik. Skulende, med fremstående øjenbrynsbuer og sølvtænder. Sikre tegn på særlig grov kriminalitet. Findes selvfølgelig kun i særlige cirkler i Ø-europa).

7
7. december 2020 kl. 17:44

Mon ikke det var ambassadens eget jammerudstyr der gjorde. De har sikkert sikret ambassaden mod aflytning.

6
7. december 2020 kl. 17:38

Jeg synes den evindelige udpegning af Rusland som tilsyneladende eneste bandit på jordkloden, når det drejer sig om grov misbrug af avanceret it- lyd- og teleteknologi er lidt grinagtig (uden at tillægge samme land nogen som helst uskyld eller barriere mod et sådant misbrug).

Tilsvarende, at det ikke skulle være muligt at forske deri - af etiske årsager.

Jeg tænker: disse teknikker har må have været i omløb i årevis. Sammen med øvrig it-teknologi har redskaberne kombineret med de sidste 20 års hjerneforskning antageligt gjort det pærenemt at være kriminel, pærelet at aflytte, overvåge og afpresse og andet grimt. Ligesom 'gammeldags' hacking-redskaber i årevis skulle have være udbudt på nettet til hvem, der gider at betale derfor; mon ikke dette også gælder disse lyd- og teleteknologier?

Det er sikkert en kæmpefordel, økonomisk og magtmæssigt, at sidde på teknikkerne. Andres uvidenhed og inkompetence heller ikke dårlig.

Men tak til Ing for - omend meget forsigtigt - at nærme sig emnet igen.

5
7. december 2020 kl. 17:09

Jo, og en af anbefalingerne i rapporten er, at det skal det amerikanske udenrigsministerium også have et set- up for at gøre i real-time i fremtiden

déjà vu!?:

In 1965, medical workers began showing up at the American embassy in Moscow, drawing blood from the employees inside. The American diplomats were told that doctors were looking for possible exposure to a new type of virus, something not unexpected in a country known for its frigid winters.</p>
<p>It was all a lie. The Moscow Viral Study, as it was called, was the cover story for the American government’s top secret investigation into the effects of microwave radiation on humans. The Soviets, it turned out, were bombarding the embassy in Moscow with low-level microwaves...

https://foreignpolicy.com/2017/08/25/the-secret-history-of-diplomats-and-invisible-weapons-russia-cuba/

4
7. december 2020 kl. 16:42

Hvem har analyseret, at det faktisk var ondsindet og ikke tilfældigt?

3
7. december 2020 kl. 15:35

derfor MÅ det naturligvis være et ondsindet anslag. Det er da klart. Præcist hvad ideen med den slags er, ved jeg ikke. Det kan jo også være hekseri, det er nok lige så troværdigt.

2
Videnskabsredaktør -
7. december 2020 kl. 15:20
Videnskabsredaktør

Jo, og en af anbefalingerne i rapporten er, at det skal det amerikanske udenrigsministerium også have et set- up for at gøre i real-time i fremtiden. Men der var ikke noget måleudstyr på ambassaden i 2016/2017.

1
7. december 2020 kl. 15:13

Kam man ikke måle sådanne bølger for at se om de er der?