Radiochip på størrelse med en myre høster energi fra sine egne signaler

16. september 2014 kl. 12:016
Radiochip på størrelse med en myre høster energi fra sine egne signaler
Illustration: Stanford University.
Stanford-forskere har fra grunden designet en radiochip på under fire mm, som hverken behøver ekstern strømforsyning eller batteri.
Artiklen er ældre end 30 dage

Den er på størrelse med en myre (3,7 gange 1,2 mm), koster kun nogle få øre at producere, og den behøver hverken et strømstik eller batteri.

Ingeniører fra det amerikanske Stanford-universitet har sammen med kolleger, der er eller har været tilknyttet Berkeley, designet en radiochip, der ifølge dem selv ikke minder om noget, der er på markedet i dag.

De startede helt forfra for at se, hvad de kunne presse ind på et lille og billigt stykke silicium, og som kan sprøjtes ud i milliarder af eksemplarer til meget lave priser.

Der bliver brug for rigtig mange chip, hvis konceptet slår igennem. De sender og modtager nemlig data ved 24 GHz, hvilket begrænser rækkevidden til under en meter. De er derfor beregnet til Internet of Things, altså til at indbygge i alverdens apparater og sensorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Nu skal RFID mærkes i alt fra tøj til barberblade

Det smarte er både strømforbruget og energiforsyningen. Ifølge en pressemeddelelse fra Stanford University kunne en chip drives i ti år af et standard-AAA-batteri, men sådan et behøver den slet ikke.

I stedet høster chippen energi gennem radiobølgerne. Det sker i den antenne, der modtager signalerne. Den er endda kun en tiendedel af størrelsen af en almindelig wifi-antenne, fremhæver forskerne.

Ifølge resumeet af deres videnskabelige artikel, som er offentliggjort i et af elektronikorganisationen IEEE’s tidsskrifter, kan chippen overføre data med 14 Mbit/s. Hverken det eller pressemeddelelsen nævner, hvordan netværket af de nye radiochips enklest forbindes med internet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskerne forestiller sig, at chippene skal sidde på rad og række i en bygning, hvor de så kan skabe et netværk.

»Hvordan får du et trådløst tovejs-kontrolsystem indbygget i samtlige elektriske pærer? Ved at sætte alle de centrale elementer i en radio sammen på en enkelt chip, som kun koster få pennies at producere,« siger lektor Amin Arbabian i pressemeddelelsen fra Stanford.

»Vi taler om at forbinde billioner af apparater,« tilføjer han.

»Tidligere forsøgte folk at gøre hver enkelt komponent mindre, når de tænkte på at formindske radioer,« konstaterer Amin Arbabian.

Hans egen tilgang har ifølge pressemeddelelsen været helt anderledes og handlet om at få plads til alle de samme komponenter, som f.eks. findes på en standard-Bluetooth-chip, på en enkelt lille og meget billig chip.

Den er foreløbig fremstillet i 100 eksemplarer af den franske chipproducent STMicroelectronics. Pressemeddelelsen indeholder ingen detaljer om, hvorvidt andre chipproducenter eller firmaer har lyst til at starte en masseproduktion.

Til gengæld er der en henvisning til den hjemmeside, som Amin Arbabian har oprettet for at dele sine ideer til batteriløse radiochips.

I denne video fortæller han selv mere om ideen

Remote video URL

6 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
6
23. september 2014 kl. 23:50

Det 100 år gamle krystalapparat der også blev drevet af radiobølgeenergien, bare i min-format :-)

5
23. september 2014 kl. 10:31

Denne teknologi findes allerede - RFID. Det innovative her er nok primært størrelsen og måske strømforbruget.

4
17. september 2014 kl. 11:35

verden har for få evighedsmaskiner - det var så heller ikke denne gang :-(

3
16. september 2014 kl. 14:07

"Høster energi fra sine egne signaler" -- det lyder som om chippen bruger energien i de signaler den udsender til at drive dens eget kredsløb og udsende signaler ..., men længere nede fremgår det at den ikke høster energien fra sine egne signaler, men fra de signaler den modtager. Det havde ellers været ret revolutionerende!

2
16. september 2014 kl. 13:58

Nej ikke fra egne signaler, men fra andre radiosignaler.

1
16. september 2014 kl. 13:30

Dette kunne også bruges til at mærke ens nøgler, ynglings kuglepen, briller, multimeter, skydelærer ;-) eller andre ting som folk ofte forlægger. Så de let kunne blive fundet igen ved at bruge en form for håndskanner der kun skal i nærheden af den forlagte ting. 1 m afstand er lidt i underkanten men måske kan det fungere over et par meter.

For at undgå at andre skanner ens ting, må det være en nødvendighed at man selv kan opdatere det Id nr. som chippen sender ud.