Radiohistorisk Forening

En samling på hundreder af historiske radio- og fjernsynsapparater i kælderen under Ringsted Tekniske Skole har på 40 år udviklet sig til det fornemme Ringsted Radiomuseum. Her kan man se alt lige fra P.O. Pedersens originale modstandsnormaler, optræksgrammofoner, krystalapparater, båndoptagere og de første danske fjernsyn til moderne satellitteknik. Samlingen er storleverandør af rekvisitter til film og fjernsyn. Senest har museet leveret komponenter, måleinstrumenter og værktøj til den fiktive radiofabrik Bella, som er omdrejningspunktet i DR's kommende familieserie "Krøniken".

Foruden 50 radioapparater til Bellas montagelinje har man også leveret 10 renoverede fjernsynschassiser af typen TO-R L40, men vil meget gerne have endnu flere at arbejde med - museets formand Bjarne D. Nielsen kan kontaktes på tlf. 57 64 33 85. Det er frivillige fra Radiohistorisk Forening, der har opbygget og driver radiomuseet i samarbejde med Ringsted Museum.