Det er blevet sparetider på det svenske atomkraftværk Barsebäck. Tidligere leverede værket sin egen strøm, og derfor var de cirka 2.000 rum på kraftværket oplyst døgnet rundt. Men siden den sidste reaktor lukkede og slukkede i 2005, har de resterende ansatte skullet vænne sig til at slukke alt lys efter sig, når de en sjælden gang har bevæget sig rundt i de næsten spøgelsesagtige betongange i reaktorbygningerne.
Reaktor 1 på Barsebäck lukkede i 1999, mens reaktor 2 stoppede 31. maj 2005. Indtil da var betongangene fulde af aktivitet fra mennesker, maskiner og masser af besøgende på det, der uden sammenligning var Nordens mest kontroversielle energiproduktionsanlæg.
I dag er billedet et helt andet. Gangene i reaktorbygningerne er bælgmørke, og man ser kun ganske få mennesker inde på ‘kontrolleret område’. Den spæde aktivitet, der er, handler om at afvikle frem for at udvikle.
Årsagen er, at Barsebäck som det første svenske atomkraft står over for at skulle dekommissioneres, som nedrivningen hedder i fagsproget. En kæmpeopgave, der vil koste mindst 3,6 mia. kr. og involvere hundredvis af personer i årevis.
»Teknisk er der ikke noget vanskeligt i selve nedrivningen. Det svære er at få de meget store mængder materiale adskilt, målt for radioaktivitet og verificeret i en løbende produktionsproces. Det er en stor logistisk og planlægningsmæssig udfordring,« siger Leif Roth, der er chef for nedrivningen hos Barsebäck Kraft.
Som ung ingeniør var han med til at bygge det dengang topmoderne atomkraftværk, som blev placeret over for millionbyen København og indviet med fanfarer fra Helsingør Pigegarde. Men Three Mile Island- og Tjernobyl-ulykkerne ændrede medvind til modvind ikke mindst i Danmark, og nu står Leif Roth over for at nedrive det værk, han har arbejdet på siden 1970’erne.
»Det var lidt mærkeligt i begyndelsen for mange af os, der har været med fra starten. Nu er det efterhånden bare en opgave som så mange andre, som skal udføres bedst muligt,« siger han.
I Sverige er det ejerne af kraftværker, der skal betale for oprydningen. Det sker ved, at de indbetaler en vis ørepris pr. kilowatttime produceret strøm. Beløbet er politisk defineret og udgør i øjeblikket 1,9 øre/kWh. Strålsäkerhetsmyndigheten, SSM, der er myndighed på området, har dog anbefalet, at man fremover indbetaler 2,5 øre/kWh, for at sikre, at der er penge nok. Indbetalingen justeres hvert tredje år, næste gang til efteråret, og lige nu rummer Kärnavfallsfonden, der administrerer pengene, 43 milliarder kroner til opgaven.
Og nedrivningen af et atomkraftværk er en både dyr, tidskrævende og kompliceret opgave – og der er begrænsede erfaringer. Opgaven med de nuværende 12 svenske reaktorer er anslået til at koste op mod 100 milliarder kroner, men kan let vise sig at blive meget dyrere, fortæller Simon Carroll, der er ekspert i dekommis-sionering hos SSM i Stockholm.
»Der er meget stor usikkerhed om, hvad det i sidste ende kommer til at koste at dekommissionere de svenske atomkraftværker.
Eksempelvis er det svært vurdere lønudgifterne, der som tommelfingerregel udgør cirka 60 procent af udgifterne. Hvis tidsplanerne ryger, og det kan meget let ske i så komplicerede projekter, vil det få enorm betydning for den samlede opgave og økonomien i projektet,«
siger Simon Carroll i telefonen fra Stockholm.
Som indbygger i et land, hvor det at lukke Risøs relativt lille forskningsanlæg har udviklet sig til politisk tumult, kan den svenske opgave med 12 reaktorer på fire enorme atomkraftværker virke næsten uoverskuelig. Opgaven bliver dog meget konkret, når man bevæger sig rundt på Barsebäck-anlægget.
I de 60 meter høje reaktorbygninger snor kilometervis af rørledninger sig rundt i kraftværkets hjertekamre, hvor enorme komponenter som kondensatorer, turbiner og tryktanke tidligere medvirkede til strømproduktion, men nu mere eller mindre anses som skrot i kæmpestørrelse. Enkelte blå plastsække med affald er gjort klar og står i bunker over for kondensatoren, der i kraftværkets velmagtsdage pumpede 25 m3 vand gennem systemet i sekundet.
Alt skal væk. Kilometervis af rør, tonsvis af beton, stål, værktøj, stole, borde, bænke, porte, elkabler. Alt. Kravet fra myndighederne er, at der kun står en industrigrund kaldet ‘brown field’ tilbage. Det sker for ikke at efterlade en enorm oprydningsopgave til kommende generationer, forklarer Maria Taranger, der viser rundt i bygningerne, der tidligere stod som en torn i øjet på danske atomkraftmodstandere på den anden side af Øresund.
»Sverige har som et af få lande med atomkraft på et ret tidligt tidspunkt forholdt os til, at den her opgave lå forude. Det er vore generationer, som har brugt strømmen – derfor skal vi også rydde helt op efter os,« siger hun med overbevisning i stemmen.
Ifølge Leif Roth er dekommissioneringen af et atomkraftværk i princippet ikke meget anderledes end nedrivning af andre kraftværker eller industrianlæg. Det farligste affald, det højaktive brændsel, er for længst fjernet. Det skete i 2006, og brændslet ligger nu og køler af på Sveriges centrale mellemlager for brugt brændsel, Clab, i Oskarshamn.
Den store forskel er, at alle 343.900 ton Barsebäck-rester skal verificeres og dokumenteres, før noget af det kan forlade anlægget. Det gælder både de cirka 6 pct. af anlægget, der er radioaktivt i en eller anden grad samt de resterende 94 pct., der ikke er radioaktivt, og som derfor i princippet kan bruges til andre formål.
I alt skal mellem 12.000 og 19.000 ton radioaktivt materiale skal deponeres i slutdepot, mens mellem 3.000 og 10.000 ton kan genanvendes. Det sker hos Studsvik i Nyköping, der er eksperter i blandt andet håndtering af radioaktivt affald.
»Det er nogenlunde lige dyrt at deponere som at rense materialerne (25.000 danske kr./m3, red.), så det vil komme an på en konkret afvejning til den tid. Det sikreste er selvfølgelig at sende affaldet ned i bjerget, men på den anden side er komponenterne fra Barsebäck langt fra udtjente. Meget kan i princippet renses og bruges igen,« siger Leif Roth fra Barsebäckværket.
I princippet kunne nedrivningen af Barsebäck klares på cirka 12 år fra den indledende planlægning til bar mark, fortæller planlægningschefen. Men der er et problem. Indtil depotet for lav- og mellemaktivt affald i Forsmark bliver udvidet, og et slutdepot til højaktivt brændsel er klar, er der ingen steder at gøre af affaldet – og så kan det lige så godt blive stående på Barsebäck.
Manglen på depotplads betyder, at det store ryk først sker efter 2022. Kun mindre mængder materiale bliver fjernet før, og det bliver ikke nogle af de mest kritiske komponenter som eksempelvis reaktortankene. Det lette affaldet bliver placeret i stålbeholdere på Barsebäcks anlæg, indtil Forsmark er udbygget, forklarer den svenske ingeniør.
»Når selve nedrivningen begynder, starter vi med de meste radioaktive dele af anlægget. Sideløbende forventer vi at oprette en verifikationslinje for det rene affald, der også skal måles og godkendes, før det må sendes ud af anlægget. Når først linjen kører, kan vi tage ret store mængder ad gangen ved at scanne hele containere ad gangen,« forklarer Leif Roth. Mens reaktorerne på Ringhals, Forsmark og måske endda Oskarshamn får lov at producere strøm i op til 50-60 år, bliver det Barsebäcks nye opgave at definere det sidste kapitel i den svenske historie om atomenergien. Sverige har nedlagt mindre atomanlæg, men har ingen erfaringer med at dekommissionere hele atomkraftværker. Derfor er det vigtigt, at værdifulde erfaringer bliver opsamlet.
»Vi indgår i et tæt og løbende samarbejde med eksperter fra myndigheder og de andre kraftværker i Sverige samt eksperter i udlandet. Det hjælper til at sikre, at de erfaringer, vi gør os her, vil blive anvendt fremover på de andre kraftværker, når det er deres tur,« siger Leif Roth.
Barsebäck 1 og 2 nåede at producere godt 200 TWh, men kunne have produceret langt mere. Nedlukningen var politisk, ikke teknisk, hvilke ofte blev understreget under besøget. Faktum er dog, at det gamle danske modstanderslogan ‘Hvad skal væk? Barsebäck!’ i de kommende år vil blive meget konkret. Imens skal de sidste ansatte på Barsebäck altså huske at slukke lyset, når de en sjælden gang har være på visit i den tomme reaktorbygning.
