Rapport: Europæisk svineproduktion trues af virusudbrud

Svinevirussen PED er brudt ud på ukrainske gårde. De inficerede svin får alvorlig diarré, ligesom de dehydrerer og til sidst dør, og ifølge en rapport fra de amerikanske landbrugsmyndigheder udgør det en trussel mod den europæiske svineproduktion.

Sidste år døde adskillige millioner svin af virussen i USA. Selv om Ukraine hverken er en særlig stor eksportør eller producent af svin, så kan PED hurtigt sprede sig til andre europæiske lande - og det kan bliver dyrt.

»Jeg frygter, at det er starten på et udbrud i Europa. Min professionelle vurdering er, at PED-virussen vil dræbe mellem 25 og 35 millioner svin i løbet af de næste 18 måneder,« udtaler PED-ekspert og veterinærkonsulent John Carr i rapporten. Han har været i Ukraine for at inspicere farme og tage prøver.

Rapporten fra de amerikanske landbrugsmyndigheder fortæller, at de gennemsnitlige tab under et udbrud er på 78 pattegrise pr. 100 søer, og sidste år resulterede et amerikansk udbrud i, at priserne på svinekød i landet steg med omkring 10 procent.

Ud over USA var blandt andet Canada, Mexico og især Japan ramt af PED-udbrud i 2014.

Ukrainske svineavlere har registreret adskillige tilfælde af PED, og det var da også avlerne, der inviterede John Carr til landet. Men ifølge rapporten anerkender de ukrainske myndigheder indtil videre ikke, at der er risiko for et virus-udbrud.