Radon slår kun rygerne ihjel
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Radon slår kun rygerne ihjel

Hvis man ikke er ryger og aldrig har været det, så er der ingen grund til at bekymre sig om den radioaktive gas radon i hjemmet. Det konkluderer professor og indeklimaforsker Torben Sigsgaard, Aarhus Universitet.

Professoren henviser til videnskabelige studier, der konkluderer, at der for ikke-rygere stort set ingen ekstra risiko er forbundet med at bo i høje radonkoncentrationer.

»Hvis man ikke er eller har været ryger, behøver man ikke gøre noget ved radon,« siger Torben Sigsgaard.

Ifølge de videnskabelige studier er risikoen forbundet med at bo i et hus med høje koncentrationer af radon i runde tal 25 gange større for rygere end ikke rygere.

Torben Sigsgaard fremhæver konklusionerne om radon og rygning, der forstærker hinandens skadelige virkning, efter flere avisartikler har fået folketingsmedlemmer fra både højre- og venstrefløjen til at kræve en handlingsplan.

300 danske dødsfald årligt

Artiklerne har taget udgangspunkt i et estimat af, at radon hvert år forårsager 300 dødsfald herhjemme.

65.000 danske huse har højere koncentrationer, end de 200 Bq pr. kubikmeter, der tidligere var verdenssundhedsorganisationen WHO's grænse. Sidste år blev den sænket til 100 Bq/m3 som cirka 280.000 danske huse overskrider.

Problemet er imidlertid, at Danmark ikke kan forhindre, at rygere dør som følge af cigaretter og radon, selv om vi sætter ind over for husene med den højeste koncentration af radioaktiv gas.

En rapport fra det daværende Institut for Miljøvurdering kom allerede i 2003 frem til, at der kun kan spares 30 årlige dødsfald ved at nedsætte strålingen i de 65.000 mest strålingsbelastede huse.

Det skyldes, at radon i selv små doser også skader rygerne. Rapporten fra 2003 beregnede omkostningerne til at spare de 30 årlige dødsfald til 1,85 milliarder kroner med de billigste metoder.

»Hvis det er dødsfald, man vil undgå, så er der andre steder, man får mere for de samme penge,« konstaterer en af de to forfattere til rapporten, Thommy Ingemann Larsen.

Han er i dag helsefysiker ved Dansk Dekommissionering og arbejder derfor ikke med radon længere. Han har dog fulgt området og konstaterer, at der ikke er kommet meget ny viden frem om hverken antallet af dødsfald eller omkostninger til at radonsikre boligerne i de forløbne syv år.

Skaber unødig bekymring

Ud over, at omkostningerne bliver enorme, hvis hundredtusindvis af danske boliger skal sikres mod radon, så fremhæver Thommy Ingemann Larsen også, at debatten skaber bekymring.

»Man gør folk mere nervøse, end de behøver at være,« siger han.

Helsefysikeren har målt radonstrålingen i sin egen bolig, som lige akkurat kryber op på WHO's nye grænse på 100 Bq/m3. Det har dog ikke fået ham til at sikre sig yderligere.

»Det er trods alt en meget begrænset risiko,« siger han.

Thommy Ingemann Larsen har fulgt den offentlige debat.

»Diskussionen bølger lidt op og ned med års mellemrum. Engang imellem bliver det en stor sag, hvor nogen synes, at 300 dødsfald om året er meget. Så beder de om nye undersøgelser. De bliver så lavet, og så sker der ikke mere,« konstaterer han.

Fint med krav til nybyggede huse

Hverken Thommy Ingemann Larsen eller professor Torben Sigsaard mener, at det er et argument mod at reducere radonstrålingen i de danske huse, at den næsten udelukkende skader de 30 procent af danskerne, der ryger.

»Måske er det endnu sværere at få folk til at holde op med at ryge,« som Thommy Ingemann Larsen siger.

Han mener, at nye huse skal sikres mod gassen, fuldstændig som der i dag er krav om. Det er langt enklere, end at reducere belastningen af eksisterende boliger.

Thommy Ingemann Larsen finder også, at det kan være en god idé, at boligejere i de områder af landet, hvor radonindholdet er højst, får tjekket deres boliger.

»Men derudover skal vi ikke gøre specielt meget ved det. Det er simpelthen for dyrt,« siger han.

Køb en flaske med ballongas, det er helium der ikke er blevet renset for bla. radon.

I hvert fald er radon koncentrationen i ballongas så høj, at det pga. kræftriciko ikke kan anbefales at inhalere gassen.

  • 0
  • 0