Radioaktivt atomskrot skal forblive på Barsebäck i årevis
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Radioaktivt atomskrot skal forblive på Barsebäck i årevis

Det er blevet sparetider på det svenske atomkraftværk Barsebäck. Tidligere leverede værket sin egen strøm, og derfor var de cirka 2.000 rum på kraftværket oplyst døgnet rundt. Men siden den sidste reaktor lukkede og slukkede i 2005, har de resterende ansatte skullet vænne sig til at slukke alt lys efter sig, når de en sjælden gang har bevæget sig rundt i de næsten spøgelsesagtige betongange i reaktorbygningerne.

Reaktor 1 på Barsebäck lukkede i 1999, mens reaktor 2 stoppede 31. maj 2005. Indtil da var betongangene fulde af aktivitet fra mennesker, maskiner og masser af besøgende på det, der uden sammenligning var Nordens mest kontroversielle energiproduktionsanlæg.

I dag er billedet et helt andet. Gangene i reaktorbygningerne er bælgmørke, og man ser kun ganske få mennesker inde på ‘kontrolleret område’. Den spæde aktivitet, der er, handler om at afvikle frem for at udvikle.

Årsagen er, at Barsebäck som det første svenske atomkraft står over for at skulle dekommissioneres, som nedrivningen hedder i fagsproget. En kæmpeopgave, der vil koste mindst 3,6 mia. kr. og involvere hundredvis af personer i årevis.

»Teknisk er der ikke noget vanskeligt i selve nedrivningen. Det svære er at få de meget store mængder materiale adskilt, målt for radioaktivitet og verificeret i en løbende produktionsproces. Det er en stor logistisk og planlægningsmæssig udfordring,« siger Leif Roth, der er chef for nedrivningen hos Barsebäck Kraft.

Som ung ingeniør var han med til at bygge det dengang topmoderne atomkraftværk, som blev placeret over for millionbyen København og indviet med fanfarer fra Helsingør Pigegarde. Men Three Mile Island- og Tjernobyl-ulykkerne ændrede medvind til modvind ikke mindst i Danmark, og nu står Leif Roth over for at nedrive det værk, han har arbejdet på siden 1970’erne.

»Det var lidt mærkeligt i begyndelsen for mange af os, der har været med fra starten. Nu er det efterhånden bare en opgave som så mange andre, som skal udføres bedst muligt,« siger han.

Nedrivning for milliarder

I Sverige er det ejerne af kraftværker, der skal betale for oprydningen. Det sker ved, at de indbetaler en vis ørepris pr. kilowatttime produceret strøm. Beløbet er politisk defineret og udgør i øjeblikket 1,9 øre/kWh. Strålsäkerhetsmyndigheten, SSM, der er myndighed på området, har dog anbefalet, at man fremover indbetaler 2,5 øre/kWh, for at sikre, at der er penge nok. Indbetalingen justeres hvert tredje år, næste gang til efteråret, og lige nu rummer Kärnavfallsfonden, der administrerer pengene, 43 milliarder kroner til opgaven.

Og nedrivningen af et atomkraftværk er en både dyr, tidskrævende og kompliceret opgave – og der er begrænsede erfaringer. Opgaven med de nuværende 12 svenske reaktorer er anslået til at koste op mod 100 milliarder kroner, men kan let vise sig at blive meget dyrere, fortæller Simon Carroll, der er ekspert i dekommis-sionering hos SSM i Stockholm.

»Der er meget stor usikkerhed om, hvad det i sidste ende kommer til at koste at dekommissionere de svenske atomkraftværker.

Eksempelvis er det svært vurdere lønudgifterne, der som tommelfingerregel udgør cirka 60 procent af udgifterne. Hvis tidsplanerne ryger, og det kan meget let ske i så komplicerede projekter, vil det få enorm betydning for den samlede opgave og økonomien i projektet,«
siger Simon Carroll i telefonen fra Stockholm.

Som indbygger i et land, hvor det at lukke Risøs relativt lille forskningsanlæg har udviklet sig til politisk tumult, kan den svenske opgave med 12 reaktorer på fire enorme atomkraftværker virke næsten uoverskuelig. Opgaven bliver dog meget konkret, når man bevæger sig rundt på Barsebäck-anlægget.

I de 60 meter høje reaktorbygninger snor kilometervis af rørledninger sig rundt i kraftværkets hjertekamre, hvor enorme komponenter som kondensatorer, turbiner og tryktanke tidligere medvirkede til strømproduktion, men nu mere eller mindre anses som skrot i kæmpestørrelse. Enkelte blå plastsække med affald er gjort klar og står i bunker over for kondensatoren, der i kraftværkets velmagtsdage pumpede 25 m3 vand gennem systemet i sekundet.

Alt skal væk. Kilometervis af rør, tonsvis af beton, stål, værktøj, stole, borde, bænke, porte, elkabler. Alt. Kravet fra myndighederne er, at der kun står en industrigrund kaldet ‘brown field’ tilbage. Det sker for ikke at efterlade en enorm oprydningsopgave til kommende generationer, forklarer Maria Taranger, der viser rundt i bygningerne, der tidligere stod som en torn i øjet på danske atomkraftmodstandere på den anden side af Øresund.

»Sverige har som et af få lande med atomkraft på et ret tidligt tidspunkt forholdt os til, at den her opgave lå forude. Det er vore generationer, som har brugt strømmen – derfor skal vi også rydde helt op efter os,« siger hun med overbevisning i stemmen.

Alt skal verificeres

Ifølge Leif Roth er dekommissioneringen af et atomkraftværk i princippet ikke meget anderledes end nedrivning af andre kraftværker eller industrianlæg. Det farligste affald, det højaktive brændsel, er for længst fjernet. Det skete i 2006, og brændslet ligger nu og køler af på Sveriges centrale mellemlager for brugt brændsel, Clab, i Oskarshamn.

Den store forskel er, at alle 343.900 ton Barsebäck-rester skal verificeres og dokumenteres, før noget af det kan forlade anlægget. Det gælder både de cirka 6 pct. af anlægget, der er radioaktivt i en eller anden grad samt de resterende 94 pct., der ikke er radioaktivt, og som derfor i princippet kan bruges til andre formål.

I alt skal mellem 12.000 og 19.000 ton radioaktivt materiale skal deponeres i slutdepot, mens mellem 3.000 og 10.000 ton kan genanvendes. Det sker hos Studsvik i Nyköping, der er eksperter i blandt andet håndtering af radioaktivt affald.

»Det er nogenlunde lige dyrt at deponere som at rense materialerne (25.000 danske kr./m3, red.), så det vil komme an på en konkret afvejning til den tid. Det sikreste er selvfølgelig at sende affaldet ned i bjerget, men på den anden side er komponenterne fra Barsebäck langt fra udtjente. Meget kan i princippet renses og bruges igen,« siger Leif Roth fra Barsebäckværket.

I princippet kunne nedrivningen af Barsebäck klares på cirka 12 år fra den indledende planlægning til bar mark, fortæller planlægningschefen. Men der er et problem. Indtil depotet for lav- og mellemaktivt affald i Forsmark bliver udvidet, og et slutdepot til højaktivt brændsel er klar, er der ingen steder at gøre af affaldet – og så kan det lige så godt blive stående på Barsebäck.

Det store ryk efter 2022

Manglen på depotplads betyder, at det store ryk først sker efter 2022. Kun mindre mængder materiale bliver fjernet før, og det bliver ikke nogle af de mest kritiske komponenter som eksempelvis reaktortankene. Det lette affaldet bliver placeret i stålbeholdere på Barsebäcks anlæg, indtil Forsmark er udbygget, forklarer den svenske ingeniør.

»Når selve nedrivningen begynder, starter vi med de meste radioaktive dele af anlægget. Sideløbende forventer vi at oprette en verifikationslinje for det rene affald, der også skal måles og godkendes, før det må sendes ud af anlægget. Når først linjen kører, kan vi tage ret store mængder ad gangen ved at scanne hele containere ad gangen,« forklarer Leif Roth. Mens reaktorerne på Ringhals, Forsmark og måske endda Oskarshamn får lov at producere strøm i op til 50-60 år, bliver det Barsebäcks nye opgave at definere det sidste kapitel i den svenske historie om atomenergien. Sverige har nedlagt mindre atomanlæg, men har ingen erfaringer med at dekommissionere hele atomkraftværker. Derfor er det vigtigt, at værdifulde erfaringer bliver opsamlet.

»Vi indgår i et tæt og løbende samarbejde med eksperter fra myndigheder og de andre kraftværker i Sverige samt eksperter i udlandet. Det hjælper til at sikre, at de erfaringer, vi gør os her, vil blive anvendt fremover på de andre kraftværker, når det er deres tur,« siger Leif Roth.

Barsebäck 1 og 2 nåede at producere godt 200 TWh, men kunne have produceret langt mere. Nedlukningen var politisk, ikke teknisk, hvilke ofte blev understreget under besøget. Faktum er dog, at det gamle danske modstanderslogan ‘Hvad skal væk? Barsebäck!’ i de kommende år vil blive meget konkret. Imens skal de sidste ansatte på Barsebäck altså huske at slukke lyset, når de en sjælden gang har være på visit i den tomme reaktorbygning.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er det undertegnedes realitetssans, der mangler eller virker 100 mia kroner som rigtig rigtig mange penge? Koster det virkelig så meget at skille sig af med 12 reaktorer?

Til sammenligning så har Tyskland 17 værker som de forventer koster mellem 40 og 65 mia kroner at nedrive. Hvorfor koster Sveriges 12 reaktorer så så meget mere??

  • 1
  • 0

Den tankevækkende artikel om nedbrydning af kernekraftværker vil have godt at blive set i lyset af, hvad den oprindelige plan var. Den var, at man i fremtiden skulle udnytte den energi, som ligger i spaltning af atomkerner. Den grundlæggende begrundelse, som fik foregangspersonerne indenfor forskning og politik til at gå ind for dette var, at man får meget mere energi ud per masseenhed end ved kemisk forbrænding. Den udfordring, at der ved processen dannes radioaktive stoffer, vurderede man at kunne løse hen ad vejen i lyset af de små mængder stof, der er tale om. Allerede ved de første FN-konferencer om atomenergiens fredelige anvendelse var der videnskabelige rapporter om dette spørgsmål.
Konkret i tilfældet Barsebäck var der planlagt flere reaktorer end de to, som blev bygget. Den tredje reaktor skulle have leveret fjernvarme til Malmø. Hvis planen var blevet fulgt, så ville de to reaktorer på Barsebäck stadig have været i drift. Antages en levetid på 50 år, så ville de samlet have kunnet levere ca. 170 TWh mere end det, som de fik lov til. Man har altså givet afkald på (smidt væk) 170 mia. kWh elektrisk energi, som kunne have været produceret med meget små driftsomkostninger. Desuden ville der allerede nu have været én eller flere nyere reaktorer i drift, eller en ny stor reaktor under bygning. I så fald ville området stadig have været under den særlige lovgivning for nukleare anlæg. Når de ældste reaktorer til sin tid skulle lukkes, så kunne de få lov at stå i flere årtier. Nedbrydningen bliver nemmere og billigere med tiden.
Men den oprindelige plan blev væltet. Den regning, som man nu står med og som omtales i artiklen, er altså opstået fordi man fraveg den oprindelige plan. Da hele kontroversen startede i 1970’erne ansatte Westinghouse (leverandør af trykvandsreaktorer) en ung sociolog i informationsafdelingen. Han sagde: ”Modstandernes strategi er at påføre kernekraftteknologien ekstra omkostninger og så vente på, at den kollapser under sin egen vægt”. Det er det, som vi er vidne til.

  • 10
  • 5

Koster det virkelig så meget at skille sig af med 12 reaktorer?

Et eller andet sted i artiklen i avisen, stod der at 60% af budgettet er arbejdsløn og det er ikke fordi de skiller værket ad med negleklipper og vatpinde, men på grund af kvalitetskontrollen.

En USAner jeg kender er beskæftiget med at pille Hanford fra hinanden og hans beskrivelse af situationen er "One person to work, one to catch him if he stumbles, one to measure, one to record and one make sure they don't play cards instead of working."

Objektivt set er det vildt overkill og svenskerne klarer sig sikkert med tre mand til samme situation, men det er dyrt, specielt når de tre mænd står og venter fordi der skete noget der ikke er i planen.

  • 6
  • 2

Det er utroligt mange penge at ofre på ganske få års højintensiv energiproduktion, men som til gengæld efterlader dødsensfarlige affaldsprodukter til vore efterkommeres opsyn - i mange tusinde år! Og adskillige uheld - også i sikre Sverige, har jo givet rimelige begrundelser til at vi heldigvis aldrig fik atomkraftværker i Danmark. Men de omkringliggende værker, også i den gamle østblok, er jo god grund til at vi stadig skal være bange!

  • 5
  • 7

@Sophie,

I mellemtiden kunne man så indrette reaktortanken til svømmehal, så værket havde en indtægtskilde; holder man sige i de øverste 2-3 meter er der jo ingen ko på isen, og vandet omkring de brugte brændselsstave lyser i en fantastisk blå farve qua Cherenkov-strålingen.


Jeg tror du forveksler Barsebäck-værket med mellemlageret CLAP, for her ligger det brugte brændsel i et bassin med 10 m vand over sig. Det er her man kan bade i vandet - blot man holder sig til de øverste 2 m, som det fremgik af en "Viden-om" udsendelse.
Cherenkov-strålingen er facinerende, men den må man imidlertid undvære begge steder. Den optræder kun ved spaltningsprocesser, som ikke forekommer de nævnte steder.

Det er utroligt mange penge at ofre på ganske få års højintensiv energiproduktion, men som til gengæld efterlader dødsensfarlige affaldsprodukter til vore efterkommeres opsyn - i mange tusinde år!

  • 2
  • 2

@Finn,

Det er utroligt mange penge at ofre på ganske få års højintensiv energiproduktion, men som til gengæld efterlader dødsensfarlige affaldsprodukter til vore efterkommeres opsyn - i mange tusinde år!


Det er mange penge - en del skal udredes af skatteyderne, da værket blev tvangslukket, så ejerne står ikke med hele regningen.
Det brugte brændsel er ikke mere dødsensfarligt, end det nu gennem mange år har være deponeret i en åben beholder under 10 m vand - som nævnt ovenfor så kan man bade rundt i bassinet, blot man ikke dykker mere end 2 m. Hvorfor affaldet skulle være så dødsensfarligt som du mener, kan jeg ikke rigtig forstå, man spiser det jo ikke - og det er let at beskytte sig imod i modsætning til farlige miljøgifte fra fossil forbrænding.

Sverige lukkede godt 1 GW a-kraft efter en politisk beslutning, hvilket dog ikke betyder, at der nu dør 60 mennesker mere årligt. Man har i mellemtiden opgradereret de øvrige atomkraftværker, så det næsten har samme effekt og elproduktion fra a-kraft som før.
Og de er rent faktisk klar til at bygge nye værker i takt med at de nuværende a-værker udfases.
Det må siges at være en ændring i forhold til tidligere beslutninger.

  • 6
  • 3

Jeg bryder mig heller ikke om at det ligger så tæt på København, men når det nu ligger der, kunne man ligeså godt få valuta for pengene og køre det indtil begyndende nedslidning.
Det er okay at det står i horisonten de næste 50-100 år og minder os om vores energiforbrug og ansvar - det er stof til eftertanke.

  • 3
  • 0

Desværre er det det næsten vedtagne, at det skal væk – koste hvad det vil og helst så meget som muligt.
Først spørger man sig selv om det ikke ville være nemmere at lade det ligge og betragte grunden som ubrugelig.
Det bliver nok aldrig besvaret.
MEN
Hele det opblæste hysteri om farer ved KK hviler på et efterhånden meget løst grundlag.
Før I farer ud med beskyldninger om manglende ansvarsfølelse så kik først på. http://wp.me/s1RKWc-386
Der finder man spørgsmål, der burde blive besvaret.

  • 3
  • 3

Det er utroligt mange penge at ofre på ganske få års højintensiv energiproduktion, men som til gengæld efterlader dødsensfarlige affaldsprodukter til vore efterkommeres opsyn - i mange tusinde år! Og adskillige uheld - også i sikre Sverige, har jo givet rimelige begrundelser til at vi heldigvis aldrig fik atomkraftværker i Danmark. Men de omkringliggende værker, også i den gamle østblok, er jo god grund til at vi stadig skal være bange!

@ Finn Sørensen du skriver " ... er jo god grund til at vi stadig skal være bange!"

Bliver du aldrig træt af deres lange bange sange. Bliver du aldrig træt af at fare sammen for skyggerne i natten som et mørkeræd barn?

Bliver du aldrig gal på dem der for at fremme deres egne dagsordner spreder frygt og bekymring?

  • 3
  • 3

Jeg elsker konspirationteorier( og damplokomotiver)
I Rusland var der for mange år siden en del mennesker ,der ikke ejede jord ,og som ikke havde lyst til arbejde.De kaldte sig inteligensiaen og vidste hvad der var godt for andre.
Denne klasse ukrudt er Round up resistent og hurtigt formerende.(Som japansk pileurt)
De sidste fire linjer i Bertel Lohmans indlæg kan med god vilje bruges som eksempel på klassens taktik og måske også velfærdsidioti og indvandringspolitik samt den uhyrlige mængde af madudsendelser i medierne.Ren hjertekvababelse og sukkersyge.
Hvad er målet?

  • 1
  • 4

"Ifølge Leif Roth er dekommissioneringen af et atomkraftværk i princippet ikke meget anderledes end nedrivning af andre kraftværker eller industrianlæg. Det farligste affald, det højaktive brændsel, er for længst fjernet. Det skete i 2006, og brændslet ligger nu og køler af på Sveriges centrale mellemlager for brugt brændsel, Clab, i Oskarshamn."

Der er altså ikke noget tilbage, der rigtigt er farlig.

At det koster så meget skyldes at der er alt for mange, der vil spise sovs.

http://en.wiktionary.org/wiki/gravy_train

  • 3
  • 0

Man må undre sig over, at et af de sikreste a-værker i verden, kunne få så mange til at blive urolige. En væsentlig årsag er sikkert mediernes behandling af naboskabet, der sikrede salg af aviser, men til gengæld svigtede læserne med lødig besked. Medierne los sig bruge af OOA, en bevægelse til misinformation om atomenergi. Et stunt med at slippe tusindvis af balloner med det kendt symbol for radioaktivitet op fra Barsebäck engang i 70-erne, en dag med østenvind blev fulgt tæt af masser af journalister. Ingen danskere fik dog historien. Årsagen så jeg tilfældigt nogle år senjere i en kort notits i fagbaldet "Nuclear News". Her stod det at de opsendte balloner kun kom halvvejes over Øresund, så vendte vinden og blæste dem tilbage. Alle gik sikkert slukørede hjem, men hvorfor ikke fortælle den gode nyhed?
Miljøstyrelsens Barseback-rapport var ifølge Risø en gang makværk, idet de bruget forældede tal for jodudslip og fik en 50-100 gange for stor effekt. Hvad sagde rapporten i øvrigt til det værst tænkelige uheld med atomskyen drivende over København?
Gå indenfor, luk døre og vinduer og vent med at gå ud til skyen er drevet forbi

Ingen lig på gaderne - bortset fra de, der ville dø i den panik, som TV sikkert ville sørge for.
Efter en afvaskning af hustage og veje fortsætter livet normalt. ´
I betragtning af, at dette er ca. 50-100 gange for store effekter, kan det vel ikke vække de store bekymringer?

Det synes svenskerne, for man byggede et filter - FILTRA - der ved en katastrofe ville forhindre al luftbåret udslip.

En dansk overtagelse af Barseback ville spare ca. 60 menneskeliv årligt pga mindre luftforurening, hvis man skrottede de fossil-fyrede kraftværker på Sjælland.
Vi vælger det sikre - miljøforurening og mindre gennemsnitslevealder.

  • 4
  • 1

men som til gengæld efterlader dødsensfarlige affaldsprodukter til vore efterkommeres opsyn - i mange tusinde år!

Prøv at læse artiklen. Vil du så fortælle mig hvad det er for dødsensfarlige affaldsprodukter vi efterlader.
De højradioaktive brændsel er væk. Det de går i gang med nu er 400 tons lav til middelradioaktivt materiale og 20.000 tons lavradioaktivt affald (skrot og sand). De resterende godt 323.000 tons er ikke radioaktivt.
Mon ikke du hellere skulle være bekymret for alt livsfarlige skidt, der er kommet ud af skorstenene på kulkraftværkerne, her i blandt også uran og andre radioaktive partikler. Det er ikke nogle hundredetusinde tons, det er hundredetusinder milliarder af tons, som ingen ved hvor er, eller om vi nogensinde kan få det fjernet.

  • 1
  • 0

Jeg bryder mig heller ikke om at det ligger så tæt på København,

Barsebäck har jeg nu aldrig været bange for, det er bygget sikrere end Three Mile, hvor der selv ved det værst tænkelige uheld ikke slap radioaktivitet ud i mængde så det var farligt.
Nej de socialistiske kernekraftværker som f. eks. Greifswald, de var farlige, bygget efter samme princip som Tjernobyl. Men underligt nok var der ingen, der protesterede mod disse værker, Onde tunger påstår, at det var fordi hele kampagnen mod kernekraft, var styret fra Moskva, deres overordne mål var Vestens sammenbrud ved at skulle bruge dyr energi (olie), samt folkeligt oprør.

Havde vi haft kernekraft før kulkraft, så ville kulkraftværker aldrig være blevet bygget, med de miljøproblemer det medfører.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten