Rambøll: Elektrofuels kan blive god business case for Grønland

Illustration: Rambøll

Grønland har store vandkraftressourcer og har i årenes løb investeret i udvikling af denne vedvarende energikilde med fem vandkraft-anlæg. Dertil kommer, at der er mulighed for endnu flere anlæg.

Men ofte ligger vandkraft-ressourcerne langt fra potentielle anvendelser af elektriciteten. Derfor vil Rambøll nu i en ny undersøgelse vurdere, om produktionen af elektrofuels kan være en måde, hvorpå man kan udnytte nogle af landets vandkraftressourcer og på samme tid reducere Grønlands CO2-aftryk.

Læs også: Kronik: Vindmøller skal producere grønt brændstof til skibsmotorer

»Med adgang til vandkraft til lave marginale omkostninger og med begrænsede muligheder for at bruge det på andre måder kan Grønland være godt positioneret til at producere elektrofuel,« siger chef for forretningsudvikling, Christian Riber fra Rambøll ifølge en pressemeddelelse.

Kræver CCS på affaldsanlæg

Første trin i undersøgelsen vil være at se på mulighederne for at bruge overskudsstrøm fra Nuuks vandkraftværk i Buksefjorden til at generere brint med – og derudfra producere et grønt brændstof ved hjælp af CO2, indfanget fra et nyt, kommende affaldsenergianlæg i Nuuk, som Rambøll selv er bygherrerådgiver på.

Læs også: Grønlændere hælder skrot og udtjente biler i havet

Et sådant elektrofuel-projekt i Nuuk vil dog dels kræve flere tiltag. Dels installation af udstyr til at indfange CO2 på affaldsenergianlægget, dels at de nuværende planer om at udvide vandkraftværket i Buksefjorden gennemføres samt ikke mindst etablering af et elektrolyseanlæg til produktion af brint plus anlæg til omdannelse af brinten til methanol ved tilsætning af CO2.

Læs også: Trods dyr og umoden teknologi: Kommunale selskaber ønsker strategi for CO2-fangst

Som udgangspunkt forventer Rambøll, at det kulstof, der indfanges fra affaldsenergianlægget, kan bruges til at producere 11 millioner liter elektrofuel, hvilket udgør energi nok til at forsyne to større bygder med varme og strøm.

Så rådgiveren anslår, at projektet kan reducere CO2-udledningerne fra Nuuk med mere end 10 pct. Grønland har en strategi for at reducere landets CO2-udledning og sigter mod CO2-neutralitet i den offentlige energiforsyning i 2030.

Brændstof til fjerntliggende bygder

Analysen skal også se på, hvilke rammebetingelser der kræves for at gøre produktion af et elektrofuel som methanol attraktiv.

Læs også: Topsøe vil fremstille grøn methanol fra biogas

Fordelen ved methanol er, at det kan transporteres effektivt og sikkert til de fjerntliggende bygder, hvor mennesker og virksomheder har brug for energien.

De fleste bygder forsynes med elektricitet og opvarmes af dieselgeneratorer eller kedler, der kan konverteres til methanol, hvorved fossile brændsler erstattes med et CO2-neutralt elektrofuel.

Læs også: Energinet: Elektrolyseanlæg kan blive rentable allerede om få år

Det er Rambøll Fonden, der betaler for undersøgelsen, der betragtes som en gave til Grønland. Resultaterne forventes at foreligge i august 2020.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"CO2-neutral elektroduel" ? Hvis jeg læser rigtigt, så indfanges CO2 fra forbrænding af affald, bruges til metanol, som så frigiver samme CO2 - som ellers ville være sluppet fri.

Så den CO2 som ikke frigives er fra forbrænding af den alternative brug af fossille brændstoffer. Så på den måde sker en reduktion, men elektrofuel er ikke CO2 neutral.

  • 6
  • 2

Jan, du trykker på et ømt punkt om æren for CO2-besparelsen. Det udestår at få defineret hvem der skal have æren for at spare CO2'en.

  • UDEN PtX udsender affaldsenergianlægget CO2 og bil/fly/skibsmotoren en nogenlunde tilsvarende mængde CO2.
  • MED PtX udsendes der kun een portion CO2 (fra bil/fly/skib). Dermed er ca. halvdelen reelt sparet.

Begge kan ikke samtidig erklære sig for CO2-neutrale, men hvordan skal "æren" fordeles?

En slags løsning er at kræve at PtX baseres på biomasse, så der ikke indgår udslip af fossilt CO2 overhovedet. Men vil biomasseværket/biogasanlægget føle sin indsats anderkendt uden at kunne erklære sig det mindste CO2-negative? Desuden er der ingen teknisk eller klimamæssig forskel på om CO2'en fanges fra biomasse- eller f.eks. affaldsenergianlæg.

  • 3
  • 1

Faktisk betragtes affaldsforbrænding som co2 neutral i forvejen, da alternativet er at dumpe affaldet og vente på at naturen omsætter det.

Men hvis det skal blive til en eksportvare, så er de nødt til at finde på noget andet. Spændende om Grønland kunne tjene penge på at fremstille ammoniak og eksportere.

  • 2
  • 0

eksportvare

Det er næppe tanken. Så store er affaldsmængderne trods alt ikke. Men elektrofuel kunne erstatte en del af de olieprodukter, som importeres , ca. 250.000 m3/år i runde tal. Til transport (sø, luft, og lidt bilkørsel), fiskeflåden, og til opvarmning af boliger og bygninger i byer og bygder uden vandkraft.

  • 2
  • 0

Så store er affaldsmængderne trods alt ikke.

Det er derfor jeg skriver at de kunne eksportere ammoniak. Ingredienserne til det kommer direkte fra atmosfæren. Det burde være muligt at finde nogle steder, hvor der kan laves rigtig billige vandkraftværker. Hvis konceptet holder, så kunne det brødføde hele befolkningen på Grønland.

  • 3
  • 0

Det er trukket noget skarpt op, og Grønland kan have problemer på grund af kulde og lav befolkningstæthed. Det kan altså godt være det er fordelagtigt i Grønland, men burde det så ikke også være fordelagtigt her. Det er lidt som om man har opfundet problemet til løsningen.

  • 2
  • 0

Det burde være muligt at finde nogle steder, hvor der kan laves rigtig billige vandkraftværker.

Sådanne steder er skam lokaliserede. Det blev de faktisk allerede i 1975, da den daværende danske rådgiver'klynge' Arctic Consultant Group og svenske AB Vattenbyggnadsbyrån (nuomdage kendt som Sweco) sammen med Grønlands Tekniske Organisation og Kryolitselskabet Øresund offentliggjorde den såkaldte 'lokaliseringsrapport', der omhandler 16 bassiner på Grønlands vestkyst. Året før havde Kryolitselskabet (KØ), assisteret af ACG, påbegyndt feltundersøgelser inkl. vandføringsmålinger ved udløbet af en række søer, som lå indenfor KØ's daværende koncessionsområde for en stor jernmalmforekomst ved Isukasia, tæt på Indlandsisen, 130 km NØ for Nuuk. De 16 bassiner i lokaliseringrapporten havde et skønnet potentiale, der spændte fra det mindste på 110 GWh/år til det største på 2100 GWh/år.

I 1977 udgav en anden arbejdsgruppe under Ministeriet for Grønland en række rapporter, som så på mulighederne for at anvende de største vandkraftpotentialerne til storaftagere: Minedrift (jern og chrom), alu-fremstilling på basis af importeret bauxit og fremstilling af ammoniak til eksport. Ingen af disse projekter er blevet til noget. Endnu...

Tættest på var man (muligvis), da den amerikanske alu-gigant Alcoa sammen med Greenland Development (et projektudviklingsselskab, ejet af hjemmestyret/Selvstyret) og assisteret af rådgivere (bl.a. Niras, som i gamle dage var pennefører i ACG) i 2005-10 kiggede på mulighederne for at benytte to af de 16 bassiner til at lave strøm til en alu-smelter, der skulle placeres tæt på Maniitsoq, der ligger ude på kysten ca. midtvejs mellem de to bassiner, og midtvejs mellem Nuuk (Grønlands største by) og Sisimiut (Grønlands næststørste by). Den samlede installerede effekt skulle være over 650 MW, den årlige energiproduktion 5 TWh og der skulle etableres 240 km HV transmissionslinjer fra de to vandkraftværker og frem til byporten. Den samlede investering blev estimeret til 19-23 mia. kr. for vandkraft og smelter tilsammen. Det projekt blev ikke til noget. Heller ikke, er jeg lige ved at sige...

Om NH3-fremstilling og eksport i stor skala har en fremtid for sig i Grønland i disse nye 'elektrofuel'-tider skal jeg ikke kunne afgøre. Men det kunne være rart, hvis der for en gangs skyld var noget i Grønland, der kunne lykkes...

  • 4
  • 0

link

Jeg har søgt efter et link, uden held. Jeg er lidt langt fra min egen hardcopy. Jeg sender et link til en rapport fra 1979 om mulige miljømæssige konsekvenser af at etablere vandkraftanlæg i Grønland. Den har en tabel med de 16 bassiners navne og anslåede potentialer, etc. -- om lidt når jeg kommer tilbage på min laptop.

  • 2
  • 0

1000 tak

Selvtak.

De første feltundersøgelser for større vandkraftanlæg (med energi-intensive industrier inkl. minedrift som aftagere) startede i 1975 og 1976 på flere lokaliteter langs vestkysten, bl.a. ’Tasersiaq’, tæt på Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord i Midtgrønland) og ’Johan Dahl Land’, tæt på Narsarsuaq (i Sydgrønland). Tasersiaq var et af de vandkraftpotentialer, som Alcoa mange år senere undersøgte i tilknytning til alu-smelterprojektet i Maniitsoq. Johan Dahl Land kunne (og kan) levere strøm til en evt. uranmine på Kvanefjeldet ved Narsaq.

En tredje lokalitet hed 'Grædefjorden', og den blev anset for interessant, fordi det bassin lå i nærheden af en forekomst med chromholdige mineraler. Grædefjorden blev i mange år besøgt af brave folk, der fløj sydpå fra Nuuk med helikoptere, hvor man undervejs passerede et bassin, som ingen havde fået øje på, da man lavede lokaliseringsrapporten! Det var Buksefjorden, 50-60km, SSØ for Nuuk, hvor feltundersøgelserne først indledtes omkring 1980 som led i kortlægningen af mulighederne for såkaldte ’bynære vandkraftpotentialer’. Disse bynære anlæg var blevet behandlet og beskrevet i en rapport, som GTO udgav i 1979.

Det hører med til historien, at et par spritnye civilingeniører i januar 1979 havde skrevet en kronik i Politisk Revy med titlen: ’Vandkraft – i små anlæg, tak’. Den ene af forfatterne var i august 1990 med til det ’første spadestik’ dvs. den første salve af sprængninger for at påbegynde etableringen af Grønlands første vandkraftanlæg, Buksefjord, som fra 1993 har forsynet Nuuk med strøm til el og varme.

Ingen af de store anlæg er endnu blevet bygget. Men et af de 16 bassiner er nu inde i billedet i forbindelse med en påtænkt udvidelse af Buksefjord-anlægget. Det er ’Isortuarsup tasia’, som er det nærmeste nabo-bassin syd for Buksefjord-bassinet og som har en årlig tilstrømning, som er ca. 3 gange større end den nuværende årlige tilstrømning til Buksefjord-bassinet. Hvis der etableres en tunnel mellem de to søer, kan der overføres vand, så man dels kan udnytte den nuværende installerede kapacitet, 3x15MW, året rundt, dels øge den installerede effekt til i alt 100 MW ved at bygge et Buksefjord-2 vandkraftværk ved siden af Buksefjord-1. Tilløbstunnelen fra reservoirsøen er stor nok til at kunne lede de ekstra vandmængder ned til et sådant nyt kraftværk, og den eksisterende HV-transmissionsledning frem til Nuuk har en designkapacitet på 100 MW.

Det må være denne ekstra energiproduktion, som Rambøll har kig på i tilknytning til elektro-fuelprojektet.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten