Raketbyggeriet hos RML ligger stille på fjerde uge
På dagen, hvor opfinder Peter Madsen fra Raketmadsens Rumlaboratorium ApS fik forlænget sin varetægtsfængsling frem til 5. oktober, sigtet for manddrab efter straffelovens paragraf 237, er der stadig stille på raketværkstedet.
To raketter skulle efter planen have været sendt op i efteråret. På værkstedet ligger de usamlet tilbage.
»Sådan som kortene ligger lige nu, kører vi fortsat på vågeblus. Der er ikke sket noget tiltag i RML-regi. Vi har ikke arbejdet så meget som en time på raketterne siden, Peter Madsen blev anholdt,« siger Christoffer Meyer, flight director i RML, til Ingeniøren.
Han fortæller også, at lejemålet har tre måneders opsigelse, og det er endnu ikke opsagt. Og lige nu er man ved at danne sig et overblik over økonomi med mere i RML.
Uvist hvem der betaler ubådsbjærgningen
Peter Madsen har stået i spidsen for RML og tegnet selskabet i offentligheden, men selskabet er ejet af to investorer, der samarbejder tæt med RML-folkene.
Læs også: RML’s hovedsponsor klar med fortsat støtte til raketudviklingen
»Det har vist sig at være meget kompliceret af få ryddet op i alle afkroge. Fordi der af naturlige årsager er en masse ting, som Peter Madsen har siddet med alene – og dem skal vi først til at forstå og finde ud af, hvem vi skal snakke med om dem. Vi kommer langsomt, men roligt fremad,« siger Christoffer Meyer.
Oprydningen er blandt andet ekstra kompliceret af, at man reelt ikke ved, om myndighederne vil kræve penge for bjærgningen af ubåden Nautilus, for anklagemyndigheden siger, at undersøgelserne tyder på, at Peter Madsen sænkede ubåden med vilje for at fjerne spor.
Hvis det er tilfældet, vil ejerne potentielt kunne komme til at hænge på udgifterne til bjærgningsarbejdet.
RML’s dage er talte
Som Ingeniøren har skrevet tidligere, synes både sponsorer, investorer og RML-folkene, at det vil være trist, hvis alt det arbejde, der normalt foregår i RML-regi om raketbyggeri og selve miljøet omkring det, går tabt.
Læs også: Raketmadsens Støtteforening vil opløse sig selv: Drømmen er bristet
»Men det er tydeligt for alle, at vi ikke kan fortsætte som RML. Det vil for evigt være associeret med Peter Madsen. Og der kommer meget klare tilkendegivelser fra sponsorer med flere, at dét brand kan man ikke associere sig med. Det har jeg fuld forståelse for. I sidste ende er det dog investorerne, der varetager beslutningen om, hvad der skal ske,« siger Christoffer Meyer.
»Det kommer til at tage tid. Og vi er nødt til først og fremmest at finde ud af, om vi har en mission, om vi har en vision, og om vi har et potentielt forretningsgrundlag,« pointerer Christoffer Meyer.
Som Ingeniøren fortalte for et par uger siden, har bestyrelsen i Raketmadsens Støtteforening indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 30. september med henblik på at opløse foreningen. Den har siden stiftelsen i 2014 sendt omkring 330.000 kroner til RML ApS indsamlet gennem kontingenter og forskellige aktiviteter.
Praktikanter har fundet nye praktikpladser
Hvis flight directoren skal fremhæve en ting, som han er meget glad for er faldet på plads, så er det, at de unge studerende, der var i praktik hos RML ApS, er kommet videre.
Læs også: Status fra rumlaboratoriet: Næppe nogen launch i år
To udenlandske studerende var så langt i deres praktikforløb, at de planmæssigt rejste hjem, et par dage efter at ubådssagen begyndte. Og udviklingen påvirkede ikke dem.
Derimod var man nødt til straks at finde en midlertidig løsning for to maskinmesterstuderende på værkstedet. Men de er nu videre i systemet, for de har været heldige at få praktikpladser andre steder.
»Det var min førsteprioritet; vigtigst af alt, at ingen på den måde kom i klemme med deres uddannelsesinstitution eller lignende,« siger Christoffer Meyer.
Opdateret med kendelsen fra Københavns Byret om varetægtsfængslingens forlængelse.
