Raketten søsættes 14. maj

Raketten søsættes 14. maj

Alle interesserede er velkomne på Refshaleøen 14. maj, hvor den danske raket bliver søsat. Kom og ønsk held og lykke, opfordrer støtteforeningen.

Copenhagen Suborbitals næste opsendelsesforsøg nærmer sig med hastige skridt, så det er på tide at få opsendelsesfartøjet Sputnik med raketten sat i vandet.

Det kommer til at ske 14. maj, hvor der ligesom sidste gang vil være åbent hus for interesserede. Se billeder fra sidste arrangement i galleriet til venstre.

Arrangementet er dog denne gang kun for medlemmer af støtteforeningen Copenhagen Suborbitals Support (CSS). Men alle kan melde sig ind i foreningen, og der vil endda være mulighed for at melde sig ind på stedet.

Læs også: Se den danske rumraket blive søsat

Det koster 100 kr. om måneden (50 kr. for studerende) at være medlem af støtteforeningen, og alle foreningens indsamlede midler går direkte til Copenhagen Suborbitals. Medlemmer er velkomne til at medbringe familien.

Sidste chance for held og lykke

Ved sidste søsætning deltog ca. 200 af Ingeniørens læsere, og CSS, der har ca. 300 medlemmer, håber at se lige så mange denne gang.

»Ud over at se Sputnik blive søsat og se, om motoriseringen virker efter hensigten, så er dette jo også ved at være sidste udkald, hvis man personligt vil ønske dem held og lykke med opsendelsen,« siger CSS' formand, Jens Woeste.

CSS tager imod på Refshaleøen fra kl. 12, og kl. 13 bliver Sputnik ifølge planen søsat ved kajplads 10 (ligesom sidste år). Derefter er der motortest mm.

Der vil være forplejning, øl/vand til rimelige priser, samt lidt underholdning leveret af folkene fra kunstnergruppen Illutron, oplyser CSS.

Senere i maj vil Sputnik, raketten og resten af holdet sejle til Bornholm, hvor opsendelsesforsøget vil ske fra vandet mellem den 1. og 14. juni.

Dokumentation

Læs mere om CSS og meld dig ind her

Kommentarer (0)