Rambøll vinder Skandinaviens største byudviklingsprojekt i Nordhavnen

Tegnestuen Cobe og rådgiverne Sleth og Rambøll er valgt til at rådgive By & Havn om udviklingen af Nordhavnen i København.

Projektet er med sine 200 hektar Skandinaviens største byudviklingsprojekt. Den overordnede vision for Nordhavnen er, at det skal være fremtidens bæredygtige by. Bydelen ventes udviklet over de kommende 40-50 år.

Overborgmester i København Ritt Bjerregaard ser muligheder i vinderprojektet.

»Med vinderprojektet bliver Nordhavn et fyrtårn for bæredygtig byudvikling. Cykelstier og metro binder bydelen flot sammen med resten af København. Der er lagt op til liv langs havnefronten med badeanstalter, havnepark og strande. Og så glæder det mig, at der er lagt så stor vægt på blandede ejerformer og byggerier, så vi kan få en socialt mangfoldig bydel med plads til alle,« siger hun i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand for By & Havn, Carsten Koch, mener, at valget af projekt og rådgivere er en væsentlig milepæl.

»Selv om der ligger meget arbejde foran os, er opstart på udbygning af Nordhavnen mentalt rykket meget nærmere,« siger han i en pressemeddelelse.

Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam mener, at projektet i Nordhavn skal sætte helt nye standarder for byudvikling.

»I Nordhavn har vi alle forudsætninger for at gøre det rigtigt fra start. Der skal gøres en aktiv indsats for at skabe masser af muligheder, bæredygtighed og byliv for de kommende generationer af københavnere, som skal bo og arbejde i Nordhavn. Vi skal med,« siger Klaus Bondam i en pressemeddelelse.

Begrundelsen for valget er, at vindergruppens forslag "Nordholmene Urban Delta" leverer et visionært og overbevisende bud på implementering af visionen om Nordhavnen som fremtidens bæredygtige by.

I december blev der valgt tre grupper, der skulle arbejde videre på deres forslag, og nu er den endelige vinder af idekonkurrencen så fundet.

Dokumentation

Begrundelse af valget (pdf)
Læs mere om Nordhavnen, konkurrencen og vinderprojektet