Radioaktivt udslip på Seattle-hospital kan tage måneder at rydde op

Det var i den markerede bygning, der huset et forskningscenter ved UW Medicine Harborview Medical Center i Seattle-bydelen Capitol Hill, at dekommissioneringen af et apparat til bestråling af vævsprøver, førte til en radioaktiv forurening, der kræver måneders oprydning. Illustration: Harborview Medical Center/Clare McLean

Der vil gå måneder, inden et oprydningshold på op mod 50 specialister har fået bugt med den radioaktive forurening med cæsium-137 på et forskningscenter på Seattle-hospitalet UW Medicine Harborview Medical Center. Det skriver netmediet Capitol Hill Seattle Blog, der beretter om stort og småt fra det populære nattelivskvarter Capitol Hill, hvor hospitalet ligger.

Ved forureningsepisoden, der skete 2. maj klokken 21.30 blev 13 personer eksponeret for stråling fra isotopen, da et hold specialister fra International Isotopes Inc. skulle fjerne den fra en såkaldt irradiator, der er et apparat til bestråling af vævsprøver. Det er en udbredt metode til sterilisering, idet cæsium-137 kan dræbe smittebærere som f.eks. bakterier og virus som HIV og hepatitis.

Samme isotop som ved Tjernobyl-ulykken

Men det, der burde have været en helt rutinemæssig dekommissionering af irradiatoren, udviklede sig pludselig til en lokal radioaktiv forurening med det samme radioaktive materiale, som spredte sig i atmosfæren efter Tjernobyl-ulykken over dele af det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og helt til det østlige USA.

Når prøver lægges i irradiatoren, bestråles de ved, at der ganske kortvarigt åbnes for en strålingsblokerende ‘lukker’ ligesom i et spejlreflekskamera. Illustration: KODX

Udsættes man for store mængder stråling fra cæsium-137, kan det medføre forbrændinger, strålesyge og øge risikoen for kræft. I meget store mængder er strålingen dødelig. Da isotopen er i pulverform og spredes let med vinden, er den et oplagt valg til ‘beskidte bomber’, og af samme grund er politiet ofte til stede, når den skal udtages fra et udtjent apparat.

Vinkelsliber-ups

Ikke meget er kommet frem om hændelsesforløbet, men Capitol Hill Seattle Blog har gravet i sagen og interviewet talsmænd for de involverede myndigheder. Og ifølge mediet står det fast, at folkene fra International Isotopes med en kran havde fået flyttet maskinen til et rum, hvor de havde klargjort et stålkammer, i hvilket de under sikre forhold kunne fjerne kapslen med de 148.000 milliarder becquerel cæsium-137.

For at komme ind til isotopen måtte de først fjerne en skrue i det meget hårde metal wolfram, der holdt en beskyttelseskappe omkring den. Det skete med en slags vinkelsliber, og det var i denne farefulde del af operationen, at det gik galt, og kapslen med cæsium-137 blev skåret op.

Og med det samme spredte en mængde af isotopen anslået til 103.000 becquerel sig i selve irradiatoren, i stålkammeret, i rummet og en radius 30 meter omkring det samt de første tre etager af bygningen.

Som et kvarters CT-scanning

Da Seattle Fire Department Hazardous Materials Response Team efter et 911-opkald rykkede ud til laboratoriebygningen, kunne hospitalets strålingssikkerhedschef underrette dem om, at syv medarbejdere fra dekommissioneringsfirmaet stadig befandt sig i bygningen, hvor de forsøgte at lodde hullet i kapslen til.

30 brandfolk iført sikkerhedsdragter deltog i arbejdet med at inddæmme strålingsrisikoen og børste de ti personer, der blev udsat for cæsium-137, med tørre og våde klude, inden de indhyllet i ‘midlertidig beklædning’ kunne indlægges på selvsamme hospital, hvor uheldet var sket. Blod- og urinprøver har vist, at de har modtaget en strålingsdosis på op til 5,5 mSv, hvilket ifølge atomfysiker Leigh Winfrey fra Pennsylvania State University svarer til 10-12 flyture på tværs af USA eller et kvarters CT-scanning, fortæller Capitol Hill Seattle Blog.

Det vil tage adskillige måneder, inden forskerbygningen på UW Medicine Harborview Medical Center kan genåbne, fremgår det af et skilt på afspærringen. Den radioaktive forurening frembyder dog ingen fare for omgivelserne, forsikrer myndighederne. Illustration: Capitol Hill Seattle Blog

Mens dekontamineringsarbejdet står på, og mandskabet minutiøst undersøger laboratorierne med geigertæller for hver 20. centimeter, står irradiatoren inklusive sin radioaktive isotop stadig i bygningen indkapslet i en tønde.

Et skilt uden for afspærringen omkring laboratoriebygningen beroliger områdets beboere med, at hændelsen ikke frembyder nogen strålingsrisiko for omgivelserne. Men for de ca. 200 forskere og andre medarbejdere, der arbejder i bygningen, kan det vare måneder endnu, inden de igen kan få adgang til den.

Værdifulde prøver reddet

Iklædt beskyttelsesdragter, støvler og handsker har nogle af dem måttet fjerne værdifulde vævsprøver fra fryseanlæg i kælderen, der holder prøverne på minus 80 grader, og flytte dem til andre faciliteter.

For at bremse spredningen af den radioaktive forurening blev bygningens ventilationsanlæg hurtigt lukket ned, og det har sat fryserne på overarbejde, efterhånden som bygningen blev varmet op. Adskillige forskerkarrierer står og falder, ifølge Seattle-mediet, med årtiers indsamlede prøver, som for alt i verden ikke må tø op.

Emner : Stråling
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Om det inom Unionen är förbjudet för producenter att bestråla livsmedel varför inte låta konsumenterna själva låta bestråla varorna i en apparat inne i butiken?

  • 1
  • 6

På verdensplan kasseres ca 50% af alle fødevare, både under produktion, transport og efter tilberedning. Bestråling af fødevarer kan nedbringe spildet betragteligt, og sikre større forsyninger af mad til verden på et mindre landbrugsareal. Bestråling reducerer behovet for køling, med mindre energiforbrug til følge. Mængden af kemiske konserveringsmidler kan også reduceres, med mindre forurening og forgiftningsuheld til følge.

  • 2
  • 6
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten