Rapport: Jagerfly var sekunder fra at nedskyde UFO
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Rapport: Jagerfly var sekunder fra at nedskyde UFO

Det britiske forsvarsministerium har offentliggjort 4.500 nyscannede sider med efterretninger om uidentificerede flyvende objekter.

Første gang myndighederne åbnede for arkiverne var tilbage i maj i år. Denne gang dækker perioden efterretninger, der er blevet rapporteret til myndighederne mellem 1986 til 1992.

Blandt de mange nye rapporter er de mest væsentlige efterretninger ifølge UFO-ekspert David Clarke fra Sheffield Hallam Universitetet:

UFO - eller avanceret gadebelysning? Langt de fleste beretninger om uidentificerede objekter kan forklares. Alene Skandinavisk UFO Information har modtaget 15.000 rapporter indenfor de seneste 50 år. (Foto: stock.xchng)
  • Nærkontakt mellem et italiensk passagerfly og en missilformet UFO over Kent i 1991.

  • Rapport om mulige kidnapninger foretaget af rumvæsener - som blandt andet inkluderer en kidnapning af Linda Taylor nær Manchester i 1982.

  • Papirer, der omhandler det britiske forsvarsministeriums holdning til korncirkler - deriblandt et brev, der beder helikopterpiloter om, at holde op med at besøge og tage billeder af fænomenet.

Den mest interessante historie i de nye rapporter finder dog sted helt tilbage i 1957. For først 32 år efter episoden tør piloten stå frem og fortælle sin historie til myndighederne. Dengang blev piloten truet med flyforbud af en amerikansk embedsmand, hvis han "brød national sikkerhed" og fortalte om sin oplevelse.

Men i 1989 tør den tidligere pilot godt fortælle, hvordan han som pilot på et af to amerikanske kampfly under Den Kolde Krig bliver beordret nedskydning af et uidentificeret objekt over Kent i England.

Piloten er aldrig tidligere blevet beordret til at åbne ild - og der er også et stort problem med at udføre ordren. For selv om både han og kontroltårnet på landjorden kan se det store objekt på radarskærmene, er der intet at se i luften, hvor objektet burde befinde sig. Objektet er ellers på størrelse med et stort bombefly.

Alligevel gør piloten klar til at affyre 24 raketter mod den ukendte gæst. Men sekunder før, han skal trykke af, forsvinder objektet med lynets hast.

Piloten når at rapportere om sin oplevelse, da han kommer tilbage til Royal Air Forces base i Kent, inden han bliver truet til tavshed.

Jagerpilot var måske vidne til hemmeligt CIA-forsøg

Rumekspert David Clarke vil på sin hjemmeside ikke afvise, at der kan være tale om besøg fra rummet, men det er nok mere sandsynligt, at piloten har overværet et hemmeligt CIA-forsøg.

I 1960'erne forsøgte efterretningstjenesten sig med at skabe elektronisk støj på radarerne, som ville skabe illusionen af et fly - et såkaldt fantom-fly - som kunne distrahere russerne.

»Et af problemerne med de gamle beretninger, er at det kan være svært at efterforske dem efterfølgende - og dermed bliver det svært at dokumentere detaljerne i dem,« fortæller Ole Henningsen, der er leder af fotoafdelingen i Skandinavisk UFO Information.

»Det er spændende historier - men jeg har i mine halvtreds år endnu ikke set noget bevis på, at der skulle have været rumskibe på besøg, og det ville undre mig, hvis de her arkiver skulle vise det.«

I stedet kan de mange dokumenter bruges til at blive klogere på, hvordan myndighederne reagerer, når de modtager henvendelser om uidentificerede objekter. Men Ole Henningsen tror ikke, at de nye afsløringer af hidtil hemmeligholdte dokumenter vil have betydning for UFO-efterforskningen i Danmark.

»Men hvis der skulle findes lignende rapporter herhjemme, kan jeg da kun opfordre myndighederne til at følge det britiske eksempel og offentliggøre dem,« siger Ole Henningsen.

Dokumentation

De nye dokumenter kan downloades her
Forholdsregler fra SUFOI hvis du ser en UFO.
David Clarkes UFO-hjemmeside

Kommentarer (12)

Siden korncirkler er nævnt kort i artiklen, vil jeg henvise til den meget flotte side http://www.circlemakers.org/
hvor man også kan få vejledning i at lave sine egne korncirkler med mindst mulige spor efter menneskelig indblandning.

Så fik vi forhåbentlig også sat på plads, at de ikke har noget med UFO'er at gøre :o)

  • 0
  • 0

Det britiske forsvarsministerium har offentligt 4.500 nyscannede sider med...

  • og hvor mange har de så monstro privat? :)
  • 0
  • 0