Raket-Madsen: Ingeniørerne skal redde os fra at ende som dinosaurerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Raket-Madsen: Ingeniørerne skal redde os fra at ende som dinosaurerne

Flere hundrede tusinde seere fulgte med, da to danske raketentusiaster i begyndelsen af september forsøgte at opsende et rumskib i farvandet øst for Bornholm. Raketten var en fuser, men en af de to store drivkræfter i projektet, Peter Madsen, brænder stadig.

Han brænder for sine projekter og snakker følelsesladet om »sine børn« - de projekter han har brugt det meste af sit voksenliv på at færdiggøre; ikke mindst de tre ubåde og adskillige raketter, som han har bygget.

Selv fik Peter Madsen aldrig færdiggjort sin ingeniøruddannelse, men budskabet til de unge studerende er klart: De skal gøre op med sig selv, om det er penge eller glæde, de jagter. Og så skal de i gang med at løse de teknologiske udfordringer, vi som samfund står over for. I horisonten lurer en energikrise, når verdens olie slipper op, og hvis ingeniørerne ikke løser den, er vi alle sammen »fucked« og ender som dinosaurerne, lyder Peter Madsens spådom.

Mission Inspiration

Selv mener han, at han er mest værd som inspiration. Andre folk kan løse energikrisen - Peter Madsen vil i rummet. Også efter at billeder af fuseren gik Danmark rundt.

Ligegyldigt hvor latterligt man kan synes, det er at bygge en raket og et rumskib, så må det trods alt kræve et par brikker at flytte rundt med. Imens sulter folk rundt omkring i verden, rammes af oversvømmelser og jordskælv. Hvorfor laver du ikke noget, der gør gavn?

»Man har noget inden for kemiens verden, der hedder en katalysator. Det får en proces til at køre, men er ikke selv en del af den. Jeg kan være katalytisk aktiv for, at unge løser tekniske problemer, og det er meget bedre, end jeg at sætter mig ned for at designe et bølgekraftanlæg. Jeg kan gøre meget mere ved at inspirere. Mange af de miljømæssige udfordringer, vi har, ville jeg gerne beskæftige mig med, og jeg ville gerne vide, hvorfor bølgekraft er så svært at få til at virke, og hvorfor sådan nogle anlæg bliver smadret. Man kan så meget inden for biobrændstof. Hvorfor er det ikke en fidus at dyrke det, og køre på det? Mange af problemerne ville jeg gerne løse, men jeg tror, at jeg kan gøre mere gavn for verden ved at være katalytisk aktiv,« siger Peter Madsen.

Månelandingen var det største

I hans verden gik historien i stå den junidag i 1969, da Neil Armstrong udtalte de berømte ord: »Det er kun et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden«.

Siden dengang har det været småt med de teknologiske kvantespring, og de helt store udfordringer, vi som samfund står over for, er stadig uløste.

»Den menneskelige civilisation peakede den 21. juni 1969 på stilhedens base på Månen. For hver generation har der været noget, man kunne kigge tilbage på og sige: "Det er sgu spændende, nu går jeg ind i teknik og opfinder noget nyt". Problemet er, at efter Apollo. ..,« siger han og holder en kort pause. »Der er ikke mere.«

Man kan vel ikke underkende de forskellige teknologiske fremskridt, der har været de seneste 40 år?

»På de hårde værdier, de ting der virkelig batter, for eksempel udviklingen af definitive energikilder eller atomkraft, er det kun gået tilbage, og der er en masse grundlæggende miljømæssige problemer, vi ikke har løst, som vi burde have løst. Vi dør af miljømæssige problemer og en energikrise, der vil brænde os helt ned i helvede. Hvis menneskeheden skal kunne se frem ud over sin egen næsetip og længere end de næste 50 år, så ved vi, at uanset hvor meget man kan pine og plage den sidste olie ud af felterne i Nordsøen og andre steder, uanset at man kan hive olie op af Arktis og måske lave katastrofer deroppe af samme årsag, så slutter festen. Den petrokemiske fest er på vej mod sin ende.«

Festen slutter. Virkeligheden melder sig, og ingeniører skal få fingeren ud. Ellers er vi snart historie ligesom dinosaurerne.

»Hvis ikke vi, inden olien brænder ud, har fundet på noget andet og bedre, er vi fucked. Så udslettes vi. Det er ingeniørerne, der skal redde os fra at ende som dinosaurerne,« konstaterer Peter Madsen.

Når det er muligt, skal vi gøre det

Men selv et hjemmebygget rumskib med Peter Madsen i spidsen, der når ud i rummet, løser ingen energikriser. Så hvorfor gider han, og hvad er formålet?

»Der er nogen der siger, at ægte nyskabelse og innovation forudsætter, at 50 procent siger, at det ikke kan lade sig gøre, og den anden halvdel siger, at det måske kan lade sig gøre. Det er nok også, hvor vi ligger. Hvis vi lavede noget, hvor alle sagde: "Selvfølgelig kan de det", så ville det ikke være spændende. Når nu det er muligt, og vi for en eneste gang i vores liv har mulighed for at gøre noget, der ikke er set før, så skal vi gøre det. Ellers vil vi altid ærgre os over, at vi ikke gjorde det. Det handler om at gribe chancen,« siger Peter Madsen, der har bygget ubådene Freya, Kraka og Nautilus, hvoraf sidstnævnte vejer 40 ton.

Blikket er hævet fra dybet og rettet mod himlen. Selv efter fuseren, hvor det ikke lykkedes at sende raketten til vejrs, tænkes der tanker om de projekter, der kan realiseres, hvis Danmark ender som rumfartsnation.

»Det har altid været rumfarten, der har haft min dybeste interesse, og det maritime som det sekundære. Jeg har ikke flere udfordringer med undervandsbåde, men inden for rumfarten er "the sky" virkelig "the limit". Hvis vi kan sende en mand på et ballistisk rumtur, kunne det være sjovt at sætte et ekstra trin på Heat (raketten, red.) og sende noget til Månen. Eller sende en satellit i kredsløb. Jeg tror ikke, der er noget, der ikke kan lade sig gøre.«

Heller ikke efter jeres fuser?

»Det vi så i Østersøen, var en øvelse, og det var en øvelse i logistik. Men så er det også meget mere sandsynligt, at det lykkes næste gang. Jeg kan blive helt kåd ved tanken om at bygge det øvre trin til Heat-raketten, bygge aktiv styring og gøre den større. Det, vi har fundet ud af med hybridbrændstoffet, er, at det kan få os helt herfra og til Månen,« siger Peter Madsen.

Smid skyklapperne

Ideer til nye projekter vælter rundt i hovedet, men et 8-16-arbejde er ikke et af dem.

»Glæden ved at arbejde selv og lave sine egne "børn", kan ikke sammenlignes med at være i en virksomhed. Dem, jeg føler mig mest i familie med, er selvstændige folk, der starter en virksomhed ud fra en god idé. Det er sjovt nok ikke en karrieremulighed, der står grundigt beskrevet i "Hvad kan jeg blive". De folk, der er kommet videst omkring, har været entreprenante nok til at gå i gang for sig selv. Det med hurtigt at blive færdig med sin uddannelse som 21-årig uden erfaring - sådan en mand kan jeg bruge til ingenting, og jeg vil kraftigt fraråde folk til at gøre det.«

Men det er meget specialiseret viden, virksomhederne efterspørger i dag?

»Det, der skaber en god polytekniker,« siger han og lægger tryk på poly, »er folk med et overblik. Noget, der hører hjemme i elektroteknikken, er måske godt inden for hydraulik. Hvis du er fokuseret så meget, at du ikke kan se uden for dine skyklapper, er du meget mindre brugbar. Hvis det eneste, jeg kunne, var formidabel og effektiv svejsning, så kunne jeg ikke bruges til ret meget. Jeg tror slet ikke på den her overspecialisering. Jeg tror virkelig, at det er faren, hvis du får ingeniører, der kun kan én ting.«

Indstil karrieredrejeknappen

Peter Madsen mener, at ingeniører skal gøre op med sig selv, om det er penge eller muligheden for at lave lige, hvad man vil, der driver dem.

»Forestil dig, at du havde en stor drejeknap. Du kan skrue den til den ene side og lave noget, der giver sindssygt mange penge, så du kan køre i Porsche og bo i et slot på Strandvejen, mens jobbet hænger dig ud af halsen. Hvis du drejer den anden vej, har du verdens mest fantastiske job, du beskæftiger dig med noget pragtfuldt sammen med en masse venner, og du er på kanten af den teknologiske udvikling. Men så har du ingen penge. For enhver ny, der kommer ud i verden, gælder det om at vælge, hvor drejeknappen skal stå.«

Han ser ikke velhavende ud i sit slidte arbejdstøj fra sponsoren Kecon, men synet bedrager. Eller også måler folk velstand forskelligt.

»Det er svært at få et job, der er din inderste drøm, og som er super-højtlønnet. Jeg opfatter mig selv som ekstremt velhavende, men det er ikke i kroner. Det er i en anden kapital, som er evnen til at gennemføre drømme. Selv ejer jeg ingenting. Jeg har kun min cykel og tøjet fra en sponsor. Men jeg laver det, jeg har lyst til, og jeg realiserer de drømme, jeg har lyst til, og jeg har det pragtfuldt med mine venner. Jeg har drejet omskifteren helt til den side.«

Med et rekordhøjt skattetryk giver den prioritering god mening, tilføjer han.

»Jeg synes, at det danske skattesystem opfordrer til at stille omskifteren sådan. For glæde er ikke beskattet,« siger han med et smil.

Dokumentation

Læs Peter Madsens blog om raketprojektet

Det er nok det bedste jeg har læst de sidste 10 år.
Hvad angår udviklingen har du ret. der er ikke taget nogle nye skridt siden apollo 11.
Der er ikke opfundet "ny" teknologi , bare forfinet og videre udviklet på det der var dengang.
Jeg sad og så månelandingen dengang og glædede mig til når jeg blev voksen kunne vi alle komme til månen. 8(( snydt igen, udviklingen gik istå og gik baglæns.
Der for er det fedt at der stadig er mennesker der "tør" leve deres drømme ud, og forsøge det umulige.
Jeg tror at du har ret i at du er en katalysator som inspirere andre til forsøge at leve drømmen ud og være nysgerrige, turde sige hvad sker der hvis vi forsøger, og ikke tænker kun i afkast og salgbarhed.
Tak Peter og Kristian.

  • 0
  • 0

Kunne ikke være mere enig ?

Apollo hsitorien er også (sammen med Boing 747) min dogme omkring, hvordan vi er gået HELT i stå på transport siden. Fra første flyvning i 1903 til månelandingen (og 747) gik der 66 år - siden er der gået 41 år - hvor vi i store træk ikke har rykket os en meter ! - har vi virkleig nået barrieren for, hvor langt/hurtigt, vi kan rejse ?

mvh Flemming

  • 0
  • 0

Jeg savner svar på, hvad nytte raketten ville have. Det eneste sikre er, at hvis forsøget var lykkedes, så ville nogle tons masse have fået sig en tur op i luftlaget og være faldet ned igen - til hvad nytte?
En anden ting, der er helt sikker er, at arbejdet med at opfinde raketten igen er, at der er sendt en masse CO2 ud i atmosfæren - lad os se et CO2-regnestykke for projektet - alt iberegnet.
Men måske har jeg overset noget indlysende? Hidtil har jeg kun set en nytteeffekt, der svarer til at man kaster en sten op i luften med den ikke ukendte sluteffekt.

Mvh. Per A. Hansen

  • 0
  • 0

Vi er ikke gået i stå på teknologisiden; men problemet er omkostningerne, som stiger næsten eksponentialt med kompleksiteten! Den gang moderne teknologi bestod af to radiorør i noget bukket blik, kunne alle være med, og det var let at skabe nye firmaer; men idag er omkostningerne ved at skabe et nyt, konkurrencedygtigt produkt så store, at der ikke er plads til mange iværksættere og drømme. Selv gamle ærkerivaler inden for f.eks. halvlederteknologien tvinges til at gå sammen, hvis de bare vil reducere geometrierne nogle ganske få procent.

Det samme vil gøre sig gældende med Peter Madsens raketprojekt. Han kommer aldrig til månen eller bare i kredsløb om jorden af den simple årsag, at de omkostninger, der er forbundet med et sådant projekt, formodentlig er mange millioner gange større end hans nuværende budget. Så længe han kan skyde en raket af i et millitært øvelsesområde, og rækkevidden, hvis det går galt, er for lille til at nå Bornholm, kan han måske være med; men allerede når raketten bliver så stor, at den måske kan havne i Rønde, får han et problem. Så er det ikke nok bare at HÅBE på at kunne lukke for LOX'en ved hjælp af en enkelt ventil, hvis raketten kommer ud af kurs, ligesom han HÅBEDE på at den berømte Føtex hårdtørrer var nok til at forhindre, at ventil og aktuator ikke frøs. Så snakker vi som minimum om redundante, fuldt overvågede systemer, som måske oven i købet skal have en hamrende dyr sikkerhedsgodkendelse.

Jeg er bange for, at der i fremtiden ikke er så mange muligheder for at dreje på karriereknappen - ialtfald så længe regeringen stadig tror, at moderne højteknologi kan skabes på 3 mandeår. Der vil næppe blive andre muligheder for fremtidens ingeniører end at blive en del af et stadigt større team, der kan løfte de stærk stigende omkostninger til udvikling og markedsføring.

  • 0
  • 0

Jeg savner svar på, hvad nytte raketten ville have. Det eneste sikre er, at hvis forsøget var lykkedes, så ville nogle tons masse have fået sig en tur op i luftlaget og være faldet ned igen - til hvad nytte?

En oplagt vinkel er, at betragte projektet som kunst. Det underholder og inspirerer. Du har naturligvis ret i, at det fysiske er trivielt.

En anden ting, der er helt sikker er, at arbejdet med at opfinde raketten igen er, at der er sendt en masse CO2 ud i atmosfæren - lad os se et CO2-regnestykke for projektet - alt iberegnet.

Nej, der har vi da været Per:
http://ing.dk/artikel/106847-se-testen-af-...

Vi forurener altså ligeså meget som et håndboldhold, pga. kørsel (vores og tilskuernes). Derudover brænder HEAT godt et ton brændstof (incl. ilt), hvilket svarer til hvad min ret beskedne Skoda Fabia motor fordøjer på et halvt års tid.

Du virker normalt ikke bekymret for CO2 emission.
Så hvorfor spørger du?

Venligst
Flemming Nyboe

  • 0
  • 0

Per A. Hansen, formålet er udvikling.
Som der bliver skrevet andetsteds er der ikke forekommet nogle tiger spring de sidste 50 år.Det de to mennesker gør er det samme der fik brødren wright , lindberg ,Curtiss , Junker ,Grumman og Boeing
Hvis de havde fået spørgsmålet: til hvad nytte? og de så havde lagt værktøjet og fortsat med deres faste rutine hvordan havde verden så set ud i dag?

  • 0
  • 0

Der er bare lige den "lille" forskel, at det, brødrene Wright og andre gjorde, havde ingen gjort før. Peter Madsen arbejder pt. med "krystalapparater" i en tid, hvor alle går rundt med en mobiltelefon. Han kan inspirere mange til at komme igang med en ingeniøruddannelse; men han bringer ikke teknologien videre, som det var tilfældet med dem, du nævner.

  • 0
  • 0

Hej Per

Jeg synes ellers at svaret er givet ganske klart i artiklen: Raketten i sig selv tjener indtil videre ikke noget stort, men projektet gør, nemlig som inspirationskilde til kommende generationer.

Når jeg læser om Peter og Kristians arbejde med at bygge en raket, der vil kunne sende en mand i rummet og hjem igen, brænder det i mig efter at kunne stå der i deres sted på båden bag ved og se raketten flyve af sted ud i rummet bevidst om at jeg har udrettet noget stort. Selvom de ikke henter bunkevis af penge ind gennem projektet, og de bruger enorme mængder af tid væk fra familien, kan jeg ikke undgå at mærke den glæde der stråler gennem de blogindlæg der bliver skrevet herinde og den energi der fylder hele projektet.

Jeg er kun 20 år og er i gang med et par sabbatår for at finde ud af hvor jeg egentlig vil hen med livet, og muligvis havner jeg et sted inden for rumfart, måske havner jeg et helt andet sted, men én ting er sikkert: at deres "eventyr" har hjulpet mig på vej.

Det gavnlige i projektet handler ikke om CO2-regnskaber, men om at nogle unge ingeniører kigger på dem og tænker "Hvis de kan, kan jeg også." og derefter går ud og muligvis ikke laver en ny rumraket men en anden, fantastisk maskine, der reder menneskeheden fra alle vores miljøproblemer.

Penge er på dette tidspunkt ligegyldige, men hvis du absolut skal have penge ud af projektet, så er der, som tidligere beskrevet her på ing.dk muligheden for måske en dag at kunne sende satellitter ud med raketten.

Som jeg ser det er artiklen netop henvendt til folk som dig, der absolut skal have en cost/benefit analyse af alt her i verden, og hvis et projekt ikke giver positive tal på bundlinien, bliver det skrottet. Men der findes projekter, der ikke nødvendigvis giver afkast i form af kapital, men i fx også livsglæde, inspiration og pionerånd alle ting foruden hvilke menneskeheden ville have været et helt andet sted i dag.

Smid skyklapperne blev der sagt i artiklen, og jeg siger det igen til dig, dog med en lidt anden mening :)

Mvh Emil Hamrum Jørgensen

  • 0
  • 0

Tak for dit indlæg Emil. Det er godt som modvægt til brokkerier fra den ærede Per A. Hansen.

Se det dog i øjnene: Hvem af os laver egentligt noget "nyttigt", noget som ikke bare er "spild af CO2".

Ikke mange, vil jeg tro.

  • 0
  • 0

Forkert, Helt forkert.
For at blive i flyenes verden,det som lindberg ,Curtiss , Junker ,Grumman og Boeing og flere andre gjorde var at tage en nyopdaget teknologi og udvikle den, træde nye spor og gå forrest.
Rumfart af i dag er bare en raffinering af Von Braun og de kinesiske sortkrudts raketter fra 1200 tallet.
Burt Rutan og Peter samt Kristian gør er at tage springet fra brødrene Wrigth og til Douglas.
1.trin er fuldstændigt genbrugelig, kabinen er fuldstændig genbrugelig
raketten drives af en hybrid motor af gummi og flydende ilt, som kan kontrolleres væsentlig lettere end en væske motor.
Motoren i White Knight er også en hybrid og det var som bekendt det første bemandede private fartøj der kom ud i rummet.
rumfærgen drives på samme måde som V2 raketten støttet i starten af sortkrudtsraketter

  • 0
  • 0

Peter har fat i noget helt rigtigt her, det var præcis de overvejelser jeg gjorde mig som teenager.

I mit tilfælde var det et bibelcitat der ledte mig på vej: "Hvad gavner det et menneske at han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl"[1]

Hvis alt gøres op i penge og status, bliver man et tomt afsjælet individ for hvem alting har en pris men ingenting nogen værdi.

Poul-Henning

[1] Kan ses i flot træskærerarbejde på prædikestolen i Høve Marks Valgmenigheds kirke på vejen imellem Dalmose og Eggeslevmagle.

  • 0
  • 0

Raketter baseret på flydende ilt og plastmaterialer som f.eks. polyethylen har været kendt i årevis, og idéen med rumfærgen er at genbruge så meget som muligt, så hvor er det nye?

Der er altså temmelig stor forskel på at sende folk til månen og en sortkrudtsraket fra 1200 tallet - selv om de er baseret på samme grundlæggende teknologi. Der er godt nok sket en temmelig stor raffinering af Von Braun's ideer!

  • 0
  • 0

Det nye er total genbrug og en simpel konstruktion som kan laves billigt af de fleste maskinværksteder.Open scource at premium.
Hybrid raketter har været kendt i mange år ,JA men aldrig i denne skala,

http://www.universetoday.com/34055/hybrid-...
NASA vil begynde at forske i dem siger artiklen. Efter hvad jeg har kunne finde ud af er der pt.kun 2 operationelle hybridmotorer der kan direkte masse produceres.
Den ene er fra Scaled Composites

http://www.newscientist.com/article/dn1722...

Den anden er fra Copenhagen Suborbitals

Hybrid motoren er :Simpel i opbygning,sikker, ugiftig(Iforhold til salpetersyrer/hydrazin mm)

det er et spørgsmål om at bruge den russiske tilgang til løfte raketter, sæt flere sammen så kan de nå månen

  • 0
  • 0

Ah-hrm, her må jeg vist bryde ind.

Hvad d'herrer fra CS gør er nu ikke særlig nyt, set ud fra den teknik der bliver brugt.
Hybridraketten er ikke ny, men har været fravalgt af "næsten alle" mest på grund af problemer med vægtoptimering (al brændstof og al oxidering skal være brugt samtidig) og oscillationsproblemer. Og det har været forsøgt i større skala før - google "AMROC".

Alle har ønsket at lave en raket der kunne genbruges, men det er ikke nemt når man kommer op i kredsløbshastigheder, da det meste bryder op når man entrer asmosfæren igen. Så der bruges sære ting som keramik kakler eller speciallegeringer for at beskytte mod varmen. Suborbitalt er det jo lidt nemmere, men på stående fod kan jeg kun komme på faststofmotorerne fra shuttle'n der bliver genbrugt. Og det er vist ikke meget man sparer på det.

Men at det ikke er nyt er nu også ligemeget - CS skal netop ikke dyrke grundforskning.

Hvad der er nyt er at det er muligt at betale selv hvis man ikke er millionær eller specielt udvalgt embedsmand. I har alle kigget på konstruktionen - hvor meget tror I det ville koste hvis man fremstillede en HEAT industrielt? 50.000? Jeg vil sige det er max, det dyreste er vist dysen og heliummen.
Hvis rumskibets korkbeskyttelse (!!) holder, så er det eneste der skal betales for en affyring altså motoren.

Og 50.000 - det kan selv jeg da betale. Måske skulle jeg udsætte købet af en Honda Gold Wing eller stryge rejsen til Borneo, men jeg kan betale det!

Og nytten af det hele? Uden at blive for filosofisk er der altså sket et eller andet med de folk der har set den sorte himmel. Hvad det er der sker ved jeg ikke, men FGM om jeg ikke har drømt om at opleve det siden den julinat i 1969!

  • 0
  • 0

Udviklingen af en raket ligger idag godt over 10 millioner. ( det er meget lavt sat ) Så 50.000 kr. kommer du ikke langt for. Hvis CS kan lave en raket for under 2-3 millioner, så har vi en ny standard for rumfart.

  • 0
  • 0

Du misforstår mig.

Hvad vil prisen for en motor være hvis du skal lave nr. 567 af en serie på 2000? Udviklingen koster selvfølgelig mere, selv om CS gør det latterligt billigt. Latterligt. Hvad andet ord kan man bruge?

Og du har nogle faktorer galt i prisen for at udvikle en raket. Ares 1, der nu heldigvis ser ud til at blive stoppet, har indtil nu kostet NASA cirka 10 milliarder $ med forventede første flyvning 2016 eller 2017. Til den tid var det forventede udviklingsbudget på 50 - 60 milliarder $... Igen trænger ordet "latterligt" sig på... Hver affyring af raketten ville koste omkring en milliard $.

Det var vist også det dyreste eksempel jeg kunne finde. For noget der er mere ligner hvad CS laver, prøv denne:
http://lmgtfy.com/?q=wiki+Robert+H.+Goddard

:))

  • 0
  • 0

Per A. Hansen.

En anden ting, der er helt sikker er, at arbejdet med at opfinde raketten igen ...

Vi opfinder ikke "raketten" igen. Vi udvikler en ny raket. Nemlig dén, som opfylder vores kriterier (formål, pris, teknik). Selv rumagenturerne må bruge år og mange millioner på at udvikle en ny raket hver gang, de får nye kriterier.

Hvis du ligger inde med opskriften på dén raket, vi søger, vil vi meget gerne se den.

Vi har forstået, at du ikke billiger vores projekt. Det har du tidligere givet udtryk for. Kunne du så ikke have fornøjelse af at beskæftige dig med noget andet?

  • 0
  • 0

Skidt med de materielle goder, at kunne leve livet er langt vigtigere.
- ejer du mere end 3 ting, begynder tingene at eje dig - derfor har du fat i den rigtige ende - frihedens ende .......

  • dét I har gang i vil helt naturligt medføre en udvikling, vi måske ikke kan se lige nu - men der vil følge en udvikling. Her er det helt fint "at være på røven" - det fremtvinger nytænkning og den rigtige omgang med ressourcerne.
    Det er meget vigtigere at udvikle sig frem, frem for at købe sig frem.

Virksomheder bør være udsat for en krise mindst hvert fjerde år, ellers bør de skabe den selv for at optimere deres organisation og økonomi
- så at leve i en konstant krise er i virkeligheden ganske sundt.

  • 0
  • 0

De har jo sat nye standarter.
De har jo lavet raket +rumskib for under 2 millioner kr.
Da den kan genbruge skal den vaskes fri for salt og have støbt en ny brændstof kerne, trykprøvet LOX og helium systemet og så er den klar igen.
Best guess ca 1 måned fra launch til klar til launch igen.Selve raketten er jo netop ikke bygget af High Tech matrialer men jernplade og rustfri stål rør så den er billig at bygge og vedligeholde.Skru 3-5-7 stykke sammen og sæt et mere oven på med payload i spidsen.
Samme type motor pris pr stk ca 50-100.000.
Så for ca 1.000.000. kan man få sendt 70-80 kg i omløb.
problemet er at når vægten af payload kommer højere op skal der bruges mere effektive motorer med en højere isp.
Stadig mangler der test og forskning i hybrid motorer, men det er jo det som CS også gør

  • 0
  • 0

Det undrer mig, at ingeniører kan have et så urealistisk forhold til størrelsesforhold. Det er ikke bare lige at skrue 3-5-7 stykker oven på hinanden, og så har man en satelit i kredsløb. Problemet er, at vægten stiger med 3. potens af størrelsen; men der gør motorkraft og styrke af de indgående komponenter ikke. Det er af samme årsag, at man ikke kan gøre en myg til en elefant. Den vil ganske simpelt bryde sammen under sin egen vægt. De Low-tech materialer, der fungerer ved en raket på 9 m, er formodentlig alt for tunge, hvis raketten skal skaleres til en størrelse, der kan bringe en satelit i kredsløb. Heat 1x er designet til at nå op i ca. 30 km højde dvs. under 1/1000 af den geostationære bane i 35.786 km højde, så der er godt nok et stykke vej endnu! Desuden har Heat 1x endnu ingen aktiv styring, så hvordan skal satelitten kunne placeres korrekt?

Peter og Kristian kan inspirere de unge til at starte en ingeniøruddannelse, og måske burde de gå sammen med DTU, men de kommer aldrig til at konkurrere med Indien og Kina om prisen på en satelitopsendelse eller konkurrere med SpaceShip Two om rumturisme. Det har de hverken teknologi eller penge til. Det højeste mål, de kan opnå, er formodentig at få Peter op og ned igen i live; men det vil også være en særdeles stor bedrift for amatører!

Jeg har haft mine diskusioner med Niels Foldager om bl.a. manglende overvågning og redundans, og selv om mine kommentarer måske har lydt lidt "mavesure" håber jeg, at de har bidraget til, at Peter kommer til at indgå i historiebøgerne som den første dansker i rummet i eget rumfartøj, og ikke som endnu en tåbe, der kaster sig ud fra en høj klippe i en hjemmelavet flyvedragt og slår sig selv ihjel!

  • 0
  • 0